Politik fra rødderne

Af Redaktionen
 | 

En sundere prioritering i psykiatrien

Idræt og bevægelse burde have en væsentlig større rolle i den kommunale rehabilitering af psykisk syge.

Hvorfor er det så svært? Det kan man med rette spørge sig selv om, når man læser anbefalingerne fra regeringens psykiatriudvalg og sammenholder dem med virkeligheden i de danske kommuner. Idræt fylder skræmmende lidt i den kommunale psykiatri på trods af, at det så tydeligt er et fantastisk redskab.

Regeringens psykiatriudvalg kom i uge 40 med en række glimrende anbefalinger, som sætter en tyk streg under den viden, som de fleste efterhånden kender til, men som alt for få handler ud fra: At fysisk aktivitet og idrætsforeninger spiller en alt for lille rolle i rehabiliteringen i den kommunale psykiatri.

Sundhedstilstanden i den kommunale psykiatri er mildest talt bekymrende. Mennesker med psykiske vanskeligheder dør alt for tidligt samtidig med, at de ofte oplever et smertefyldt liv med store menneskelige omkostninger – en konsekvens af et alt for inaktivt liv ofte alene i sofaen, foran fjernsynet. Prioriteringerne omkring fysisk aktivitet i de enkelte kommuners psykiatri er ofte usunde og utilstrækkelige. Idrætten besidder med sit kropslige udgangspunkt indbyggede kerneværdier og kvaliteter for både individ, gruppe og samfund, som ved øget supervisering og fagligt fokus er afgørende elementer i forbindelse med sundhedsfremme, inklusion og resocialisering. Her vil for eksempel et øget tværfagligt samarbejde mellem fagprofessioner og kompetencer fra den frivillige idræt være en vigtig del af løsningen på kommunernes og samfundets udfordringer.

Psykisk sårbare dør 15 til 20 år tidligere end den gennemsnitlige danske befolkning – et faktum, som sundhedsminister Astrid Krag (SF) har kaldt 'en af de helt store udfordringer på sundhedsområdet' og her spiller livsstilssygdomme en kæmpe rolle. Sygdomme, som vi i Danmark generelt forebygger med råd og kampagner om kost, rygning, alkohol og motion – både fordi et sundt liv gør den enkelte danskers liv bedre, men også fordi vi som samfund kan spare milliarder af kroner, hvis vi kan holde folk ude af hospitalerne. 

Den fysiske form hos mennesker med psykiske vanskeligheder er markant dårligere end hos resten af befolkningen, og mange hverken deltager i idrætsforeninger eller bevæger sig på egen hånd. Der er altså nogle forholdsvis lavthængende frugter at plukke, hvis man etablerer flere lettilgængelige idrætstilbud til mennesker med psykiske vanskeligheder. Desværre er det ikke et område, som særlig mange kommuner prioriterer.

Idræt 'kun for sjov'

Vi hører om kommunale chefer, som ikke synes, idræt skal prioriteres. Vi hører om medarbejdere, som ikke har kompetencerne til at bakke op om eller være ansvarlige for fysiske aktiviteter. Og ikke mindst hører vi om, at idræt er for sjov og hører til fritiden. Det accepteres ikke som rigtigt arbejde at bruge kræfter på at hjælpe psykisk sårbare med idræt - det er slet ikke seriøst nok. Udfordringen er, at idrætten mange steder ikke ses som et pædagogisk middel til, at mennesker med psykiske vanskeligheder kan komme sig.

Hvis der skal lægges vægt på den faglige kvalitet i psykiatrien, som psykiatriudvalget efterlyser, så kunne et godt sted at sætte ind være på idrætsområdet. Her mangler der i den grad ansatte med kompetencer, som både kan motivere til og være ansvarlige for fysisk aktivitet. Hvis kommunerne ikke vil ansætte idrætsuddannede medarbejdere, kan de som minimum efteruddanne deres nuværende ansatte, så kvaliteten og effekten af den fysiske aktivitet får et løft.

