Af Astrid Krag
 | 
Folketingsmedlem, Socialdemokraterne
Minister for sundhed og forebyggelse fra 3. oktober 2011 til 3. februar 2014.
POLFOTO_14800066<br />Foto: Polfoto<br />
POLFOTO_14800066
Foto: Polfoto

Ældreoprør efterlyses.

Den største generation nogensinde er ved at blive gammel, og forhåbentlig er den klar til et opgør med velfærdstænkning.

Ældrebyrde, ældrebombe, ja sågar ældretsunami. Det har ikke skortet på dramatiske sproglige nyskabelser til at beskrive den udvikling, som vi indiskutabelt står overfor såvel i Danmark som resten af den vestlige verden. Den største årgang nogensinde er ved at blive gammel - undskyld, ældre - og fra politisk hold har man nu igennem flere år rustet sig til at klare den udfordring på det makroøkonomiske plan med tilbagetrækningsreformer og pensionskommissioner.

Og en stille mental rustning har der vel også været tale om. Nutidens ældre fik deres første kæreste under besættelsen. Mange af dem passer fint på vores gængse billede af en ældre: rolig, ydmyg og tandløs - i ordets bogstavelige betydning - for på deres tid var gebisset stadig en gangbar konfirmationsgave. Det er mine bedsteforældre og de borgere, jeg kom hos, da jeg en periode kørte i hjemmeplejen på Amager. De har set velfærdssamfundet blive bygget op i støvet fra Anden Verdenskrig. De har svaret enhver sit og vil generelt ikke brokke sig over den hjælp, de får - jo, der bliver ganske vist ikke gjort rent, som da det var min farmor selv, der svingede gulvspand og moppe, forstås, men det er grundlæggende så fint, det, de piger, der kommer, gør for os - er meldingen.

Men dé ældre, der snart overtager pladsen som landets mest erfarne borgere, har levet et andet liv. Det er den største generation, vores land har set. Samtidig er der tale om en generation, der ikke just er kendt for at sætte sit lys under en skæppe. De stod bag ungdomsoprør, udfordring af autoriteter og hash-pibe på kulturministeriets trappe. De voksede op med det veludbyggede velfærdssamfund, som stadig sikrer store muligheder for alle født i det her land.

Jeg har et meget stort ønske: At den generation igen kan stå bag et oprør - at ungdomsoprørerne kaster sig ud i et vaskeægte ældreoprør. For vi har brug for helt nye paroler. Et paradigmeskift. Måske ikke hash-piber på trapperne til ældreforvaltningerne og Ældre Sagens lokalafdelinger rundtomkring i landet. Ikke sådan helt bogstaveligt i al fald. Men nogen skal sparke døren ind og få vendt dagens debat på hovedet. Og de eneste, der for alvor kan gøre det, er jer: Jer, der lige om lidt og uagtet, om I føler, det kan være rigtigt, kommer til at falde ind under den gruppe, vi kalder de ældre borgere.

Ikke én gruppe

For i fremtiden kommer det ikke til at give megen mening at tale om de ældre som én gruppe. Der vil være mange meget ressourcestærke, der ikke er blevet mærket meget af tidens tand og har erfaring og ressourcer, der kommer til at være guld værd for familie, venner og samfund, hvis vi vel at mærke forstår at understøtte det. Så vil der være en gruppe, der har brug for hjælp til at kunne blive ved med at kunne selv – og som så til gengæld vil få et både længere og bedre liv. Og så vil der være en gruppe, der har brug for intensiv støtte og hjælp: Dem, der rammes af svær demens. Dem, der overlever alvorlig sygdom som kræft, men kommer meget skadede ud på den anden side af sygdommen. Dem, der for alvor er tærede af tidens tand – og måske et for hårdt arbejdsliv.

Men for dem alle gælder, at livet bliver bedre, hvis det bliver brugt. 'Use it or lose it' – som parolen lød på et hollandsk plejehjem, som Folketingets Socialudvalg netop har besøgt. Et plejehjem, jeg gerne vil dvæle lidt ved - fordi de bærende værdier her kan tegne konturerne til det ældreoprør, jeg håber vil ramme Danmark inden længe.

Her siger man, at det vigtigste ikke er pleje og behandling - men lykke. Her er der en bar, der serverer både rødvin og champagne dagen lang, og her opfordrer man til amoriner i luften og gang i den på lagnerne. Og man har haft besøg af en elefant - ikke fordi den skulle noget særligt, men fordi man kunne. Og der er ikke noget, der samler folk - inklusive børnebørn og oldebørn - som historien om en elefant, der kom forbi og tømte blæren, lige der, midt i aulaen. Og den er ikke lille, sådan en elefant-blære, skulle jeg hilse og sige.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Hvorfor nu dette sidespring til Holland og vandladende elefanter med mere? Jo, fordi vi har brug for, der er nogen, der banker i bordet og siger, at de har tænkt sig at blive ved med at være chefen i deres eget liv og definere deres egen lykke lige så længe, som de overhovedet kan. Og skulle de ende med at have brug for hjælp fra det offentlige - ja, så kunne det ikke være til debat andet end, at den hjælp havde form af træning, hjælp til selvhjælp, etablering af netværk og fællesskab med ligesindede. Og først hvis intet af det slår til, kan en mere klassisk, passiv pleje komme på tale.

