Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Topstyring - Det dyer, og det lønner sig

Demokrati er i grunden ikke særlig demokratisk. I hvert fald ikke når vi ser på den form for repræsentativt, parlamentarisk demokrati, Danmark og mange andre vestlige lande praktiserer. Se for eksempel på USA eller England, hvor et flertal kan tabe på grund af sære regler 'the winner takes it all.’

Desuden er det vældig, vældig besværligt. Jeg har engang været med til at prøve at bygge et lokalt demokrati op. Det var en nærmest skræmmende oplevelse.

Jeg boede som ung mand – i slutningen af de vilde, eksperimenterende og frigørende 60’ere – i en forhenværende militærlejr, der var forvandlet til ’kollegie for enlige, unge mænd under uddannelse’. Her herskede en af kommunen indsat diktator, der udøvede sin magt fuldkommen efter forgodtbefindende, og jeg blev flere gange smidt ud for bagatelagtige regelbrud, som andre beboere uden problemer praktiserede i fuld skala. Til sidst blev det nok for os, og vi bragte vores oprør til kommunen, der godt vidste, at den var helt gal med deres mand på stedet. Så enden blev, at baraklejren blev forvandlet til en selvejende institution, som vi så selv skulle styre.

I tidens ånd blev det et ugentligt beboermøde, der havde magten og beslutningsmyndigheden. Det blev heftige og langvarige møder med mange vidtløftige og til tider bindegale indlæg. Der var blandt andet en meget mærkelig mand i nydelig påklædning, der var fascineret af retorik og øvede sig i timevis i sit værelse. Men der var hverken hoved eller hale, endsige sammenhæng, i hans flotte ordstrøm med dramatiske betoninger og musikalsk kurvede forløb. Rigtig flot, men ord og sætninger helt uden mening eller indhold. Jeg tænker af og til på, om han ikke kunne begå sig i dagens politiske liv.

Nå, vi fandt for det meste løsninger på de problemer, der hele tiden viste sig. Snart var det blevet til temmelig mange regler og vedtagelser. En lille gruppe udviklede sig hurtigt til en slags magtelite. De læste lektier og lærte udenad. Så efterhånden blev mønstret, at når kreative hjerner efter lange, farverige diskussioner kom med forslag, så blev de straks jordet af magteliten. De kunne alle tidligere vedtagelser på fingrene, og kunne straks påvise, at den kreative løsning ikke kunne lade sig gøre, for det var tidligere vedtaget, at … Det blev efterhånden ganske ulideligt at deltage i dét demokrati, og folk begyndte at blive væk. En lille flok bureaukratiske vissenpinde havde overtaget demokratiet.

Når jeg kommer til at tænke på denne lærerige oplevelse, så er det, fordi det politiske liv i Danmark på det seneste har opført et lærestykke i demokratiets mange former – lige fra frejdigt erklæret topstyring til tungt og ustyrligt medlemsdemokrati.

Dansk Folkeparti gennemførte med superstram topstyring kroningen af en ny partileder. Pressen og de forsamlede folkepartister hyldede ekstatisk den afgående Pia Kjærs-
gaard. Og tronfølgeren, Kristian Thulesen Dahl, blev modtaget med lignende udelt begejstring. De få kritiske spørgsmål havde nærmest karakter af bekymring over, om den ny nu også kan leve op til forventningerne efter en så karismatisk og tilbedt leder som Kjærsgaard. Men partiet ligger lunt i svinget og holder godt fast i sin vælgertilslutning, så alt er i skønneste orden og alle er glade og tilfredse. Meget, meget dansk.

Nu er det ikke ofte, politiske partier skifter lederfigur, men stort set samtidig skulle SF så have ny formand efter Villy Søvndal, der temmelig usædvanligt valgte at træde af midt i en krise. Ledere foretrækker vist at stoppe midt i en succes – kan nogen huske Jens Otto Krag?

Trods en tiltagende koncentration af magten i SF, der kæmper med at finde sine ben som regeringsparti, så er det medlemsdemokratiet, der nu skal udpege den kommende leder. Folketingsgruppen, landsledelsen, de centrale ministre med stor magt i partiet, må pænt afvente de menige medlemmers stemmeafgivning.

Det er ikke nogen let øvelse. Alle – også de nuværende magthavere – hylder febrilsk partiets demokratiske principper. Men samtidig er det indlysende for alle – selv den mest forbenede konsensus-demokrat – at processen er livsfarlig for partiet. Valgkampen mellem to kandidater kan ikke undgå at se ud som en splittelse og en benhård magtkamp. Det er ikke sundt for et parti – spørg bare De Konservative …

Så de to kandidater har fået travlt med at se grundlæggende enige ud i størstedelen af de centrale spørgsmål – regeringsdeltagelsen og de deraf følgende kompromiser, partiets socialistiske udgangspunkt, det grønne engagement og så videre. Men det lægger jo på den anden side en udemokratisk dæmper på den frie og åbne diskussion, der skulle være et adelsmærke for demokratiet.

Outsideren har overraskende lagt sig i favorit-position, og det kan ifølge kloge iagttagere og analytikere blive en svær belastning for regeringssamarbejdet, hvis en ny formand, hentet uden for magteliten, kommer til roret.

Den britiske premierminister Winston Churchill, der blandt andet regerede under Anden Verdenskrig, tilskrives rigtig mange, kendte citater – også om demokrati: ’Demokrati er formentlig den værste styreform, når man ser bort fra alle de andre, der har været prøvet gennem tiderne.’ Men han har også sagt: ’Det bedste argument imod demokrati er en fem minutters samtale med gennemsnitsvælgeren.’

Jeg tænker, at Villy og Astrid kunne være fristet til at erstatte ’gennemsnitsvælgeren’ med ’gennemsnitsmedlemmet’. 

Næh, det er ikke let, det der demokrati. Men det er nu at foretrække.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57