Af Finn Sørensen
 | 
Kommunal- og socialordfører, Enhedslisten

Tillidskløften

Onsdag d. 12. marts 2014 var jeg til debatmøde i Socialpolitisk Forening i Aarhus. Overskriften var 'Kontanthjælpsreformen og dens virkninger'. I panelet sad to kontanthjælpsmodtagere, en socialrådgiver, en ekspert i socialret og undertegnede.

De to kontanthjælpsmodtagere, der begge led af en psykisk lidelse, fortalte modigt og gribende om deres møde med 'systemet': Om forringet økonomi på grund af de mange reformer af dagpenge, førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp og om, hvordan økonomisk utryghed skaber stress og bidrager til at forværre den psykiske lidelse. Om skuffelsen over, at løfterne om individuel, helhedsorienteret sagsbehandling, ressourceforløb og så videre ikke indfries. Om uoverskuelige regler, endeløse undersøgelser og arbejdsprøvninger.  

Socialrådgiveren fortalte, hvordan hun kæmper med sagsbunker og tidspres for at implementere lovgivningen korrekt, men også om den hårde kamp for at kunne realisere de muligheder, der trods alt er, for at gøre noget godt for borgerne. Respekt!

Vidneudsagnene bekræftede Enhedslistens værste 'fordomme'. Reformerne er først og fremmest spareøvelser, der skal finansiere skattelettelser. De fører til mere fattigdom, hvilket allerede nu bekræftes af tallene - også de helt friske tal om et drastisk fald i tilkendelsen af førtidspension. Store grupper af uarbejdsdygtige mennesker flyttes fra relativt 'høje' ydelser for at blive parkeret i årevis på uddannelseshjælp og kontanthjælp, hvis de da ikke forsvinder helt fra statistikkerne.

Det, der rørte mig mest, var de to kontanthjælpsmodtageres oplevelse af at blive mistænkeliggjort. Det er ikke uden grund, for den 'udbudsteori', der styrer dem, siger jo, at en stor del af de arbejdsløse og de syge blot skal have et 'incitament' i form af lavere ydelser og skræmmejob for, så skal de nok komme i arbejde eller uddannelse.

Billedet af mistænkeliggørelse og magtesløshed bekræftes af de utallige borgerhenvendelser, som alle MF´er modtager hver eneste dag. Tillidskløften mellem borgerne og myndighederne vokser med stor hast. I bedste fald opleves kommunen som en, der ikke kan hjælpe i en svær situation, og værste fald som en modstander. Facit er under alle omstændigheder borgerens oplevelse af at stå uden rettigheder.

Med de nævnte reformer kan det kun blive værre. Lovgivningen er uigennemskuelig. De skærpede regler om gensidig forsørgerpligt medfører øget mistænkeliggørelse og spild af gode kræfter i kommunen. Borgerne køres igennem det ene forløb og behandlingstilbud efter det andet for at udskyde stillingtagen til dyrere løsninger. Hvis borgerne ikke orker at medvirke, risikerer de at miste ydelsen.

De ressourcestærke borgere hyrer i stigende grad advokater. De fattige og ressourcesvage må sejle deres egen sø og glider før eller siden ud i 'selvforsørgelse'.  Samtidig skal de opleve, at kommunerne ustraffet får underkendt afgørelser om tilbageholdelse af ydelser - og at borgeren bliver modregnet i kontanthjælpen, når ydelsen tilbagebetales!

Alle medlemmer af Folketinget ved, hvad situationen er, - de får alle sammen de mange henvendelser fra borgerne. Så meget mere skræmmende er det, at konkrete forslag om at forbedre borgernes retssikkerhed, for eksempel i form af erstatning ved forkerte afgørelser, såvel som Enhedslistens forslag om nedsættelse af en social retssikkerhedskommission er blevet afvist af et flertal af Folketingets partier. Det var opløftende at se kommunaldirektørerne tage bladet fra munden og kritisere manglen på tillid til de offentligt ansatte. Men hvad med den voksende tillidskløft mellem borgerne og kommunen? Hvornår tør embedsmænd og kommunalpolitikere sætte ord på den? :

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57