Politik fra rødderne

Af Charlotte Aagaard
 | 
Centerchef, Helsingør Kommune
Mennesker, der har været ramt af psykisk sygdom, er ikke  mere sårbare end andre. Alle kan blive ramt og det kræver enorm styrke at komme videre. Måske ligefrem for at blive rollemodel og peer-støtte for en psykisk syg, peger Charlotte Aagaard på. Billedet er fra Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde.
Mennesker, der har været ramt af psykisk sygdom, er ikke mere 'sårbare' end andre. Alle kan blive ramt og det kræver enorm styrke at komme videre. Måske ligefrem for at blive rollemodel og peer-støtte for en psykisk syg, peger Charlotte Aagaard på. Billedet er fra Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde.
Foto: Miriam Dalsgaard, Ritzau Scanpix (arkiv)

Peer-støtte forvandler sårbare til rollemodeller

"Vi er med til at bygge en mur mellem den såkaldte normalitet, som omfatter alle os uden en diagnose (endnu) og mennesker, som på et tidspunkt i deres liv udvikler en psykisk lidelse," skriver kronikøren.

Er det offentlige velfærdsområde i færd med at fjerne sig fra det, der skaber mening og effekt i borgernes liv? Har vi bygget et monster af diagnosespecifikke metoder med tvivlsom effekt, dokumentationssystemer, der ikke dokumenterer det væsentlige, og et teknokratisk sprog, som skaber afmagt i stedet for håb? Hvordan styrker vi det almenmenneskelige og genkendelige, så vores velfærdsydelser får et menneskeligt ansigt?
Selv er jeg chef for det specialiserede socialområde for voksne i Helsingør Kommune og tænker med udgangspunkt i erfaringer fra socialpsykiatrien dette indlæg som bidrag til den igangværende debat om udviklingen af sociale velfærdsydelser i Danmark.

Ordforklaring: Peer-støtte

"En person, der selv har gennemlevet psykiatiske vanskelighederstøtte kan yde en unik form for støtte for mennesker i samme situation. Peer-støtte medarbejderen kan i særlig grad bidrag til recoveryprocessen ved at skabe håb, være rollemodel samt ved at dele erfaringsbaseret støtte og viden om hvilke mestringsstrategier, der er gode at bruge i hverdagen.

Kilde: Det sociale Netværk PsykiskSårbar

Let at genkende psykisk lidelse
Anne Sofie, en ung kvinde, der arbejder som peer-støtte efter selv at være kommet igennem et langt forløb med angst, depression og misbrug, sagde en dag til mig:

- Psykiske lidelser er noget almenmenneskeligt. Det er et kontinuum, og de fleste af os kan genkende elementer af det, et menneske med en psykisk lidelse kæmper med. Bare i mindre målestok. Derfor bliver de mennesker, som jeg samarbejder med og skal støtte, på en måde rollemodeller for mig, fordi de kæmper med at få det bedre ud fra et udgangspunkt, hvor de har haft det dårligere end mig.
Anne Sofies betragtninger gjorde stort indtryk på mig. Det fik mig til at se mødet mellem mennesker i de offentlige velfærdsindsatser fra en helt anden vinkel, og flere spørgsmål har siden banket på: Hvad hvis vores fagprofessionelle udgangspunkt i mødet med mennesker med psykiske lidelser var, at de var rollemodeller i stedet for sårbare? Hvilken forskel ville det gøre i samarbejdet og samtalerne om, hvad der er vigtigt i et menneskes liv? Er peer-støtte en af de radikale ændringer, hvor velfærdsområdet kan lære mest om, hvad der grundlæggende virker for borgeren i en indsats?

Peer-støtte inspirerer begge veje
I socialpsykiatrien eksperimenterer vi med nye typer indsatser, som skal modvirke oplevelsen af afmagt, isolation og ensomhed. Baggrunden er en oprigtig intention om at være det enkelte menneske til hjælp og bidrage til, at flest muligt får det bedre. Én af måderne at udvikle vores praksis på er at ansætte peer-medarbejdere, det vil sige mennesker, der selv er kommet sig af en psykisk lidelse og bruger deres erfaringer til at støtte og hjælpe andre med at komme videre i livet. Potentialet er lovende, og bekræftes af international forskning: Borgerne oplever at blive mødt med genkendelse og ligeværd, og peer-støtte er frem for alt med til at give borgeren håb og tro på, at det er muligt at få det bedre og komme videre med sit liv.

