Politik fra rødderne

Af Helle Lykke Nielsen
 | 
Lektor, Institut for Historie, Syddansk Universitet
Skyderi på polititet i Vollsmose|9788759325988<br />Individuelt tilrettelagte ghetto-oplevelses-pakker med kant fra brændte biler til brændte figner eller Vollsmose som digital bydel: Vollsmose Valley var blandt forslagene i rapporten.
Foto: Nils Lund Pedersen / Polfoto|<br />
Skyderi på polititet i Vollsmose|9788759325988
Individuelt tilrettelagte ghetto-oplevelses-pakker med kant ”fra brændte biler til brændte figner” eller Vollsmose som digital bydel: Vollsmose Valley var blandt forslagene i rapporten. Foto: Nils Lund Pedersen / Polfoto|

Har Vollsmose X Factor?

Et reklamebureau og en kommune står bag en rapport, som skal trække turister til et udsat boligområde.

Hvordan løser man problemerne i de udsatte boligområder? Hvordan nedbringes kriminaliteten, hvordan kommer flere i job, og hvad skal der til for at skabe tryghed, så alle kan færdes sikkert i området?

Det har 2+1 Idébureau, Odense Kommune og Vollsmose Mediehus et bud på: I rapporten VisitVollsmose: Turisme som vækstgenerator fra juni 2012 argumenterer de for at gøre Vollsmose til ”en turistdestination med kant”. Påstanden er, at Vollsmose har et stort og uforløst potentiale som moderne turistdestination - det gælder blot om at folde det ud. Det sker ifølge rapporten ved at sætte fokus på Vollsmoses mangfoldighed, afdække og aktivere områdets ressourcer samt dyrke Vollsmoses identitet ved at fortælle de gode historier, der knytter sig til stedet. For ”desto flere positive fortællinger om Vollsmoses mangfoldige og særlige identitet, der dyrkes og formidles, desto mere attraktiv bliver Vollsmose som destination. Det er de særlige historier, (…) som har betydning for dets image og skaber merværdi.”

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Og rapporten har mange ideer til, hvordan Vollsmose kan foldes ud som moderne turistdestination. Der kan laves moderne lysinstallationer og alternative Marguerit-ruter, som binder Vollsmose sammen med resten af Odense og derved ”invitere(r) til det uformelle møde, hvor nye relationer opstår på tværs af alder, nationalitet og grupperinger”. Man kan oprette en international kokkeskole, et Global Gourmet College, ”Vollsmose meets Noma”, der gennem topklassemadlavning, restaurant, catering-service, salg af kogebøger, madevents og kokkeferier udnytter de kulinariske traditioner, Vollsmoses beboere har bragt med sig fra hjemlandet. Der er forslag om at etablere en verdensambassade, hvor nogle af ”Vollsmoses 80 nationaliteter, der taler mere end 60 forskellige sprog,” kan bidrage med kompetencer og netværk til ”udvikling af utraditionelle eksportmarkeder og målgrupper”. Eller hvad med et Plug-in Hostel, der ikke blot tilbyder overnatningsmuligheder for alt fra rygsækturister til kunstnere, men også arrangerer individuelt tilrettelagte ghetto-oplevelses-pakker med kant ”fra brændte biler til brændte figner” et cetera – altsammen under mottoet ”Don’t do it at home – come to Vollsmose”.

Rapportens mest ambitiøse forslag er at gøre Vollsmose til en digital bydel, ”Vollsmose Valley”, med digitale oplevelsesruter, storskærme og elektroniske opslagstavler, der både kan ”gøre området mere socialt” og give det ”chancen for at blive first-mover på internationalt plan.”

