Min far er blevet en gammel mand og er kommet 'ind i systemet', som det hedder. Nu skorter det ikke på tilbud og dygtige fagfolk, vi som familie kan mødes med. Demenskoordinator, Styrk-din-hverdag-medarbejder, hjælpemiddels-ekspert, APV-medarbejder, diætist, aktivitetskoordinator, fysioterapeut osv. osv.
Min far er med andre ord blevet 'borgeren i centrum'. Rundt om ham står en flok fagfolk i skarpeste holdopstilling. Klar til at rehabilitere ham, gøre ham selvhjulpen, hjælpe ham med at være længst muligt i eget liv. Alle med gode intentioner, nærværende attitude og et ønske om at møde os lige der, hvor vi er. Nysgerrige på at høre netop vores historie.
Så den har vi fortalt.
Igen og igen.

I centrum for andres magt
Men hvad betyder det egentlig? At være en borger i centrum. Det er i hvert fald noget, vi stadig taler meget om, os der arbejder i eller med den offentlige sektor. Senest understregede Ledelseskommissionen i deres hovedanbefaling, at 'borgerne skal i centrum'. Den gamle cirkushest blev endnu en gang trukket ud af stalden med en understregning af, at offentlige lederne skal sikre værdiskabelse, sikre stærk borgerorientering, sikre sammenhængende forløb osv.
I den forbindelse vil jeg gerne invitere til en lille dialog, der kunne starte med noget i retning af: Øhhhh. Kunne vi blive en lille smule mere specifikke?
Spørgsmålet er, om det er en rar position sådan at være borgeren i centrum? At stå derinde i midten med dygtige fagfolk i en kreds omkring sig? Det kræver i hvert fald sin mand m/k at kunne rumme hele denne velmenende rådgivning på en gang og samtidig bevare sig selv og styringen over sit eget liv. Og min far er ikke den første 'borger i centrum', der har betroet sig til mig efter 'en tværfaglig rundbordssamtale' med følgende sætning: 'Nogle gange siger jeg bare ja, selv om jeg ikke helt ved, hvad de alle sammen taler om'.