Politik fra rødderne
Af Garbi Schmidt
 | 
Professor i kultur- og sprogmødestudier , Roskilde Universitet.
Garbi Schmidt har en ph.d. i islamologi fra Lunds Universitet (1998) og har specialiseret sig i forskning om muslimske minoriteter i Vesten, særlig Danmark og USA. Tidligere seniorforsker og programleder på SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd med speciale i migration og integration af etniske minoriteter.
garbi illu 2|53f617f2a38b1-wpcf_150x150|53f617f2a38b1-wpcf_75x75
Illustration: Ib Kjeldsmark||

Foto: ||

Vi må da vide mere – om integration

”Kan HDI bruges som baggrund for at bedømme, hvilke lande, Danmark ligner kulturelt og hvor der er 'forbundethed' og hvilke lande der ikke kan siges at ligne os? Som forsker vil jeg absolut stille mig skeptisk.”

Jeg er en af dem, som over de seneste 15 år har forsket i indvandring til og integration i Danmark.  Igennem perioden har efterspørgslen efter forskning været massiv. Vi skulle - og skal – vide alt, der var og er værd at vide om indvandrernes og deres børns arbejdsmarkedstilknytning, deres uddannelsesniveau, ægteskabsvalg, religiøsitet og mulige radikalisering. Hertil kommer evaluering af effekterne af forskellige typer af lovgivning.

En ting er produktion af viden – noget andet, hvordan og om denne viden anvendes. Her er det på sin plads at understrege, at bare fordi der er tale om forskningsresultater, er samfundet ikke forpligtet til bruge dem. Forskningen er et perspektiv ud af mange – herunder ideologiske – hvorpå politiske prioriteringer bliver til. Men nogen gange kan man som forsker (og borger!) undre sig lidt over, hvad der sker med den forskning, som findes, og hvordan den bliver brugt og ikke brugt.

Her et par eksempler, der forholder sig direkte til to eksempler på politisk debat om indvandring til Danmark indenfor de seneste uger. Begge eksempler er fra partiet Venstre, men med ganske forskellig tilgang. Jeg vil her understrege, at det ikke er min hensigt at politisere eller stå som advokat for eller imod det ene eller andet politiske parti. Det er ikke min opgave. At jeg trækker netop disse to eksempler frem skyldes primært, at de fleste af os har dem forholdsvis frisk i hukommelsen, og at de fint illustrerer min pointe.

Den 28. juli bragte Berlingske Tidende en kronik af Venstres Inger Støjberg. Kronikkens anledning var den muslimske fejring af ramadanens afslutning (Eid), og indholdet var i høj grad centreret om islam og muslimers stilling i det danske samfund og om, hvem der i fremtiden skulle have lov til at komme til Danmark. Kronikken blev ivrigt diskuteret og et par dage senere fulgt op på DR's hjemmeside med en ”læk” af Venstres arbejdspapir om forslag til en ny indvandringspolitik. Arbejdspapiret udbyggede nogle af argumenterne i Støjbergs kronik. Indvandring fra visse lande skulle begrænses. Muslimske lande blev ikke direkte nævnt, men derimod blev der markeret ønske om forskelligartet politik overfor udlændinge fra ”udvalgte lande, som erfaringsmæssigt er lette at integrere” og ”udlændinge, der ikke er umiddelbart integrationsegnede”. Personer, som ønskede at indvandre til Danmark skulle have forskellige muligheder og rettigheder alt efter, hvilken kategori lande de faldt i.

Dokumenterbar forbundethed?

Indtil videre er der tale om et arbejdspapir, men som forsker faldt min opmærksomhed umiddelbart på det grundlag, som differentieringen mellem lande, hvorom der blev skrevet, at ”vi har en dokumenterbar kulturel forbundethed og tilknytning”, og lande, som ikke kunne anses som sådan. Udgangspunktet for bedømmelsen her var – udover listen over visumfrie lande – FNs såkaldte Human Development Index (HDI). Arbejdspapiret nævner her, at HDI giver indsigt i, i hvilke lande der er høj levestandard og befolkningen er veluddannet.  Personer fra den højeste kategori af disse lande er dem, som skal have adgang til Danmark på særlig fordelagtige vilkår.

HDI (og dets årlige rapporter, som kan downloades via nettet) er et redskab til at måle, men også bekæmpe global ulighed, sårbarhed og kriser (herunder på baggrund af klimaændringer og voldelige konflikter), således at der globalt kan gøres noget ved det.

HDI's 2014-rapport indeholder således tabeller og analyser, der måler ulighed, fattigdom, uddannelse, sundhed, personlig sikkerhed og andet. Fire tabeller kunne danne baggrund for antagelser om bestemte landes kulturelle udvikling og lighed med Danmark i kulturel forstand:   Det såkaldte ”Gender Inequality Index”, det såkaldte  ”Gender Development Index”, en tabel over sociale kompetencer og en over manglende personlig sikkerhed. Ser vi på det første indeks, så måler det for eksempel reproduktiv sundhed, empowerment og deltagelse på arbejdsmarkedet. Ser vi på det andet, så giver det information om livslængde, uddannelse og indkomst – og forskellen herpå mellem mænd og kvinder. Sociale kompetencer måles på baggrund af tilknytning til arbejdsmarkedet (herunder børnearbejde), velfærd og selvmordsrater fordelt på køn.  Under manglende personlig sikkerhed findes der oplysninger om accept af vold mod kvinder i ægteskab: Et spørgsmål, hvor der ikke findes oplysninger for alle lande. Nørdede oplysninger, men langtfra uinteressante!

Kan HDI bruges som baggrund for at bedømme, hvilke lande Danmark ligner kulturelt og hvor der er ”forbundethed”, og hvilke lande der ikke kan siges at ligne os? Som forsker vil jeg absolut stille mig skeptisk. HDI's formål er som beskrevet at give baggrund for en mindre skævvreden verden socialt, økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Det er ikke et måleredskab for kulturel lighed og integrationsevne.

Forskning bruges ikke 

Et andet eksempel fra den danske debat om indvandrere og efterkommere fra denne sommer, hvori forskning også spillede en rolle, var Eyvind Vesselbos kronik (bragt i Politiken cirka en uge efter Støjbergs), hvori han anbefalede en faktabaseret  kulegravning af den danske udlændingepolitik og dens bureaukrati. Vesselbos kronik var tydeligt tænkt med forskerbriller og sans for detaljen. Som forsker kunne man kun være tilfreds.  Dog blev jeg selv lidt overrasket – givet, at Vesselbos kerneeksempel var reglerne på ægteskabsområdet – at noget af den meget omfangsrige forskning, som findes på området ikke blev nævnt. I både 2004 og 2009 blev der udgivet tilbundsgående rapporter om netop det emne, hvis konklusioner absolut kunne danne baggrund for ændring i politikker – eller ”kulegravning”. Dengang skete der ikke noget.

Hvor mit første eksempel peger på, at forskning med relevans for indvandringsområdet kan bruges lige lovlig selektivt, så peger mit andet på, at der ofte findes ganske gedigen forskning, som kan bruges i nutidens og fremtidens politikudvikling – men p.t. ikke bliver brugt. Der er ikke altid behov for at lave ny forskning, men for i stedet at tage den eksisterende alvorligt. Dette kræver selvfølgelig både overblik og nogen gange en smule mod, for forskningen støtter ikke altid den politiske forventning. Men hvis udgangspunktet er, at vi skal forholde os til fakta, er det nok ikke en dårlig vej at gå.

Integration


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57