Mindre 'dem-og-os'
De fagprofessionelle kolleger melder om større opmærksomhed på recovery, sprogbrugen på arbejdspladsen, generelt højere grad af åbenhed omkring egne erfaringer med psykiske lidelser og mindre 'dem-og-os' kultur.
Den faglige udvikling på velfærdsområderne baserer sig langt henad vejen på viden om diagnoser og metoder, der tager udgangspunkt i specifikke vanskeligheder. Det har været en nødvendig udvikling, der bestemt kan siges meget godt om. Faglighed er med til at styrke feltet og giver et fælles sprog, som går på tværs af faggrænser og sektorer. Men faglighed er ikke det samme som at være ekspert på andres liv:

- En af udfordringerne er, at vi, de traditionelle professionelle, er uddannet til at vide, hvad der er bedst for andre, og hvis jeg har dét med mig, som den grundlæggende forståelse, så bliver de ting, jeg laver, pseudo, som Karin Rue siger i 'Forandringens Vals - Interview med en Frontkæmper, der blev bragt i Outsideren 9. maj 2012.

Fokus på ressourcer
Vi tror stadig på diagnosespecifikke metoder, selvom det er dokumenteret, at borgerens ressourcer, håb, forventninger til fremtiden og den gode samarbejdsrelation bidrager langt mere til effekten.
Måske er det netop den helt grundlæggende genkendelighed og borgerens oplevelse af at blive set, hørt og forstået, der kan glippe i velfærdsområdernes fokus på styringsteknologier, diagnoser og tilbud, der tager udgangspunkt i det, der ikke virker i borgerens liv? Hvad hvis vi i stedet betragtede faglighed som det almenmenneskeliges ydmyge tjener, og lod vores faglighed basere sig på de almene virksomme faktorer, som omfatter både relationen og de ressourcer, som borgeren bringer med sig? Hvad er det, der er med til at spænde ben for os?


At genkende den andens kamp i sig selv
I 1844 skrev Søren Kierkegaard i bogen Begrebet Angest:
”Sympathie skal man have, men denne Sympathie er først sand, når man ret dybt tilstår sig selv, at hvad der er hændet eet Menneske, kan hænde alle. Da først gavner man ogsaa sig selv og Andre. Den Læge ved en Daareanstalt, der er dum nok til at troe sig i al Evighed klog og sin smule Forstand assureret for al Skade i Livet, han er vel i en vis Forstand klogere end de Afsindige, men han er tillige dummere, og han skal vist heller ei helbrede Mange.”
Kierkegaard understreger vigtigheden af, at vi forliger os med, at det, der kan ske for ét menneske, kan ske for os alle. Der findes ikke et privilegeret ståsted for os som professionelle. Alligevel er en meget udbredt metafor i sundhedssystemet billedet af en flod: I denne metafor betragter man patienter som mennesker, der er faldet, skubbet eller har kastet sig i en flod, og som i yderste konsekvens kan være ved at drukne. Det sundhedsfaglige personale har til opgave at stå tørskoet på bredden eller på en bro og hive de uheldige op af vandet. Jeg tænker, at dette billede også har vundet indpas i mange af de øvrige velfærdsydelser i vores samfund.

