Af Redaktionen
 | 

Antivirus

Den hypermuterede velfærdsvirus, der populært går under betegnelsen New Public Management, har udpint den offentlige sektor

Den offentlige sektor er syg. Igennem 15 år har tiltagende kontrol taget magten fra medarbejderne. Borgernes krav til serviceniveauet er steget, mens det offentlige er gået i knæ under vægten af de mange økonomiske og ledelsesmæssige udfordringer. Danskernes opfattelse af velfærdssamfundet tegner et endnu mere dystert billede af fremtiden: 63 procent svarer således, at de er enige eller meget enige i, at ”velfærdssamfundet er blevet svækket i løbet af de sidste 10 år” i en undersøgelse som analyseinstituttet Interresearch har lavet for Cevea. De mange udfordringer i den offentlige sektor er altså særdeles nærværende også i den enkelte danskers bevidsthed.

Man har i årtier opfattet New Public Management som det bedste bud på en kur, men strategien har ikke vist sig effektiv, når den overføres på den offentlige sektor. I stedet for at være den perfekte quick fix-medicin har New Public Management udviklet sig til en velfærdsvirus. Den virker nedbrydende på det danske velfærdssamfund, og den har muteret og spredt sig i et omfang, der gør den svær at behandle. Derfor har New Public Management været i stand til at overleve skiftende regeringers politiske forsøg på at slå ned på den tiltagende bureaukratisering, som har været virussens væsentligste symptom.

På trods af adskillige hensigtserklæringer fra politikere om at gøre op med New Public Management-virussen, så udøver den stadig sin store indflydelse og sidder som betændte bylder overalt i den offentlige sektor. Hvis vi skal komme videre, har vi brug for at skabe en egentlig antivirus.

Mere end et markedsbaseret gode

Forestillingen om den offentlige sektor som en ren serviceleverandør gennemsyrer den rolle, det offentlige har fået i vores samfund. Allerede da Nyrup-regeringen i 90’erne lancerede ’Nyt syn på den offentlige sektor’, fornyede man den offentlige sektor, så den i stigende grad tog udgangspunkt i borgernes og erhvervslivets behov. 

Markedstankegangen har ført til en atomisering af de faglige miljøer via BUM-modellen, hvor erfaringsopsamling og praksiskoordinering har fået langt dårligere vilkår, og der er blevet indført fritvalgsordninger, som gør borgeren til en kunde. Den tidligere konservative social- og finansminister Palle Simonsen udtrykte sin skepsis over for udviklingen på følgende måde: ”Det er svært at argumentere imod frit valg. Det lyder besnærende, men det, jeg først og fremmest er bange for, er, at det gør borgerne til en slags forbrugere og fører til en opfattelse af, at offentlig service er som et supermarked, hvor man blot kan tage ting ned fra hylderne.”

Der er altså sket et skred mod en mere ’supermarkedsagtig’ offentlig sektor, som skal kunne konkurrere med den private sektor og garantere frit valg på alle hylder. Det har medført en strøm af omkostningstunge tiltag og institutioner, som måler og vejer vores velfærdssystem for at gøre det salgbart og konkurrencemodent. Der er blevet udarbejdet kvalitetskontrakter, udbudsstrategier, omkostningsberegninger og fritvalgsdatabaser i effektivitetens navn.  Alt skulle kunne måles og kontrolleres. Men visse ting lader sig ikke måle. For eksempel værdien af en samtale mellem en ældre og dennes hjemmehjælper.

Den uforbeholdne dyrkelse af konkurrenceaspektet blev udstillet, da kommunerne under den forrige VK-regering blev pålagt et statsligt krav om at udlicitere mindst 31,5 procent af den kommunale velfærd i 2015. Den misforståede ambition om at forvandle den offentlige sektor til en rendyrket serviceleverandør har ifølge analyseinstituttet AKF kun i yderst begrænset omfang vist sig effektiv. Kun på de mest tekniske områder, såsom rengøring, har der været større gevinster.

Vi spilder ressourcer

Når man antager, at mennesket altid handler økonomisk egennyttemaksimerende, så mødes de offentligt ansatte i ganske særlig grad med mistillid i form af kontrol og overvågning. Denne styring har for eksempel betydet, at lovgivningen på dagpengeområdet i dag fylder over 23.675 sider, mens den blot fyldte 421 sider i 1951, da loven blev indført. Mistilliden har konkret vist sig som rådighedssamtaler, hvor ledige skal dokumentere, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet ved møder i både A-kasse og på jobformidling. De ledige er samtidig blevet tvunget til at sende massevis af ansøgninger til stillinger, som de i udgangspunktet hverken er kvalificerede til eller interesserede i. Tonsvis af møder, standardiserede ansøgninger og dermed timer af både lediges, jobcentrenes og ansættelsesansvarliges tid er blevet spildt. Og formålet har alene været at kunne sætte hak i et kontrolskema og bekræfte, at den ’korrekte’ procedure var opfyldt.

Markedsgørelsen af den offentlige sektor har bredt sig som en anden gang kogalskab og vist sit grimme ansigt i en omfattende brug af alverdens bureaukratiske rapporteringssystemer på de enkelte velfærdsområder. Disse rapporteringssystemer fortæller ikke nødvendigvis noget om, hvad der kommer ud af det arbejde, den enkelte fagperson laver, men registrerer bare, at en række procedurer er overholdt. Det medfører som oftest, at den enkelte fagperson bruger tiden på noget, som ikke gør resultatet af arbejdet bedre, men som stjæler tiden og samtidig opleves som dybt umyndiggørende. 

Vi er nødt til at bekæmpe denne epidemiske virus, som har rodfæstet sig i tankegangen hos hele embedsmandskorpset og politikere på alle niveauer. Vi er blevet så blinde over for dens indvirkning, at ingen ser advarselslamperne blinke, når Økonomistyrelsen omdøber deres informationsavis fra ’NYT fra Økonomistyrelsen’ til ’Incitament’, eller når specialområdet skal styres med servicedeklarationer. Vi er kort sagt alle passive bærere af New Public Management-virussen, og vi må se at komme på fode igen. Virussen er for kraftig til at kunne afhjælpes med en hurtig mirakelkur. Men to indledende forsøg på at finde en antivirus mod New Public Management kunne være følgende:

Tillid og plads

For det første skal vi stole mere på medarbejdernes faglige kompetencer og ekspertise. Vi bør gå langt videre end de nuværende forsøgskommuneordninger og tage ved lære af for eksempel de norske modelkommuneforsøg, der siden slutningen af 90’erne har givet medarbejderne i den offentlige sektor frihed og ansvar til at gennemføre deres arbejde ud fra deres egen faglighed og eget initiativ.

For det andet skal vi turde give mere plads til den enkelte medborger. Civilsamfundet skal aldrig overdrages det direkte ansvar for kernevelfærd eller optræde som erstatning for velfærdens professionelle, men frivillige kræfter kan bidrage i deres nærområder. Vi skal som borgere overdrages et større medansvar for de beslutninger og prioriteringer, der foretages i velfærdsdanmark. Det er på tide med en langt mere radikal borgerinddragelse.

Dybest set vil ovenstående være ambitioner, som størstedelen af danskerne vil tilslutte sig, men der ligger stadig en kæmpe udfordring i at overbevise embedsmænd, politikere og andre, der er inficeret med den vanetænkning, som New Public Management har medført de sidste 15 år.

Vi har udfordringen, vi har idéer til et bedre alternativ – men spørgsmålet er, om de ansvarlige i stat, kommune og region har viljen til at overvinde velfærdsvirussen? 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57