Politik fra rødderne

Af Thomas Grønlund Nielsen
 | 
Lektor og formand, REO
Lektor og formand for REO, som arbejder for en nuanceret debat om atomkraft. Han er desuden forfatter til bogen “Niels Bohr må vende sig i sin grav - om fornægtelsen af kernekraften”.
POLFOTO_92051|Thomas-Grønlund-nielsen (1)<br />Foto: Claus Bonnerup, Polfoto|<br />
POLFOTO_92051|Thomas-Grønlund-nielsen (1)
Foto: Claus Bonnerup, Polfoto|

Det er absurd, at Niels Bohrs fædreland har vendt blikket bort fra atomkraften.

Der er behov for, at vi taler om denne energiform.

Hvert år i januar holder det svenske Elforsk et møde i Stockholm, hvor forskellige sager vedrørende atomkraftens nutid og fremtid tages under behandling. I 2010 var fokus på levetidsforlængelse af gamle reaktorer og mulig bygning af nye. I den afsluttende paneldebat deltog blandt andet en repræsentant for Oskarshamn kommune, der huser et atomkraftværk med 3 reaktorer, deriblandt Sveriges ældste. Han gjorde ikke noget for at skjule sit personlige dilemma som medlem af Socialdemokratiet, der overvejende er negativt indstillet til atomkraft, og som miljøansvarlig i en kommune, som huser et stort atomkraftværk. Men hans konklusion var klar: Kommunalbestyrelsen ser gerne anlægget opretholdt og udbygget.

Mange kommuner over hele Europa huser nukleare anlæg af den ene eller den anden slags. Der findes en sammenslutning af disse kommuner i Group of European Municipalities with Nuclear Facilities, kort GMF. GMF arrangerer møder og besøg, så deltagerne kan få førstehåndsviden om emnet.

Lad os kaste et blik på Oskarshamns nyeste reaktor, O3. Den gik i drift i 1985 med en effekt på 1050 MW, men er i de senere år blevet ombygget og moderniseret, så den nu har en effekt på 1450 MW. Den årlige produktion svarer til cirka 30 procent af Danmarks elforbrug. Det er tankevækkende, at hvis Anker Jørgensens energiplan fra 1976 var blevet gennemført, så kunne Danmark have haft 4 reaktorer af den slags, som kunne dække cirka 70 procent af et højere elforbrug end det nuværende. Det højere elforbrug ville være begrundet i en udstrakt anvendelse af el til varme (via varmepumper), hvorved oliefyr i spredt bebyggelse allerede nu ville være erstattet med lav-CO2-energi. I det hele taget ville Danmark med den omtalte energiplan have haft fribillet til alle aftaler om reduktion af CO2: Dem ville vi allerede have gennemført!

Forskning er droppet

Men er løbet ikke kørt i Danmark? Sagen blev vel afgjort for 30 år siden, den 29. marts 1985, hvor ”Fodnoteblokken” med 79 medlemmer af Folketinget (mod 67) besluttede, at dansk energiplanlægning skal ske uden atomkraft. I bemærkningerne til lovforslaget hed det, at atomkraft med den viden og teknologi, der er til rådighed i dag, skal udgå af den danske energiplanlægning. Det viste sig dog, at denne bemærkning, som åbner for brug af fremtidige teknologier, ikke var alvorligt ment, idet al forskning og undervisning på universitetsniveau er nedlagt. Folketinget modtager ikke længere oplysninger fra Energistyrelsen om de muligheder, som atomkraften indebærer. Hvilke oplysninger er der tale om?
Der er i de seneste år en stærkt voksende interesse for energiproduktion på basis af grundstoffet thorium. En søgning på Energistyrelsens hjemmeside giver ét resultat, nemlig Styrelsens notat fra 2009 om atomkraft til Klimakommissionens rapport. De oplysninger, som notatet indeholder om thorium, begrænser sig til det fysiske grundlag og mangler de nyere perspektiver som for eksempel en reaktor baseret på smeltet salt. Denne har den fordel, at en ”nedsmeltning” ikke er mulig og at brændslet kan udnyttes mere effektivt end på atomkraftværker baseret på uran. Forskning og udvikling på området thoriumenergi foregår i Norge, Indien og Rusland. En gruppe yngre danske forskere har på egen hånd kastet sig over emnet. De er trætte af at vente på politikerne!