Gal og normal ligner hinanden
Udover at metaforen kan være med til at cementere en 'dem-og-os' kultur, hvor vi som fagpersoner ved, hvad der er bedst for den anden, så er den også med til at sløre det almenmenneskelige i psykiske lidelser.
Som den danske forfatter Jan Sonnergaard skrev i 2013 i artiklen 'mit digteriske vanvid':
”Galskaben afspejler i allerhøjeste grad normaliteten, og jeg tror, at sindslidendes vilkår ville forbedres en hel del, hvis majoriteten af såkaldt normale holdt sig dét lidt mere for øje. Ofte virker det, som om galskaben betragtes som en sygdom, der opstår af sig selv uden nogen forklaring og uden nogen som helst forbindelse til majoritetens livsverden; en biokemisk forstyrrelse, som blot skal medicineres væk. Men spørgsmålet er nok mere komplekst end som så, er min beskedne pointe, thi i normaliteten er der altid indlejret de samme fænomener og træk, som i deres overdrev bliver diagnosticeret som sindssyge”.
Sonnergaards artikel kaster lys over den udbredte opfattelse, at mennesker med psykiske lidelser tilhører én homogen gruppe, hvis symptomer er så svære at forstå, at vi tilskriver dem at høre hjemme i en verden uden for vores, som vi ikke er eller kan blive en del af.

   ...vores forventninger og sprogbrug i vurderingerne kommer nemt til at rette projektørerne mod det, der ikke virker i personens liv og isolerer ham fra fællesskabet, frem for det der skaber håb og forbundethed...

En af måderne, hvorpå velfærdsområderne forsøger at skabe orden i en kompleks verden, er ved at opdele mennesker i målgrupper. Efter loven vurderer vi med andre ord, om et menneske er i personkredsen. En diagnose er ofte overskriften på en målgruppe og en af billetterne til sociale ydelser. Men vores forventninger og sprogbrug i vurderingerne kommer nemt til at rette projektørerne mod det, der ikke virker i personens liv og isolerer ham fra fællesskabet, frem for det der skaber håb og forbundethed. Vi er med til at bygge en mur mellem den såkaldte normalitet, som omfatter alle os uden en diagnose (endnu) og mennesker, som på et tidspunkt i deres liv udvikler en psykisk lidelse. Muren bliver højere, hvis vi ikke formår at genkende det, den anden kæmper med, i os selv. Og især, hvis vi ikke anerkender, hvilken livskraft, vilje og vedholdenhed der skal til for at komme sig af en psykisk lidelse. Så bliver personen som menneske mere sårbar end os, fremfor at være den rollemodel, som vi i det samlede velfærdssystem kunne og burde lære noget af.
Så lad os vende tilbage til metaforen om floden og broen et øjeblik.

Bekymrende umyndiggørelse
Den medicinske sociolog Aron Antonovsky introducerede i 1979 begrebet Salutogenese i sin teori om forholdet mellem sundhed og sygdom. Antonovsky betragter ikke sundhed og sygdom som et enten-eller, men ser sundhed og sygdom som hver sin pol på et kontinuum, hvor man som menneske kan befinde sig mange steder på linjen. Men han går også imod flodmetaforen. Efter Antonovskys overbevisning er vi alle født i den samme flod, der er derfor ingen, der falder, springer eller bliver skubbet ud, og heller ingen, der står tørskoet på land. Floden med dens strømme, skær, risiko for at gå på grund eller mulighed for smult vande er udtryk for det liv, vi lever. 
Psykiske lidelser varierer i sværhedsgrad, og mit ærinde er ikke at slå til lyd for, at psykiske lidelser ikke skal behandles, men blot ses som en del af livet, som personen selv må overkomme. Selvfølgelig ikke. Mange svære psykiske lidelser kræver hjælp og behandling. Men det er det almenmenneskelige i mødet og samarbejdet, der bør komme før diagnoser, principper og systemer, uanset hvor i velfærdsindsatserne, vi befinder os. Derfor bliver jeg også bekymret over, at mange mennesker med psykiske lidelser har erfaret, at dette møde virker umyndiggørende og bidrager til en oplevelse af at være forkert, ensom, isoleret og magtesløs. 

