Politik fra rødderne

Billeder af jobcenteret på skelbækgade til arkivet.<br />Foto: Polfoto<br />
Billeder af jobcenteret på skelbækgade til arkivet.
Foto: Polfoto

Beskæftigelsesindsats, der slingrer.

Manglende fælles faglighed skaber overraskende forskelle på jobcentrene, viser ny undersøgelse.

I gennem de seneste 10 til 15 år er den sociale og den beskæftigelsesrettede indsats rykket tættere sammen, og i nogle tilfælde kan man tale om, at den sociale indsats er blevet integreret som en del af beskæftigelsesindsatsen. Dette gælder i særlig grad i forbindelse med aktiveringsindsatsen overfor de såkaldte svagere ledige og sygemeldte. Dette betyder også, at den social- og sundhedsfaglige indsats, der gives i forbindelse med aktiveringsindsatsen, sigter mod at forbedre borgerens arbejdsmarkedsparathed, hvorimod spørgsmålet om forbedring af livskvaliteten bliver sekundært. Tendensen er udtryk for den beskæftigelsespolitiske drejning, socialpolitikken har gennemgået (fra welfare til workfare).

Der er ingen tvivl om, at når man kigger på indsatsen særligt overfor ”svagere” ledige og sygemeldte, har det stærke jobfokus også forplantet sig til måden, indsatsen italesættes, organiseres og udføres på i jobcentrene. Det viser en undersøgelse, vi har gennemført blandt landets jobcentre, og som er mundet ud i tre bøger: Jobcentre og klemte kvalifikationer, Den faglige praksis i jobcentrene og Beskæftigelsesfaglighed – Mikroprocesser i jobcentrenes frontlinje og kvalificeringsbehov.

Der er i jobcentrene bred enighed om, at man laver en indsats, hvor målet først og fremmest er job og beskæftigelse – også for de grupper, der er længst fra arbejdsmarkedet, men da vi gik mere i dybden i de enkelte jobcentre, blev det samtidig tydeligt, at der er meget stor forskel på, hvordan man lokalt meningsudfylder det at have fokus på job og beskæftigelse. Og som følge heraf implementeres beskæftigelsesindsatsen også ganske forskelligt hos de enkelte jobcentre.

Trods ønsket fra centralt hold om en standardisering af Jobcentrenes indsats overfor arbejdsløse med andre problemer end ledighed og sygemeldte har vi gennem en undersøgelse af jobcentrenes praksis - i håndteringen af ledige med problemer udover ledighed og sygemeldte – som nævnt vist, at der er markante og overraskende forskelle i den måde, opgaven løftes på i de undersøgte jobcentre.

Ingen fælles faglighed i jobcentrene

I de undersøgte jobcentre blev der overvejende givet udtryk for en fælles holdning til, at arbejdet med de dårligst stillede ledige og sygemeldte kræver en kvalificeret tilgang, en form for fælles praksis. Der kan dog spores en uenighed om, hvad der præcis forstås ved en kvalificeret tilgang og hvilke metoder og tilgange der efterspørges.

Vi har således set forskelle mellem jobcentrene i deres vurdering af, hvilken form for faglighed der er behov for, eksempelvis i hvilken grad der lægges vægt på en ”socialfaglig” udredning fremfor eksempelvis en ”aktivering” af den ledige eller sygemeldte.

De forskelle i fagligheden eller tilgangen, som vi har fundet, kan betegnes som henholdsvis  organisationsprofessionel og fag-professionel tilgang. Hvor den første, den organisationsprofessionelle tilgang, blandt andet lægger vægt på, at medarbejderne kan følge og implementere de centralt udmeldte retningslinjer og lokalt udmeldte prioriteringer, lægger den anden, den fagprofessionelle tilgang, vægt på, at medarbejderne tager afsæt i fagets metoder og teorier og anvender dem i praksis.

Internt i jobcentrene kan det samtidig ses, at der i højere grad lægges en socialfaglig og fagprofessionel tilgang ned over sygedagpenge- området end over kontanthjælpsområdet.

Resultaterne af vores undersøgelser dokumenterer, at der ikke findes en samlet forståelse af opgaven i jobcentrene, ligesom der også blandt medarbejderne prioriteres forskelligt i forhold til, hvordan borgeren inddrages i sagsbehandlingen. Overordnet har vores undersøgelse påvist, at der blandt medarbejderne kan identificeres flere – fem forskellige – opgaveforståelser eller tilgange til arbejdet i jobcentrene; der er således ikke sket en rodfæstning af en fælles faglig forståelse på tværs af jobcentre og mellem fagområder blandt de ansatte i systemet.

Bemanding og kompetenceniveau

Analyseresultaterne viser, at den største faggruppe i jobcentrene, der arbejder med de ”svagere” grupper og sygemeldte, er socialrådgivere, dernæst kontoruddannede samt personer med pædagogisk uddannelse, socialformidlere etcetera mens de resterende udgøres af personer uden ”relevant” uddannelse i forhold til beskæftigelsessystemet.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Der er således ikke nogen faggruppe, der entydigt dominerer i jobcentrene. Der er heller ikke nogen bestemte medarbejdergrupper eller faggrupper, der har monopol på bestemte typer arbejdsopgaver, jobfunktioner eller målgrupper. Ledige og sygemeldte, kan således møde sagsbehandlere med meget forskellige kompetencer i jobcentret – de risikerer endda at blive sagsbehandlet af personer uden relevant uddannelsesbaggrund.

