Politik fra rødderne

Af Lars Trier Mogensen
 | 
Radiovært og kommentator
Lars Trier Mogensen er vært på debatprogrammet ’Det Røde Felt’ på Radio24syv. Han kommenterer også politik på dagbladet Information.

Udgiftsstoppet er den nye normal

Slagnummeret for SR-regeringen i den forestående valgkamp skulle have været en skræmmekampagne mod Venstres forslag om et ’udgiftsstop’ – eller ’nulvækst’, som venstrefløjen kalder det; en gentagelse af den klassiske dyst om mere offentlig velfærd eller øget privatforbrug. Men intet er som forventet.

Under SR-regeringen er der reelt blevet brugt færre penge på borgernær velfærd ude i kommunerne i modstrid med valgløfterne, og ja, det faktiske forbrug er sågar endt lidt lavere afhængigt af opgørelsesmetoder, end hvad Venstre lægger op til fremover at ville bruge med sit nye ’stop’, 'udgiftsstoppet' – afløseren til ’skattestoppet’ fra 00’erne.

Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre har ikke blot, som det hedder i regeringsgrundlaget, valgt at videreføre 'VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand', men er også ved at gøre Venstres fremtidige kurs til virkelighed allerede i dag. De politiske paroler svinger således i stigende grad modsat den praktiske politik næsten som i et spejlkabinet – til stor forvirring og afmagt for vælgerne.

Forskellen mellem på den ene side SR-regeringens konkrete kurs overfor kommunerne, hvor forbruget alene i 2013 blev 7 milliarder kroner lavere end forventet, og på den anden side Venstres foreslåede plan med et ’udgiftsstop’ er ikke umiddelbart til at mærke for borgerne. Under SR-regeringen er op mod 17.000 varme hænder forsvundet, og interessant nok, uden at de folkelige protester for alvor har indfundet sig. Endnu.

Ny form for slankekur

I praksis har Socialdemokraterne vist vejen for en historisk stram styring af den offentlige økonomi, som kan siges at være et virkeligheds-testet varsel om, hvad der vil ske, hvis og når Venstre genvinder regeringsmagten. Og foreløbig synes det altovervejende vælgerflertal at acceptere en ny form for slankekur, hvor kommunerne bruger færre penge, end de formelt kunne gøre.

Gennem årene er der på papiret blevet bevilget flere penge til kommunerne, skønt Venstre også bestrider det faktum i kølvandet på den seneste kommuneaftale for 2015 mellem SR-regeringen og KL. Under Folketingets afslutningsdebat gentog Venstres formand Lars Løkke Rasmussen igen og igen, at kommunerne i 2015 samlet set vil få op mod en halv milliard kroner færre end i 2014 reguleret for prisudviklingen - altså ikke blot et ’udgiftsstop’ eller ’nulvækst’, men decideret nedskæring i realøkonomisk købekraft.

Pointen er under alle omstændigheder, at truslen om sanktioner som følge af budgetloven eller 'dummebøder', om man vil, har ført til et faktisk lavere velfærdsforbrug i kommunerne, eksempelvis i form af op mod 6.000 færre folkeskolelærere.

Udviklingen undergraver SR-regeringens valgkampsstrategi: For hvordan kan man skræmme vælgerne fra at stemme på en modstander, der blot foreslår at gøre, som man selv gør? Den største magtsejr opstår, når man kan få andre til at gennemføre sin politik.

V regerer per stedfortræder

I skyggen af Venstres interne strid og kævl om Lars Løkke Rasmussens bilagsskandaler kan den borgerlige opposition glæde sig over, at deres politiske grundprogram er ved at blive både legitimeret og gennemført. Venstre regerer videre per stedfortræder.

Nøjagtig på samme måde, som den daværende Venstre-formand Anders Fogh Rasmussens taktik i 00’erne med et såkaldt ’skattestop’ førte til, at Socialdemokraterne ikke længere tør tale om at regulere enkelte skattesatser opad, er ’udgiftsstoppet’ ved at etablere en ny normal: Nye udgifter skal finansieres af besparelser andre steder.

Der findes dog ét parti, som tilbyder et alternativ: Med formand Kristian Thulesen Dahl i spidsen går Dansk Folkeparti til valg på at øge det offentlige forbrug både faktisk og i forhold til SR-regeringens løfter. Med vanlig snilde har Dansk Folkeparti udtænkt en snedig dobbelt-position i dansen om udgiftsstoppet.

På den ene side ønsker Dansk Folkeparti en realvækst i den borgernære velfærdsservice, men på den anden side vil Kristian Thulesen Dahl ikke garantere noget på forhånd, da alt afhænger af de nye styrkeforhold i Folketinget efter valget.

Mens Socialdemokraterne og Venstre udkæmper en krig om ord, som de dybest set er enige om, er Dansk Folkeparti således kommet ind fra højre og blevet den største udfordring for Socialdemokraterne før valget og måske for Venstre efter valget.

Socialdemokraterne har efterladt et socialt vakuum til Dansk Folkeparti, som i første omgang øger vælgertilslutningen bag Kristian Thulesen Dahl & Co., men i anden omgang kan føre til, at en eventuel ny borgerlig Løkke-regering vil blive presset parlamentarisk til at føre en mere socialdemokratisk kurs, end SR-regeringen gør i dag. Velkommen til den omvendte verden.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57