Faglighed er nødvendig
Faglighed, lovgivning og almen menneskelighed eller genkendelighed er ikke et enten-eller. Fagligheden er nødvendig for fagprofessionerne, fordi den er med til at sikre, at vi læner os op ad vidensbaserede indsatser, som ikke lægger medarbejderens private holdninger til grund. Høilund og Juul beskriver i bogen 'Anerkendelse og Dømmekraft i Socialt Arbejde', hvordan lovgivningen sikrer anerkendelse af borgeren som juridisk person, og dermed borgerens retssikkerhed:

”Anerkendelse af borgerens som juridisk person indebærer samme ret for alle til beskyttelse mod overgreb og vilkårlig behandling fra myndighedernes side. Når mennesker krænkes som juridiske personer, betyder det, at de ikke er omfattet af den beskyttelse, som tilkommer fuldgyldige medlemmer af retsfællesskabet. Det gør det ikke alene vanskeligere for dem at forfølge deres vision om det gode liv, men fører også til et tab af selvagtelse.” 

Problemerne opstår, når vi betragter og tolker borgerens problemer ud fra et snævert lovgivningsmæssigt ståsted i enten social-, sundheds- eller beskæftigelseslovgivningen. Såvel lovgivning som faglighed burde være støtteredskabet for det almenmenneskelige i mødet, frem for det styrende. Peer-støtte er med til at vise en vej for fagprofessionerne, hvor ligeværd, genkendelighed og håb er i forgrunden og hvor risikoen for at borgeren sættes i en position, hvor han skal forsvare sig, minimeres.
Vi, der arbejder på velfærdsområderne kunne starte med at stille os selv spørgsmålet: 'Ville jeg selv få det bedre af at være en del af denne samtale eller indsats?'


Sproget som bærer af forventninger
Vores sprog er med til at skabe vores forestilling om verden, og de forventninger vi har til hinanden. Ord og vendinger er i sig selv bærende af kultur og historie. Sprogbrugen omkring psykiske lidelser er derfor aldrig neutral eller uskyldig – de ord og diagnoser, som vi bruger til at beskrive mennesker med, kan stigmatisere og trække dem væk fra fællesskabet i stedet for at lette overgangen til det.
Men diagnosesystemet er i udgangspunktet et lægefagligt redskab til at systematisere symptomer i kategorier. Det er med andre ord ikke et system, som bør være grundlag for en velfærdsindsats, hvor fokus er på borgerens oplevelse af sin situation, ønsker og håb.

”Diagnosekulturens væsentligste træk er et særligt psykiatrisk blik på menneskelig lidelse og afvigelse, der om ikke udvisker andre forståelser (moralske, religiøse, sociale, psykologiske...), som tidligere har haft større betydning, så dog nok er ved at overskygge dem”, som Svend Brinkmann skriver.

Diagnoser kan stjæle håbet
En diagnose kan være en forklaring og måske en lettelse for den enkelte. Men den kan også være med til, at et menneske taber noget af sin livsduelighed af sigte, fordi de øvrige identitetsgivende roller i hverdagslivet fortoner sig. Og en diagnose kan være med til at bestemme, hvordan et menneske bliver mødt og adfærd, tale og eventuel uro skal fortolkes. Spørgsmålet er, om vi i samfundets velfærdsindsatser formår at pudse glasset, så alt det, der i øvrigt kendetegner et menneske ud over diagnosen kommer ud i lyset, og bliver det brændstof der skal til, for at personen kan genoptage arbejde, familieliv og interesser.
Jeg tager afstand fra den udbredte betegnelse 'at være psykisk sårbar'. Det kræver ikke lægefaglighed at betegne et menneske som psykisk sårbar. Det kan vi alle. Men det er en betegnelse, som i sig selv lægger op til, at unge og voksne med psykiske lidelser som mennesker er mere skrøbelige end os andre. Hvilket både underkender den styrke, som mennesker med psykiske lidelser nødvendigvis må mobilisere for at få det bedre, og er med til at marginalisere dem i forhold andre mennesker. Karen Sandfær Lysholm Norbøll udtrykker det sådan:
”Vi skal ikke identificere os med den vores diagnose, som den vi så er. Langt fra! Jeg var ikke en depression, men du kan godt møde et menneske og se på, om det er en sund eller usund del af deres selvopfattelse, eller begge dele. Diagnoserne er på ingen måde udgangspunkt for en behandling for mig, men at undgå at tale om den og skamme den, er ikke en løsning for mig at se. I samme forbindelse tænker jeg af og til over udtrykket 'psykisk sårbar' – forskrækkelsen over at sige psykisk sygdom. For jeg føler mig underkendt med udtrykket psykisk sårbar. Min oplevelse er, at jeg har været pissesyg. Sårbar leder automatisk tankerne hen på svag, og den, der har eller er kommet videre fra en psykisk sygdom er ikke svag, men kæmper en hård kamp”.

