Politik fra rødderne

Bøn fra 'borgeren i centrum': Luk mig venligst ud…

'...ofte bobler fagligheden over, og så bliver det vanskeligt for borgere at navigere i den. Derfor er det vigtigt, at faglighed oversættes...'

Lige nu er der fri adgang til kommunen.dks artikler, blogs og kronikker i forbindelse med valgperioden.
God fornøjelse, vi håber, du sætter pris på det :)

Min far er blevet en gammel mand og er kommet 'ind i systemet', som det hedder. Nu skorter det ikke på tilbud og dygtige fagfolk, vi som familie kan mødes med. Demenskoordinator, Styrk-din-hverdag-medarbejder, hjælpemiddels-ekspert, APV-medarbejder, diætist, aktivitetskoordinator, fysioterapeut osv. osv.
Min far er med andre ord blevet 'borgeren i centrum'. Rundt om ham står en flok fagfolk i skarpeste holdopstilling. Klar til at rehabilitere ham, gøre ham selvhjulpen, hjælpe ham med at være længst muligt i eget liv. Alle med gode intentioner, nærværende attitude og et ønske om at møde os lige der, hvor vi er. Nysgerrige på at høre netop vores historie.
Så den har vi fortalt.
Igen og igen.

I centrum for andres magt
Men hvad betyder det egentlig? At være en borger i centrum. Det er i hvert fald noget, vi stadig taler meget om, os der arbejder i eller med den offentlige sektor. Senest understregede Ledelseskommissionen i deres hovedanbefaling, at 'borgerne skal i centrum'. Den gamle cirkushest blev endnu en gang trukket ud af stalden med en understregning af, at offentlige lederne skal sikre værdiskabelse, sikre stærk borgerorientering, sikre sammenhængende forløb osv.
I den forbindelse vil jeg gerne invitere til en lille dialog, der kunne starte med noget i retning af: Øhhhh. Kunne vi blive en lille smule mere specifikke?
Spørgsmålet er, om det er en rar position sådan at være borgeren i centrum? At stå derinde i midten med dygtige fagfolk i en kreds omkring sig? Det kræver i hvert fald sin mand m/k at kunne rumme hele denne velmenende rådgivning på en gang og samtidig bevare sig selv og styringen over sit eget liv. Og min far er ikke den første 'borger i centrum', der har betroet sig til mig efter 'en tværfaglig rundbordssamtale' med følgende sætning: 'Nogle gange siger jeg bare ja, selv om jeg ikke helt ved, hvad de alle sammen taler om'.

Det skulle være så godt, men faktisk kan det vise sig ret umyndiggørende at være 'i centrum' for offentlig omsorg, skriver kronikøren. Illustrationen stammer fra fra bogen 'Kærlig hilsen fru Hansen – Den offentlige sektor tilbage til virkeligheden' af Malene Kjær-Jepsen og Anne Schødts Nielsen. Illustration: Cille Mortensen


Det, man siger, er man selv
Som tidligere kommunal-ansat har jeg siddet med i mange møder og talt om komplekse borgere og komplekse problemer. Når jeg i mit nuværende arbejde i MUUSMANN taler med disse såkaldt komplekse borgere, møder jeg helt almindelige mennesker med ret almindelige livsudfordringer. De er snublet i livet, er blevet syge, har mistet deres job, skal gå i folkeskolen eller andet. Enig; det er ikke altid let. Men jeg har aldrig hørt en borger sige: 'Goddag. Jeg hedder Ingelise. Jeg er jo en kompleks borger med brug for relationel koordinering, en veldefineret kerneopgave, en klar strategisk retning og en multifaglig indsats på tværs af flere forskellige faggrupper, forvaltninger og sektorer'.
Med denne høje grad af specialisering spænder systemet snubletråde ud for sig selv. Det, man som menneske i langt de fleste tilfælde har brug for, er nemlig en medarbejder, der kan lidt af det hele. En, der kan svare på helt almindelige spørgsmål, som knytter sig til en helt almindelig livsfase. Kun i sjældne tilfælde har man brug for en superspecialist, der kan gå fuldstændig i dybden med ens nedre gastro.

Mødet mellem Borgerland og Fagland
Ingen mennesker er komplekse. Ingen offentlig medarbejder har til hensigt at gøre situationen kompleks. Det er det offentlige systems håndtering af ofte relativt almindelige situationer (som at man bliver gammel, syg, arbejdsløs...), der bliver håndteret på en kompleks måde. Det gode spørgsmål er: Hvis det hele nu ikke er så komplekst, som vi får talt det op til, findes der så en simpel løsning? Næppe, for så gjorde vi det jo bare. Men man begriber med sine begreber. Og jeg kan derfor starte med at introducere en simpel forståelsesramme.
Forstil dig to lande: Borgerland og Fagland.
I Borgerland lever helt almindelige mennesker. Deres primære relationer er til andre mennesker – deres søstre, sønner, barndomsvenner, kolleger, osv. Det er i disse relationer, flertallet ønsker at skabe rammerne for det gode liv.
I Fagland arbejder de offentligt ansatte – både frontpersonale og personer uden direkte borgenkontakt (ledere, administratorer osv.) I Fagland er den primære relation professionel med fokus på en fagligt funderet løsning af en given opgave.

Borgerens perspektiv
Det er i grænselandet mellem disse to lande, at der er meget læring at hente til holdbar udvikling af den offentlige sektor. Faglighed er nødvendig, mangfoldig og en grundsten i vores velfærdssamfund. Men ofte bobler fagligheden over, og så bliver det vanskeligt for borgere at navigere i den. Derfor er det vigtigt, at faglighed oversættes, før den kommer over i Borgerland. For i Borgerland taler vi helt almindelig dansk og har svært ved at forstå mange af de ord, systemet præsenterer os for: Potentialevurderingsplaner, visitationsenheder osv.
I Borgerland er det offentlige sjældent hele løsningen. Flere kommuner skaber succesfulde resultater gennem metoden familierådslagning på familieområdet. Her er familierne selv med til at beslutte, hvilken indsats, der er vigtigst lige nu, hvem der skal være deres kontaktperson osv. Erfaringerne viser, at alt for ofte er mange af de velmente indsatser overflødige, hvis det er en anden udfordring, der tager hele familiens fokus. Kunne man mon overføre denne tænkning til andre områder? Sundhed, ældre, beskæftigelse…

På hold med borgeren
Invitationen herfra skal derfor være: Stop med at have borgeren i centrum. Meldingerne indefra centrum lyder: ”Hjælp, hvor er udgangen? Vil I venligst lukke mig ud?”

Mød derimod borgerne i Borgerland. Inviter jer selv ydmygt med på holdet i borgerens liv – og mød borgeren og de nære relationer, der allerede er på borgerens hold som uundværlige medspillere. Kom én. Max to.
Og efterlad kompleksiteten og den relationelle koordinering i Fagland. Bring kun den faglige specialisering i spil i de tilfælde, hvor den er virkelig nødvendig. Fremelsk en masse jeg-har-kendskab-til-det-meste-medarbejdere. Medarbejdere, der har følgende standardsvar, når almindelige menneske kommer med en almindelig livsudfordring: 

Det er: 'Godt, du lige spørger mig. Du er kommet til det helt rigtige sted'.

Kommunikation

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57