Slået halvt fordærvet

Skal man tage rapportens anbefalinger for pålydende, kan man med god ret spørge, hvem der skulle have lyst til at overnatte i en kriminalitetsplaget ghetto eller færdes på en alternativ Marguerit-rute, hvor hundeluftere risikerer at blive slået halvt fordærvet. Man kan også påpege det selvmodsigende i at profilere Vollsmose på ”det gode liv” med topklasserestaurant og kulinariske specialiteter, når ”markant flere (beboere i området) lider af flere sygdomme på én gang”, børn i området oplever ”større fysisk mistrivsel” end andre steder, og ”en overvægt af voksne i Vollsmose har en selvvurderet helbredsopfattelse, der adskiller sig negativt fra etniske danskeres helbredsopfattelse”, for nu at bruge formuleringer fra den igangværende Vollsmose 2020-plan.

Men måske er det slet ikke meningen, at man skal tage anbefalingerne for pålydende. Rapporten er nemlig et udtryk for det, der på moderne dansk hedder storytelling, og bygger på en forestilling om, at ting kan ændre sig, hvis blot man taler om dem på en anden og mere positiv måde. Men den anvendte tilgang er ganske problematisk: For ikke blot kommer fortællingen til at tegne et nærmest orientalistisk billede af Vollsmoses indbyggere som nogle, hvis kompetencer hovedsagelig består af deres hjemlands madkulturer og de forbindelser og netværk, de har i henholdsvis hjemlandet og Vollsmose. Den kommer også til at fremstå som utroværdig, fordi forskellen mellem rapportens fremstilling af Vollsmose og den virkelighed, Vollsmoses beboere lever i, bliver alt for stor. Og sidst men ikke mindst er det et etisk problem, når forskellen mellem vision og virkelighed udviskes i en sådan grad, at man som læser kan komme i tvivl om, hvilket univers man befinder sig i.

Det er en tendens, der kommer tydeligst til udtryk i 2+1 Idébureaus fremstilling af Vollsmose på deres webside og i deres håndbog ”Udfold dit område. Håndbog i re-branding af boligområder” fra 2010, der har Vollsmose som eksempel, men også stikker hovedet frem i denne rapport.

Usynlig rapport trods potentiale

Man kan undre sig over, at rapporten ikke har været mere synlig i den offentlige debat. Der er hårdt brug for initiativer, som kan løse problemerne i de udsatte boligområder, og hvis ”turisme med kant” på nogen måde kan sætte gang i en positiv udvikling, gælder det om at komme i gang. Skulle rapportens anbefalinger omvendt forekomme som spild af offentlige penge, er der mindst lige så gode grunde til at sætte den til debat. Når rapporten trods sit potentiale for offentlig debat alligevel har været omgærdet af nærmest total tavshed, skyldes det sandsynligvis, at den udkom i juni 2012, blot nogle uger før 60-70 unge fra Vollsmose raserede skadestuen på Odense Universitetshospital. Det gjorde det umuligt for politikere og andre beslutningstagere at bruge de optimistiske budskaber og visionære ideer om Vollsmose med nogen form for troværdighed.

Det kan godt være, reklamebureauer og mediehuse synes, det er en god ide at promovere ghettoer som farverige turistdestinationer, men spørgsmålet er, om storytelling og branding overhovedet kan løse problemerne i de udsatte boligområder. For hvor storytelling som metode tydeligvis taler til hjertet og bygger på værdier og moral, skal sociale problemer som regel løses med hjernen og en rationel tilgang baseret på fornuft og erfaring. Brugen af storytelling i VisitVollsmose-rapporten ligner i højere grad et konstrueret univers, der har til formål at pynte på virkeligheden til glæde og gavn for alle, der tilslutter sig en anerkendelse af multikulturalismen, men kommer i stedet til at skære forbindelsen mellem visioner og virkelighedens Vollsmose over. Og når alt tyder på, at storytelling ikke kan løse de udsatte boligområders problemer, hvorfor så overhovedet bruge offentlige midler på at forsøge? Det synes jeg de ansvarlige – både kommunen og det involverede reklamebureau – skylder os en forklaring på.

[wpv-post-body view_template="faktaboks"]


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57