Af Morten Munkholm
 | 
Journalist, Avisen Kommunen
Journalist
HELLE RITZAU<br />Seneste nummer af Ud & Se bød på ikke mindre end ni siders portræt af Helle Thorning-Schmidt. Spørgsmålet er, om nogen så kender statsministeren bedre nu. Foto: Polfoto<br />
HELLE RITZAU
Seneste nummer af Ud & Se bød på ikke mindre end ni siders portræt af Helle Thorning-Schmidt. Spørgsmålet er, om nogen så kender statsministeren bedre nu. Foto: Polfoto

Foto: helle thorning

Ved du, hvem Helle Thorning-Schmidt er?

”Helle Thorning-Schmidt er en tredjedel så karismatisk som Johanne Schmidt-Nielsen og kun halvt så troværdig som DF’s Kristian Thulesen Dahl. I benchmarksprog vil det betyde, at der er et gigantisk effektiviserings­potentiale.”

”Helle drikker bajere som en mand”, stod der for nylig på diverse danske nyhedssites.

Statsministeren er nemlig i denne måned på forsiden af DSB’s blad Ud & Se, hvor hun har fortalt om, hvem hun egentlig taget er. Det kan i sig selv måske siges at være et krisetegn, når nu hun trods alt har bestredet landets fornemmeste embede de sidste tre år og været formand for landets næststørste parti i snart ti år. Sjældent har vi vel haft en statsminister, hvis privatliv er blevet gennemflænset så markant af pressen. Hendes mand måtte ligefrem stå frem og fortælle, at han ikke var homoseksuel.

Alligevel virker det til, at danskerne ikke rigtig ved, hvem Helle Thorning-Schmidt er som person: Hvad hun tænker, når hun har sat stiletterne, trænet igennem i det lokale fitness– center og spist takeaway til aftensmad, sådan som Birgitte Nyborg gør i DR’s Borgen.

Præmissen for portrættet er samtidig, at landets statsminister er ’den ukuelige’ og ’bedre, end de siger’ – underforstået, at danskerne altså har fået et helt forkert indtryk af Helle Thorning-Schmidt som en Gucci-baronesse i stiletter, der taler embedsmandssprog, vi ikke kan forstå. En person, man ikke kan mærke. Og det er jo uretfærdigt, for ’der er sgu aldrig nogen, der har følt, at de skulle mærke Anders Fogh lidt mere’, som hun siger.

Det giver selvfølgelig bagslag i den politiske virkelighed, hvor danskerne og medierne simpelthen misforstår regeringens politik – eller måske endda ikke tror på landets statsminister. Når vi får at vide, at der kommer en god løsning i morgen, så griner vi bare og vil have svar i dag. Og når vi brokker os over, at regeringen ikke vil gøre nok ved dagpengereformen, så glemmer vi, at de jo bare har overtaget VKO’s politik.

Det er faktisk så kritisk, at en Gallup-undersøgelse for Berlingske har peget på, at Helle Thorning-Schmidt er en tredjedel så karismatisk som Johanne Schmidt-Nielsen og kun halvt så troværdig som DF’s Kristian Thulesen Dahl. I benchmarksprog vil det betyde, at der er et gigantisk effektiviseringspotentiale. Der skal spinnes et andet billede.

Det perfekte medie

Valget af Ud & Se som afsender af portrættet passer perfekt. Bladet bliver læst af dem, der tager toget. Det er altså hr. og fru Danmark, som måske normalt læser tilbudsaviser frem for Weekendavisen og Kommunen, man her får fat på. Normalt er det Pia og Kristian, der taler om dit valg i dit land midt i kryds-og-tværsen. Nu gør de det først efter ni siders portræt krydret med lækre nutidige fotos og halvkiksede ungdomsbilleder af Helle Thorning-Schmidt.

Samtidig kan folk få indblik i hendes liv, der ifølge beretningen er meget lig alle andres bortset fra det lidt mere specielle job. Det er faktisk så normalt og folkeligt, at hun spiser omelet til morgenmad, kommer fra en skilsmisseramt familie, tager til Korfu på sommerferie og altså holder af fadøl.

Det er omtrent lige så trivielt, som da Lars Løkke Rasmussen op til valget i 2011 inviterede DR indenfor i privaten for at fortælle, at han elsker frikadeller. De færreste var dog i tvivl om, at han også kan drikke fadøl som en mand.

Alligevel er der noget, der stikker ud i fortællingen om Helle Thorning-Schmidt – noget, der virker meget utroværdigt i den samlede diskurs. Hendes svar virker nemlig så professionelle og iscenesatte, at det igen er svært at mærke hendes følelser.

For eksempel starter hun ud med at fastholde, at 1. maj i år var en fantastisk oplevelse. På trods af hele opvarmningen til hendes tale og de mange fløjteaktivister, som var mødt op, var der ifølge Helle Thorning-Schmidt ikke det mindste ubehag ved situationen. Hun fik leveret sit budskab, og det fik en fin modtagelse, fortæller hun.

Derudover ligger der i fortællingen også en historie om en præmiepige, som fik gode karakterer i skolen, hvor alle drengene var vilde med hende, som har taget en eliteuddannelse og kun vil ses i stiligt antræk med makeup og i stiletter.

- Jeg tror ikke, der findes ret mange af Helles type, siger veninden Trine Gregorius.

Politik i privatpersonen

Det er langt fra første gang, at et portræt af Helle Thorning-Schmidt bliver forsøgt. Op til valget i 2007 udkom der hele to bøger om Socialdemokraternes formand, men det er, som om ingen af portrætterne virkelig formår at komme helt til bunds i spørgsmålet. Muligvis fordi der altid ligger solidt spinarbejde bag lanceringen af portrætterne med hende.

Den ene af de to bøger fra 2007 var således skrevet af hendes nuværende spindoktor, Noa Redington – muligvis fordi Helle Thorning-Schmidts daglige professionelle politikerhverv har sneget sig ind i privatpersonen Helle. Og så bliver det, som retoriker Nikolaj Ottosen-Støtt sagde til Berlingske om åbningstalen i Folketinget forleden:

- Hun læser talen fejlfrit op, men det er ikke succeskriteriet. Det skal lyde, som om det kommer fra hjertet. Den omsorg, hun har, får hun ikke vist. Hun viser et intellektuelt indblik fremfor en menneskelig indsigt.

Måske er det slet ikke så misforstået at påstå, at Helle Thorning-Schmidt er en politiker, man har svært ved at mærke. Jeg føler i hvert fald fortsat ikke, at jeg ved, hvem hun er. Ved du det? :


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57