I København og Aarhus gennemføres lige nu Change-projektet, hvor der sættes ind med tilbud om kostvejledning, rygestop og motion til mennesker med psykiske vanskeligheder. Deltagerne i projektet ønsker at blive mere sunde, og de er interesserede i mulighederne for at få en mere sund hverdag med sundere kost og mere fysisk aktivitet. I Change-projektet arbejdes der målrettet med både sunde livsstilsvaner og – når det er muligt - gerne ved hjælp af involvering af det nære netværk. Dermed viser projektet, at det er muligt at gribe ind i og ændre den usunde livsstil, som mange i målgruppen har. Men det kræver, at der er særligt fokus på, hvad der kan motivere til ændringer, og hvilke barrierer der holder folk tilbage.

Overkommelige barrierer

En ny rapport fra Center for Handicap og Bevægelsesfremme på SDU viser, at barriererne er konkrete og overkommelige nok, hvis det eksempelvis handler om de unge. Når de selv sætter ord på, hvorfor de ikke dyrker motion, er topfire: Det er for dyrt, der mangler én at følges med, idrætstilbuddene ligger for langt væk, og der mangler specielle tilbud til psykisk sårbare. Og når vi så samtidig kan se, at det kun er seks procent, som ingen interesse har for idrætten, så ligger der et kæmpe potentiale i at få vendt udviklingen.

Lige nu er det under halvdelen af landets kommuner, som har særlige foreningsorganiserede idrætstilbud til mennesker med psykiske vanskeligheder. Det er ganske enkelt for lidt, hvis vi vil det her område. Nogle vil måske spørge, om det ikke er fint nok bare at lunte en tur alene i ny og næ. Men så misser man pointen. Idræt kan så meget mere end at give sved på panden - at være medlem af en idrætsforening giver venskaber og fællesskaber, det giver mulighed for at tage ansvar både for sig selv og for andre gennem frivilligt arbejde, og det giver medbestemmelse – alle ting, som psykisk sårbare ellers kun sjældent har mulighed for. Samtidig er idrætten også et frirum, hvor man kan opleve andre sider af sig selv og få en anden rolle – en anden identitet. I stedet for at være ”psykisk sårbar” er man pludselig badmintonspiller, fodboldspiller eller løber.

Foreninger som bindeled

Målet må være at hjælpe mennesker med psykiske vanskeligheder ind i ordinære idrætsforeninger, så de bliver inkluderet i samfundet omkring dem. Det er her, idrætten har sin store styrke, fordi idrætsdeltagelse også er samfundsdeltagelse på lige niveau med resten af befolkningen. Vi ved, at det kan lade sig gøre, men vi ved også, at det er en lang proces, som langtfra lykkes for alle og heller ikke er realistisk for alle. Derfor er der brug for det bindeled, som DIF og DAI har skabt i Idræt for Sindslidende (IFS), hvor der målrettet arbejdes med at stifte lokale idrætsforeninger, hvor brugerne inddrages i bestyrelsen og på trænerposter. Gennem foreningerne rustes borgeren til at gå videre til de ordinære foreninger. Erfaringer viser, at uden dette mellemled er det for de fleste nærmest umuligt at indgå i det ordinære foreningsliv, hvor udfordringerne og kravene er noget større og ofte mere diffuse med usagte normer og regler, som målgruppen har svært ved at rumme – med det resultat, at mennesker med psykiske vanskeligheder helt stopper med idrætten.

Det kræver ikke en masse nye investeringer, men det kræver, at den enkelte kommune anerkender og fokuserer på idrætten som en helt naturlig del af en velfungerende kommunal psykiatri. Erfaringerne viser, at det blot er et spørgsmål om omprioriteringer indenfor de nuværende rammer, hvis man virkelig vil det her. Idræt vil ikke alene kunne holde livsstilssygdomme stangen, men vil også tilføre indhold i livet for mennesker med psykiske vanskeligheder og sikre dem et bedre og gladere liv samt flere muligheder for selv aktivt at præge deres liv. Spørgsmålet kan ikke være, hvorfor vi skal det her, men derimod hvorfor vi ikke for længst er kommet i gang.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57