At der er brug for en stemme i debatten, der siger det, viser det sidste halve års debat om den ændring af serviceloven, som Folketinget vedtog inden juleferien, hvor rehabilitering bliver det nye udgangspunkt for borgerens møde med den offentlige omsorg. Og først, hvis der ikke er tilstrækkeligt udbytte af det, kommer retten til den mere klassiske hjemmehjælp i spil - og det fuldstændig uændret i forhold til de rettigheder, man allerede har i dag. Det er et paradigmeskift, fordi alle fortjener at kunne det, de har kunnet hele livet, så lang tid som muligt. If you don't use it - you lose it.

Hjælpen er der

Og alligevel blev lovændringen vedtaget på et bagtæppe af matematiske udregninger af antal hjemmehjælpstimer per ældre borger og trælse påstande om fremtidige omsorgssvigt og sjofling af de ældre borgere hertillands. Jeg tror, der sidder mange ældre borgere rundt-omkring og er kommet godt og grundigt i tvivl om, hvorvidt der er hjælp til dem, hvis de skulle få brug for det.

Lad mig bare sige det helt klart: Det er der! Retten til pleje og omsorg, når du ikke kan længere, er uændret. Men vi må og skal gribe det anderledes an i fremtiden, fordi fremtiden ser bedre ud end fortiden - og heldigvis for det.

Fremtidens ældre kommer til for langt de flestes tilfælde at være fuldstændigt i stand til at klare sig selv og gøre det langt længere ind i alderdommen, fordi velfærdssamfundet og velstandsstigningen har haft de store betydninger, de har.

Den forebyggende tandpleje kan her tjene som et meget konkret og håndgribeligt eksempel. Min farfar havde gebis, min farmor har gebis, og tænder var i deres voksenliv ikke noget, man kunne se frem til at have livet igennem. Men så opfandt fremsynede sundhedsfolk børnetandplejen: gratis tandpleje til alle børn, oftest på skolen. En analyse fra Sundhedsstyrelsen i 2007 pegede på, hvordan det efter årtier med skoletandpleje kunne ses så tydeligt på danskernes tandsundhed, at stort set alle kunne begynde at gå langt sjældnere til tandlæge - til glæde for den enkelte og til glæde for sundhedskassen, der kunne bruge pengene andre steder, blandt andet på bedre kræftbehandling. Tænk - jeg synes, det er ren win-win skabt af vores måde at tænke velfærd og sundhed på.

Rehabiliteringscenter eller højskole

Hvis skoletandplejen kan tjene som et bagudrettet eksempel, så kan et skønt sted i Mou i Nordjylland tjene som eksemplet på, hvad det er, vi går glip af, hvis vi ikke får vendt debatten. Her ligger et rehabiliteringscenter, som jeg besøgte før jul. Eller der stod ved indgangen, at det var et rehabiliteringscenter, men fra man trådte indenfor, var man nu snarere på en moderne højskole, hvor man i stedet for at blive mødt af ungdommelig kådhed blev mødt af kørestole og rollatorer. Her kommer 'kursister', der har mistet funktionsevne og ikke kan klare sig selv mere - enten fordi de har været indlagt på sygehuset, været syge eller af andre grunde er gået i stå med at bruge sig selv. I løbet af minimum 14 dages intenst program - med morgensang, træning med fysio- og ergoterapeuter, psykologer og coaches, it-typer og fællesspisning på højskole-manér - får de ældre en intensiv indsats, der også indebærer nye sociale relationer og fællesskab. Og de fleste går fra at være afhængige - magtesløse, om man vil - til at kunne klare det hele eller langt det meste selv. De får det liv, de kendte, tilbage. Og kommunen sparer 9,3 timers hjemmehjælp om ugen per borger.

Hvis vi skal blive ved med at diskutere ældreomsorg, som vi har gjort hidtil, så bliver denne investering i de mennesker i Mou en dårlig historie om et svigt overfor mennesker, der har knoklet et langt liv. Her er der ikke bare tale om nogle mere friske ældre, der i fremtiden ikke får tildelt hjemmehjælp, fordi de er for friske (gys). Nej, så bliver det historien om nogle ældre, der allerede har fået tildelt hjælp, men som nu mister den igen. Man ser de harmdirrende avisoverskrifter for sig.

Derfor har vi brug for et ældreoprør! Og det skal komme fra nogle, der er mere grå i toppen end mig. Nogle, der med deres egen livssituation investeret i det går imod automat-piloterne og siger grædekonerne midt imod. Det handler om retten til at være sig selv, til man dør, og gøre de ting, man elsker og altid har gjort hele livet igennem. Som Tøsedrengene sang det i et af deres pophits: Use it or lose it. Det gælder livet!

Arbejdsmarked

Social & sundhed

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57