Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

To røde, lasede hæfter og en skolereform

I mine gemmer derhjemme er to lasede kladdehæfter med flot, rødt omslag. Dem har jeg og andre ofte klasket os på lårene af grin over. De er fra et af de første år i mit skoleliv. Her blev jeg som 7-8-årig sat til at skrive en side med a’er, en side med b’er og så videre. Og siderne er et studie i min skoleegnethed og evner for at sidde der og nørkle med en blyant.

Den første linje har typisk bogstaver af nogenlunde normal form og størrelse. Men efterhånden som det er gået op for den lille purk, hvor lang tid det ville tage at fylde siden med bogstaver, bliver de større og større for til sidst at være så grotesk store og fladtrykte, at der kun kunne være 3-4 bogstaver på hver linje.

Det vidner om min motivation – eller måske hjerneudvikling – på det tidspunkt, men først og fremmest om, at der var ting i mit unge liv, der var langt, langt vigtigere end at sidde der og fedte med et skrivehæfte. Når de voksne var ude af billedet, kunne man undersøge, eksperimentere og fantasere for sig selv eller sammen med kammerater. Det var dér, jeg for alvor lærte og udviklede mig. Tiden på skolebænken var enerverende tidsspilde, der skulle overstås.

Man kan undre sig over, at jeg senere alligevel blev både nørdet optaget af for eksempel historie og samfundsfag og blev skriverkarl.

De røde hæfter dukker naturligvis op, fordi en folkeskolereform i den grad er på dagsordenen i disse uger. At den er tiltrængt, er stort set alle enige om. Som i alle andre dele af samfundet bliver en stor gruppe ladt tilbage, når ambitionernes eksprestog buldrer af sted. Men vi kan ikke lide det, når det er børn. Og så har vækst- og markedssamfundet jo brug for deres hænder.

Jeg kan sagtens se mulighederne i at indrette skolerne til levende værksteder for læring med et farverigt mylder af aktiviteter og mere traditionel undervisning. Men jeg kan altså ikke lade være med at se mig selv som lille purk, tvunget til at være på skolen til ud på eftermiddagen, mens livet udenfor passerer uudforsket forbi, og mørket efterhånden sænker sig. ’Verdens længste sveder’, som de københavnske lærere frygter, det ender med.

At spærre børn inde for at putte noget mere ind i deres hoveder, kommer der næppe meget ud af, hvis deres hoveder reelt befinder sig et andet sted. Højst nogle frustrerede og måske fantasiforladte børn, der ikke forbinder læring med noget positivt. Og at lærerne pludselig, som ved et trylleslag, leverer mere og bedre undervisning med mindre forberedelsestid, ligner en feberdrøm.

Jeg kan godt forstå lærernes følelser. Arbejdsgiverne spiller på de almindelige fordomme om lærernes magelige arbejdsliv og kræver blot – må man forstå – at lærerne arbejder som alle os andre – 37 timer om ugen. Og så drøfter de - bag hermetisk lukkede døre - angrebet på lærernes arbejdstidsaftale med statsmagten, der i den sidste ende har magten til at gribe ind og diktere en løsning. Dét kan jeg – som mange andre - ikke mindes fortilfælde for. Samtidig introducerer regeringen en reform med en meget beskeden finansiering som ’et stort skridt’, hvis pædagogiske fremskridt hviler på resultatet af nogle overenskomstforhandlinger, der endnu ikke er indledt.

Og jeg bliver ofte ganske nedtrykt over, at folkeskolens indretning i så høj grad bygger på politikernes forestillinger, fornemmelser og hjemmebryggede ideer. Og i så ringe grad bygger på faktuel viden.

Indlæring for eksempel. Forskere i pædagogik har sammen med hjerneforskere længe haft stor viden om børns hjerner, deres udviklingstrin og tilhørende mulighed for at tilegne sig viden og færdigheder. Og de ved, at det forløber højst individuelt. Jeg minder om, at jeg – skriverkarlen – havde mere end svært ved at lære at skrive i de første klasser.

Alligevel tromler politikerne frem med at sætte mål og kræve konkrete færdigheder lært ved bestemte klassetrin … når man nu ved, at hvis barnehjernen ikke er færdig til det så at sige fra Vorherres hånd, så er det som at hælde væske på en flaske, der ikke har noget hul i halsen. Men der måles og vejes og sammenlignes, og skoler hænges ud, fordi de ikke når målene, og børnene stresser derudaf.

Lad mig vende tilbage til de tidlige år. Jeg havde i den sidste ende af folkeskoleårene en dansklærer, der egentlig var min modsætning – stor, sindig, korpulent, rødmosset og Venstremand. Men han holdt meget af at kaste filosofiske spørgsmål ud til os og give os tid til at tænke og diskutere. Han fortjener en pæn del af æren for, at jeg endte med at leve af at sætte mig ind i ting og skrive om dem.

En anden lærer var en ældre frøken, der kom ude fra en rigtig gammeldags landsbyskole med kun få klasser. Nu var hun på den store skole og utryg ved de store drenge. Da vi havde hende første gang, kom hun ind ad døren, drejede brat om på hælen og stak drengen nærmest døren en syngende lussing. ’Så ved I, hvor I har mig’, sagde hun ud over klassen med alt andet end kærlighed i øjnene. Hun underviste i et af de kreative fag.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57