På sporet af det almenmenneskelige
Diagnosekulturen er et generelt samfundsanliggende, og det er velkendt, at antallet af mennesker med psykiatriske diagnoser er stigende. Vi er nødt til at balancere sproget omkring diagnoser, så personens ressourcer, ønsker og håb får mindst samme vægt som udfordringerne.
Min påstand er, at velfærdsområdet i Danmark er ved at køre sig selv af sporet i diagnoseorientering, metodefokusering, professionelle normer om distance, og et dokumentationscirkus, hvor vi beskriver og evaluerer på simple og forudsigelige mål, men ikke formår at rumme og hjælpe borgerne med de komplekse udfordringer, som de står med. Mål er kun brugbare, hvis de er en reel afspejling af, om borgeren lykkes med at skabe de ønskede forandringer i sit liv, og om velfærdsindsatserne har været en hjælp.
Det, som peer-støtte gør og kan, er at minde os som fagprofessionelle om, hvorfor vi gik ind i det her arbejde. De store velfærdsområder er drevet af ildsjæle, som oprigtigt og engageret ønsker at gøre en forskel for andre. Som bliver mindet om, hvor vigtigt det er at lytte og spørge fremfor at give svar.
Måske er det, der virker i peer-støtte det, der grundlæggende gør sig gældende i gode relationer mellem mennesker: Tillid, genkendelighed, at være både i øjenhøjde og i samme flod? Og måske skulle vi tale noget mere med borgerne og hinanden om, hvordan vi som velfærdsområde kommer ind på det spor igen?

Litteratur:

Projekt Peer-støtte i Region Hovedstaden (2017) Midtvejsrapport, januar 2017.
Forandringens Vals - Interview med en Frontkæmper (2012). Karin Rue i samtale med Klavs Serup Rasmussen i : Outsideren 9. maj 2012 https://outsideren.dk/2012/05/09/forandringens-vals-interview-med-en-frontkaemper/ 
Wampold, B. E. (2010): What Works and What Does Not: the Empirical Foundations for the Common Factors, i: Duncan, B.L., Miller S.D., Wampold, B.E. & Hubble M.A.: The Heart and Soul of Change, 2. Edition. American Psychological Association
Steen Guldager (2017): Oplæg på VISO-Konference, december 2017
Søren Kierkegaard (1844): Begrebet Angest
Peter Thybo (2016): Det dobbelte Kram, Hans Reitzels Forlag
Jan Sonnergaard, 2013: Mit digteriske Vanvid https://outsideren.dk/2016/11/21/mit-digteriske-vanvid/
Aron Antonovsky (1979) Health, Stress and Coping, London, Jossey-Bass, i Peter Thybo (2016)
Peter Høilund og Søren Juul (2005, s. 42): Anerkendelse og Dømmekraft i Socialt Arbejde. Hans Reitzels Forlag 2005
Lilly Jensen og Svend Erik Jensen, red. (2007): Samarbejde og Værdighed – Om Borgersamarbejde i den Offentlige Sektor, Munksgaard 2007
Nanna Mik-Meyer (2007): Dømt til personlig Udvikling – Identitetsarbejde i Revalidering. Hans Reitzels forlag 2007
Klavs Serup Rasmussen, red. (2013): Er Verden da befolket af Rovdyr? Forlaget Outsideren 2013, 
Svend Brinkman og Anders Petersen, red. (2015, s.8): Diagnoser - Perspektiver, Kritik og Diskussion. Forlaget Klim 2015
Karen Sandfær Lysholm Norbøll (2016): En legal grund til at være ked af det – overvejelser om diagnoser. https://outsideren.dk/2016/10/03/en-legal-grund-til-at-vaere-ked-af-det-overvejelser-om-diagnoser/ 

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57