Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Vesterbros isenkræmmer tabte til de fremmede

Man kunne kalde det min multinationale udsigt. Til den side, der vender bort fra fjorden, ligger en døgnåben Shell tankstation med tilhørende kiosk. Døgnet rundt lyser en kæmpestor neonreklame i rødt og skriggult – 20-25 meter lang.

Bagved troner det store M – også i skriggult. Her bor McDonald’s. En næsten konstant bilkø i dag- og aftentimerne vidner om, at mange her i byen – ikke mindst børnefamilier – hyppigt spiser kædens junkfood, hvor en tomatskive og lidt kinakål gør det muligt for kunderne at bilde sig ind, at det er sund mad.

I Danmark har McDonald’s 86 restauranter – på verdensplan snakker vi om 31.000. En anden amerikansk junkfoodgigant, Burger King, har 12.000 restauranter i verden, jeg ved ikke hvor mange i Danmark. I 2010 købte finansinvestoren 3G Capital, Burger King for i alt 3,26 milliarder dollars.

Udsigten til de prangende lysreklamer er ikke en fryd for øjet. Særligt i det mørke halvår dominerer de udsigten og kaster et sygeligt lys ind i lejligheden.

Hvis ikke en bygning havde ligget i vejen, kunne jeg se op til min DSB-station – her har 7-Eleven sat sig på salg af aviser, slik og pølser.  

Før lejligheden ved fjorden boede jeg på Vesterbro i København. Ikke så langt fra Vesterbro Torv havde vi en rigtig god isenkræmmer, stor, velassorteret og næsten altid med masser af kunder, ekspedienter i alle aldre og godt fremme med tilbud til Vesterbro-borgerne. 

Pludselig en dag var der ophørsudsalg. Jeg spurgte en af de ansatte, hvorfor så god og sund en forretning skulle lukke? Joe, de kunne ikke længere betale huslejen, der pludselig var steget voldsomt. Så lukkede isenkræmmeren. Håndværkere rykkede ind, og kort efter åbnede en 7-Eleven.

Det var jo ikke vanskeligt for os beboere at regne dén ud. Bygningens ejer havde fået et tilbud, han åbenbart ikke kunne sige nej til. Og så røg huslejen op, så den tidligere lejer måtte give op.  

Det gav jo samtidig en forklaring på, hvordan det kunne gå til, at 7-Eleven-butikker skød op som svampe i en efterårsskov på snart sagt hvert eneste, attraktive hjørne i hovedstaden. Erobringen af hjørnet ved Strøget og Rådhuspladsen var åbenbart en af de svære, for her gik der rigtig lang tid, før den multinationale kæde kunne hejse flaget.

DSB har åbenbart også fået et tilbud, foretagendet ikke kunne sige nej til. Der var i mange år to glimrende kiosker – den ene en DSB-kiosk – på Københavns Hovedbanegård. Så lukkede de, og håndværkerne rykkede ind.

Jeg var ved at få en blodstyrtning af raseri, da de genåbnede. 7-Eleven havde sat sig på begge kiosker. Før var der lidt konkurrence mellem de to, og for eksempel kostede et stykke morgenbrød med smør 9 kroner i den billigste. Nu kostede det i begge kiosker 11 kroner. I 2011 lå prisen på ti Panodil på 24,95 kroner – landets dyreste. Billigste detailhandel tager 10 kroner.

 7-Eleven har hovedkvarter i Dallas, Texas. Kæden åbnede den første kiosk i Danmark i 1993 og ved seneste opgørelse er det blevet til 190 7-Eleven på gadehjørner, tankstationer og banegårde. I Skandinavien er det blevet til 540 – og på verdensplan har det multinationale foretagende 42.400 døgnkiosker. I 2011 passerede 7-Eleven i Danmark en omsætning på to milliarder, og havde for første gang et regnskab med et beskedent overskud. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om eventuel betaling af skat i Danmark.

Med kapital i ryggen og uden at være sart med metoderne kan man komme langt. I et direktionslokale i Dallas sætter smarte folk sig omkring et bord og lægger en ny strategi. Og vupti kan man i løbet af en overskuelig række år erobre kioskmarkedet i et lille land som Danmark. Snart må vi alle handle i det samme foretagende, så snart de almindelige butikker er uden for rækkevidde eller lukkede.

Det er jo nærmest tragikomisk, at mange danskere med Pia Kjærsgaard og åndsfæller som indpiskere, frygter, at muslimerne er i færd med at overtage vort gamle land. Imens kan en amerikansk multinational koncern erobre danskernes hverdag uden sværdslag – endsige debat eller nogen anden form for opstandelse. Og paradoksalt nok, så er indvandrerne de sidste, der holder liv i de få tilbageværende personligt ejede kiosker.

I 70’erne boede jeg på Islands Brygge. Bare i den nærmeste gade lå et ismejeri med friskt smør fra en bøgetræstønde – en drittel. Få opgange derfra lå en kiosk, ejet og drevet af et midaldrende ægtepar. Og rundt om hjørnet lå en købmand, ejet af en tynd og jaget udseende mand, hvis vinduesudstilling aldrig skiftede, så de udstillede dåser havde fået rustpletter. Og så var der selvfølgelig en bager.

De er alle for længst væk – jeg har ikke været forbi de seneste ti år, så jeg ved ikke, om der er kommet en 7-Eleven. Men det er der højst sandsynligt.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57