Et opsigtsvækkende perspektiv er, at fremtidige reaktorer vil kunne udnytte det brugte brændsel fra de nuværende reaktorer, som indeholder 95 procent uran. Herved vil tidshorisonten for den endelige affaldsdeponering ændres fra tusindvis af år til nogle få hundrede år. Dette tidsrum skal ses i lyset af, at for eksempel Sverige vil kunne ”fyre” med det brugte brændsel fra de nuværende reaktorer og opretholde den nuværende produktion af ”atomstrøm” i op mod tusinde år. Når den tid er gået, så vil affaldet fra de første par hundrede år være væk og resten vil forsvinde, mens de senere generationer af reaktorer afvikles. Udover de tusinde år venter yderligere brug af thorium eller vedvarende energikilder i kombination med forhåbentlig til den tid udviklet lagring af elektricitet i store mængder.

Problemer med vindmøller

En anden tendens, som danske politikere ikke hører om, er den hastige udvikling i retning af små reaktorer. SMR står for Small Modular Reactors, som dækker flere teknologier med det fællestræk, at selve reaktoren fremstilles på en fabrik, hvorfra den transporteres til det fremtidige kraftværk, hvor den sluttes til turbine og generator. Eventuelt kan den efter 10 - 15 års drift transporteres bort og erstattes af en ny. Herved transporteres også det højt besungne ”affaldsproblem” bort, eventuelt til en international ”pool” af nukleare materialer. En lille reaktor på 150-300 MW vil være af stor interesse i et land som Danmark, hvor en reaktor på 1500–2000 MW vil fylde ret meget.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Men vil der overhovedet være brug for den slags anlæg i Danmark i fremtiden? Vi har jo kolossal succes med vedvarende energi. Denne succes beskrives som regel ved gennemsnitstal, som for eksempel fortæller, hvilken andel af elproduktionen der kommer fra vindmøller. For året 2014 svarede vindmøllernes produktion til 39 procent af elforbruget. Dette imponerende tal skal imidlertid ses i lyset af, at dækningen varierer fra en minimal værdi på 0 procent til en maksimal værdi på 132 procent beregnet på basis af data time for time. En gang imellem leverer vindmøllerne altså intet, og til andre tider leverer de mere, end vi selv bruger! Disse forholdsvis enkle oplysninger har svært ved at konkurrere med gennemsnitstallet i massemedierne.

Arven fra Niels Bohr

Hvor skal strømmen komme fra, når det ikke blæser? Svaret er: fra vore nabolande og fra kraftværker baseret på biomasse. Det er et politisk spørgsmål, om Danmarks forsyningssikkerhed skal være deponeret i vore nabolande samtidig med, at Europas økonomiske lokomotiv, Tyskland, ligeledes satser på udveksling af store mængder elektricitet med Norge og Sverige. Men det er et økonomisk og miljømæssigt spørgsmål, om biomasse kan levere nok el til at fylde hullerne i vindkraftens stærkt varierende produktion. Danmarks årlige import af træpiller er ifølge Energistyrelsen steget fra 0 til knap 2 millioner ton på 15 år. Men hvis biomasse skal fortrænge det resterende forbrug af kul og naturgas på vej mod det fossilfri samfund, så skal der mindst 3-4 gange mere til. Hvis andre lande i Europa følger i Danmarks spor, så vil verdenshandelen med biomasse nå astronomiske højder med ukendte miljømæssige konsekvenser både i de lande, der leverer, og i de forbrugende lande.
På den baggrund forekommer det helt absurd, at Niels Bohrs fædreland har vendt blikket helt bort fra atomkraften. Der er behov for, at der igen må tales om denne energiform. Der er behov for, at der igen må forskes og undervises i denne energiform på universitetsniveau. Der er behov for at vi inddrager denne energiform i vores elforsyningsplanlægning og får ophævet forbuddet fra 1985. Der er behov for, at vi igen får gang i en forsøgsreaktor ligesom alle andre industrilande, herunder alle vores nabolande som Holland, Norge, Finland og Sverige, der i modsætning til Danmark har forsøgsreaktorer kørende og forsker i atomkraft. Det skriger til himlen, at kun Danmark er en undtagelse her - og Niels Bohr må vende sig i sin grav.

Energi & forsyning


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57