Politik fra rødderne

Af Allan Vendelbo
 | 
Konsulent, Lundgaard Konsulenterne

Har været kommunaldirektør i flere kommuner, direktør i SKI og kontorchef i KL.

væksthus_done<br />
væksthus_done

Vi mangler et lokalpolitisk væksthus

”Der er brug for initiativer, der kan stimulere det lokale demokrati og gøre det mere attraktivt at være lokal­- politisk aktiv og deltage i udviklingen og styringen af lokalsamfundet.”

Det lokale demokrati trives ikke. Brugerne af de kommunale ydelser betragter generelt ikke kommunen som et demokrati, men som en serviceleverandør. Kun få ved, hvad borgmesteren hedder; endnu færre ved, hvem der sidder i byrådet. Interessen for lokalvalgene er faldende. Og mange lokalpolitikere føler sig som marionetter for forvaltningen.

Samtidig kan vi konstatere, at det lokale demokratis betydning er voksende. Kommunerne indtager en større og større rolle i lokalsamfundet, de ressourcer kommunerne fordeler, udgør en stadig større andel af den samlede økonomi, og de beslutninger, der træffes i byrådene, får stadig større konsekvenser for den enkelte borger.

Kort sagt: Der er brug for initiativer, der kan stimulere det lokale demokrati og gøre det mere attraktivt at være lokalpolitisk aktiv og deltage i udviklingen og styringen af lokalsamfundet.

  ”Der er brug for initiativer,
der kan stimulere det lokale
demokrati og gøre det mere
attraktivt at være lokal­-
politisk aktiv og deltage
i udviklingen og styringen af
lokalsamfundet.”

Lokale politiske ledere

Flere og flere lokalpolitikere føler sig som marionetter. Årsagerne kan være mange, men de årsager, der oftest går igen, er:

Tiden: ”Der skal bruges meget mere tid på det lokalpolitiske arbejde end det, jeg fik at vide, da jeg sagde ja til at stille op. Det er ikke usædvanligt, at jeg bruger over 20 timer om ugen, og det er samtidig med, at jeg skal passe mit arbejde, familie og venner”. Gennemsnittet for den typiske lokalpolitiker er knap 18 timer om ugen.

Mængden af læsestof: Det er ikke usædvanligt, at man som lokalpolitiker får tilsendt en dagsorden på måske 100 punkter plus bilag. Det er umuligt indenfor de tidsmæssige rammer, der er til rådighed, at sætte sig bare en smule grundigt ind i stoffet. Som lokalpolitiker føler man let, at man ikke har overblik og derfor heller ikke mulighed for at øve indflydelse.

Kompleksiteten: Sagerne spænder fra budgetopfølgning på et milliardbudget over evaluering af inklusionsindsatsen i folkeskolen til demensinitiativer på ældreområdet og klimasikringsinitiativer. Afvekslende, ja, men også komplekst og krævende at sætte sig ind i. Som lokalpolitiker føler man let, at man slet ikke har forstand på det hele og derfor får svært ved at bidrage.

Tonen: Flere lokalpolitikere gør opmærksom på, at tonen i debatterne i byrådssalen ikke er konstruktiv, og at det derfor ikke er muligt at udnytte de samlede ressourcer, der er til rådighed i byrådet. For megen tid går med ævl og kævl og for lidt med at udvikle politik og tænke konstruktivt fremad.

Hvis vi skal have stærkere lokale politiske ledere, må vi altså gøre noget ved disse forhold.

Mentor, sekretær og forum

Den ene dag lærer eller pensionist eller ejendomsmægler – den næste dag medlem af byrådet eller bestyrelsen for X-købing Kommune med ansvar for et milliardbudget og over 5.000 ansatte. Erkendelsen af, at dette kræver uddannelse, er der, men er de eksisterende uddannelser tilstrækkelige? Nej, der skal sikres langt flere og bedre uddannelsesmuligheder for vore lokale politiske ledere, og de skal tilbydes på de vilkår, som vore lokale politiske ledere arbejder under. Et initiativ, det vil være naturligt for KL og COK at tage op.

Det er ikke usædvanligt at tilbyde mentorordninger for nyudnævnte ledere. Hvorfor tilbyder vi ikke mentor-ordninger for nyvalgte politiske ledere? Mentorkorpset kunne bestå af tidligere borgmestrene, byrådsmedlemmer og kommunaldirektører, og hvert nyvalgt byrådsmedlem kunne få et klippekort med 5 klip til mentorsamtaler med repræsentanter for korpset. Mentorkorpset skal naturligvis være landsdækkende, og initiativtageren bør være KL.

Gennemsnitskommunen har omkring 4.000 ansatte og omkring 25 medlemmer af byrådet. Borgmesteren og udvalgsformændene indgår i et samspil med forvaltningen i arbejdet i udvalg og byråd. Det menige byrådsmedlem må hjælpe sig selv i alle praktiske forhold og spørgsmål. Hvis man nu sagde, at de 24 byrådsmedlemmer (hele byrådet minus borgmesteren) alle kunne få 3 timers sekretærhjælp om ugen, skulle der ugentlig afsættes 72 timer eller 2 stillinger; sat i relation til det samlede personale i kommunen taler vi om en halv promille. Tag en drøftelse herom i det enkelte byråd, og lad nu være med at blive forskrækket over, at I måske bruger lidt penge på jer selv – de kommer mange gange igen i det store billede!

Den store inspirationskilde i lokalpolitik er de møder, hvor lokalpolitikere møder hinanden på tværs af kommuner. Her udveksles der ideer og initiativer. Her tankes brændstof til det politiske arbejde. Men det er jo også tidskrævende at hive 2-3 dage ud af kalenderen, så hvorfor ikke etablere ”Den Lokalpolitiske Børs – ideer, debat og netværk”? Et dynamisk forum, hvor den enkelte lokale politiske leder kan læse om, hvad der sker i andre kommuner, og fortælle om, hvad der sker i egen kommune – hvor den enkelte lokalpolitiker kan stille spørgsmål og få svar eller iværksætte en debat, og ikke mindst et forum, hvor de enkelte politiske ledere kan danne netværk med hinanden.

Lad os se, om der er nogen, der vil tage initiativ til et Lokalpolitisk Væksthus byggende på 4 grundpiller:

  • Bedre uddannelsesmuligheder for vore folkevalgte
  • Mentorkorps
  • Sekretærbistand til vore folkevalgte
  • ”Den lokalpolitiske Børs – ideer, debat, netværk”

Bolden er i hvert fald givet op!

Netværk

Politikerliv


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57