Politik fra rødderne

Af Eva Tind
 | 
Eva Tind, forfatter og kunstner, blev født i 1974 i Pusan , Korea. Hun kom til Danmark som etårig og voksede op i Låsby i Jylland. Hun bor nu i København. Eva Tind er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Kunstakademiets Arkitektskole, i 2001. Hun arbejder tværfagligt indenfor visuel kunst, arkitektur og litteratur.

Undgå rollen som kontroltankens forvalter

I 2012 rejser jeg til Nordkorea i håb om at opleve min afdøde biologiske fars fødeland. Rejsen bliver afsæt for min aktuelle roman 'Han' og til en kunstudstilling 'Panorama'. Som det sker på min rejse, sker det i bogen: En danskadopteret kvinde rejser til Nordkorea i håb om at opleve sin afdøde biologiske fars fødeland. Men den verden, hun møder, bedrager.

Alt det, hun ser, er iscenesat af landets styre, hun møder ikke befolkningen, men repræsentanter for befolkningen. 'Han' er skrevet i to spor – et dokumentarisk rejsespor og en indre fiktiv samtale, som kvinden fører med sin afdøde biologiske far undervejs. Men som bogen skrider frem, glider drøm og virkelighed sammen, og det bliver sværere for læseren at afkode: Hvad har virkeligt fundet sted, og hvad er opdigtet?

Læseren bliver sat i samme tilstand som den faktisk rejsende: Kvinden ser ikke hverdagslivet, men iscenesættelser af et hverdagsliv. Hun føler til sidst, at hun rejser rundt i en kulisse, for hvordan skelner man mellem det virkelige og det iscenesatte?

Bland dig og gå til grunde

Det nordkoreanske statssystem bygger på frygten for de andre, de fremmede, der udgør en potentiel trussel mod samfundet. Det handler om en af diktaturets grundpiller: Hvis man blander sig med de andre, går man til grunde. Frygten udmønter sig i en overdreven kontrol og overvågning af borgernes adfærd og aktivitet. Turisterne må ikke møde lokalbefolkningen, der skal beskyttes mod al indflydelse udefra. Beskyttelsen udmønter sig blandt andet i, at ingen turister må forlade hotellet, ingen må kontakte nogen, mens de er i landet, medmindre det sker gennem hotellets aflyttede mønttelefoner, og i så fald skal man tale engelsk.

Man kan sende en e-mail, men det skal ske gennem hotellets kommunikationscenter, den skal skrives på engelsk, og det tager 14 dage, før den kommer frem. Selvom den form for kontrol føles fremmed for et land som Danmark, er både kontrol og overvågning en del af myndighedernes styringsredskaber, og til en vis grænse er kontrol et brugbart og nødvendigt samfundsmæssigt redskab, men for megen kontrol spærrer for myndighedernes egentlige arbejde, så det offentliges arbejde pludselig handler mere om at holde sin sti ren og undgå andres indblanding fremfor at udvikle og skabe et samfund, der bevarer sin bevægelighed og dynamik.

En ny vinkel på tingene

Jeg er født ind i nogle særlige problemstillinger. Alle kunstnere og forfattere arbejder fra det sted, de er, og det, de skriver og skaber, taler ind i samtiden. Den kultur, jeg kommer fra, sidder i min hud som en evig påmindelse om den kultur, jeg blev født ind i og adskilt fra. Man kan se det som noget ydre, en struktur, en etikette – for mig er det et vilkår.

Adoption er i mit arbejde en almenmenneskelig følelse. På den ene side en smerte, at være fremmed i verden, at føle sig forkert, forbyttet og sat udenfor fællesskabet. På den anden side håb, en romantisk forestilling om, at menneskelig forvandling er mulig, at det kan lykkes at sætte sig i den andens sted.

Det er måske et greb, der kan bruges i offentlig forvaltning og i det politiske arbejde, at betragte samtalen som et rum, hvor man mødes og får mulighed for at sætte sig i en andens sted, og måske endda lærer noget nyt – får en ny vinkel på tingene.

Embedsmændenes udfordring

Fællesskaber er et andet felt, som jeg undersøger gennem kunsten: Hvad betyder det at indgå i fællesskaber, fra familier til samfund? Hvordan udvikler vi vores fællesskaber uden at stivne i angst for at blande os med de såkaldt andre og ende med at visne på eget fort?

Fordi kunstnerisk arbejde ofte baserer sig på at sætte ord og billeder på den indre verden, følelserne og det ubevidste, kan mennesker, problemstillinger, temaer, der ikke normalt forbindes, mødes. Netop det møde er for mig et kernepunkt for kunstnerisk praksis – det kunne også være kernepunktet for politisk praksis: at bidrage til nye måder at tænke på, at turde sætte sig på to stole samtidig og frembringe andre vinkler på det normale, at bidrage til at skabe og omskabe vores fælles rum mellem drøm og virkelighed.

Måske er embedsmændenes udfordring ikke kun at tolke politikernes intentioner, men også at sætte sig i borgerens sted. Evnen til at sidde på to stole bliver embedsværkets demokratiske eksistensberettigelse – for at undgå rollen som kontroltankens forvalter.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57