Samtidig er der store udfordringer knyttet til arbejdet i jobcentrene, ikke blot i form af håndtering af administrative rutiner, men også med hensyn til viden om arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold, viden om psykiske og somatiske sundhedsforhold etcetera og håndteringen af kontakten til borgeren. Her peger vores undersøgelse i retning af, at der er plads for forbedringer.

Forskellige strategier i jobcentrene

Medarbejdernes forskellige uddannelsesprofiler og faglige baggrunde har gennem undersøgelsen vist sig i nogen grad at falde sammen med forskelle i de indsatsstrategier, som jobcentrene har valgt. På det organisatoriske niveau giver det sig udtryk i forskelle i den specialisering af indsatsen, der er foretaget, mellem jobcentrene.

Forskellene udmønter sig i 4 forskellige strategier blandt de undersøgte jobcentre. Strategier, som vi henholdsvis har betegnet som: I. Afklaring til job, II. Vedvarende aktivering, kontrol og sanktion, III. Placering i job og IV. Afklaring af borgeren. Strategier, der blandt andet kan tages som udtryk for forskelle i den opmærksomhed, man har på variationer i problemernes omfang, kompleksitet og årsager - forskelle, der som nævnt reflekteres i, hvilken faglighed der vægtes i jobcentrenes indsats.

Undersøgelsen peger endvidere på nogle grundlæggende problemstillinger i forhold til jobcentrenes praksis. Et af de helt centrale problemer er, at når indsatsen bliver meget forskelligartet, er der en reel risiko for, at ligheden i indsatsen og dermed også borgerens retssikkerhed sættes under pres. Der er en betydelig risiko for, at indsatsen ikke bliver baseret på borgerens behov, men på, hvor i beskæftigelsessystemet sagen behandles. Foruden at være et retssikkerhedsmæssigt problem giver det også problemer i forhold til at kunne vurdere indholdet og kvaliteten af  den indsats, der gives. Indsatsen baseres i langt højere grad på det enkelte jobcenters prioriteringer og den enkelte medarbejders problemforståelse fremfor på en generel viden om forklaringer og sammenhænge. Dette bekræftes også af resultaterne fra en ph.d.-afhandling ”Arbejde og Sygdom – og om at være en del af fællesskabet” fra Aalborg Universitet, der netop er under udgivelse.

Vores resultater peger ligeledes på, at hvis man skal de ovenstående problemer til livs, er man nødt til at oparbejde en stærkere fælles faglighed i forhold til det beskæftigelsesrettede arbejde i jobcentrene – en beskæftigelsesfaglighed så at sige. Vi vil derfor anbefale, at der etableres egentlige uddannelsesmuligheder specifikt målrettet arbejdet i beskæftigelsessystemets frontlinje, hvor såvel arbejdsmarkedskendskab som kendskab til sociale forhold og sagsbehandling står centralt.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Undersøgelsen viser det de fleste ved, som er klienter i jobcentrene. Faktisk er det værre end denne artikel kommer frem med. Mener der mangler en beskrivelse af, hvorledes de forskellige kommuner administrer f.eks rehabiliteringsteam og pensionsteam. I København sidder den samme person som mødeleder i Rehabiliteringsteamet, der indstiller og den eneste som efterfølgende i pensionsteamet afgør en sag. . Dette regnes af kommunen ikke for inhabilitet. Når det ikke gør det kunne man jo undvære pensionsteamet, som kun har til formål at forlænge en sag. Kommunen henviser til forvaltningsloven , som er justeret i midtfirserne, altså årtier siden, da jobcenter modellen slet ikke var på tapetet. En ting er at der kan være et enkelt medlem i begge teams, men at det kun er en der dømmer udvander begrebet teams. Hvis man fortsat vil have jobcentrene med alt deres bureaukrati er man nødt til at se loven efter i sømmene, men det ønsker ingen politikere overhovedet. I øvrigt kunne jeg godt tænke mig at se hvor mange penge der bruges på private aktører, sagsbehandlere, indhentelse af lægedokumenter m.v, for jeg tor det i mange tilfælde er en dyrere ordning end at tildele syge mennesker en pension. Faglig baggrund kan være en lærestuderende som tager et sommervikariat, en frimærkesamler, en bachelor i filmvidenskab og andre uden relevant faglig baggrund. Når de så oveni er "klogere" end speciallægerne - ja så skriger det til himlen. Henvisninger til sundheds konsulenter, som aldrig har undersøgt patienten og dårlig nok har læst papirerne og tilmed ikke er underlagt lægeløftet, så er det en skamplet på hele det menageri.

Anne Mette Jørgensen, 30. aug 2017


Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57