Politik fra rødderne

Af Jan Sonnergaard
 | 

Thorning burde have læst Machiavelli

Med jævne mellemrum diskuteres det, om vores uddannelser er målrettede nok, om de er konkret brugbare og fører direkte til et job. Der ligger i disse diskussioner den underliggende bekymring, at uddannelserne måske spilder tid på sådan noget som forældede litterære og filosofiske klassikere, som ikke hurtigt og målbart nok kan føre til resultater i kroner og øre.

Diskussionerne får mig altid til at tænke: Hvad nu, hvis problemet er stik modsat? Hvad nu, hvis folk slet ikke har læst nok klassikere? Ville for eksempel vores politikere være bedre til deres job, hvis de havde læst og forstået noget mere af vores litterære og filosofiske arv?

Vi kan jo lade det komme an på en prøve og for sjovs skyld pille en lille, men fyndig klassiker ud af reolen og applicere den på den tidligere S-SF-R-regering og dens mange problemer. Kunne de have været undgået, hvis Thorning for eksempel havde nærlæst og forstået Niccolò Machiavellis berømte lille bog ‘Fyrsten’ (senest:  Borgens Forlag i 1996)?

Folkets gunst
Machiavellis bog fra starten af 1500-tallet er en slags brugsanvisning med råd til statsmanden om, hvordan man opnår og bevarer magten. Anvisninger i brug af magt - men sandelig også råd om, hvornår man bør afholde sig fra voldelig adfærd. Bogen er berømt og berygtet for sin næsten totale kynisme, og mange af bogens overvejelser om krig og udrensninger virker da også barbariske - indtil man bruger sin abstrakte sans og ser problemstillingerne lidt fra oven. For selvom vi heldigvis ikke lider under de talrige erobringskrige og konspirationer, som prægede middelalderens Italien, er vi jo ingenlunde fri for magtkampe. Problemer indenfor politik løses i dag ikke ved, at vinderen henretter oppositionen - men elimineret kan politikere jo godt blive alligevel. Vi gør blot den slags anderledes i dag.

Lad os starte med det, der helt afgjort må være Socialdemokraternes og SF’s største problem lige nu: Den brede folkelige misfornøjelse med regeringen. Man har simpelthen ikke sikret sig folkets gunst, og dette er ifølge Machiavelli det vigtigste for den kloge fyrste: En bred klasse, der er klar over, at dens privilegier først og fremmest skyldes fyrsten, vil være loyal overfor ham og beskytte ham mere effektivt mod fjenden end nogen hær. Det er ikke svært at udplyndre befolkningen og holde den nede med magt, men den kloge fyrste sørger netop for, at bønderne har det udmærket, og han bruger kun voldelig magt, når det er nødvendigt (så skal den til gengæld bruges hurtigt og konsekvent).

Beløn dine allierede
Alliancer er nødvendige. Den vise fyrste frygter på den ene side, at hans allierede bliver for stærke, men sørger på den anden side for, at de nyder privilegier, som de ikke ellers ville nyde - at deres velstand altså skyldes fyrsten og ikke andre. Dette garanterer større troskab, end man kan opnå ved brug af tvang.
Oversat til moderne dansk skal man som det største parti i en regering naturligvis gøre sine allierede opmærksom på, hvem der er størst, men når magtforholdet er tydeligt, skal man sørge for at belønne sine allierede. Og det forekommer mig, at det er noget, Socialdemokraterne i dén grad har forsømt. SF fik nærmest intet ud af regeringssamarbejdet, og Enhedslisten bliver konstant ydmyget i al offentlighed. Dette er farligt, ville gode gamle Machiavelli sige, fordi en konstant ulmende utilfredshed let kan bryde ud i lys lue, og i tilfælde af en sådan paladsrevolution har fyrsten - S - kun sig selv at takke. Svagt har det været af Thorning, at hun ikke er gået skridtet fuldt ud og så simpelthen har valgt andre alliancepartnere, nu hun alligevel ikke ønsker at imødekomme EL og SF. At holde sine partnere i en slumrende utilfredshed er noget af det farligste, fyrsten kan eksperimentere med. Enten sørger han for at tilgodese dem, eller også eliminerer han dem. At sætte sig mellem to stole er både svagt og farligt.

Machiavelli ville korse sig, når han så SR-regeringen føre blå politik, mens de hykler venskab med rød blok, tror jeg nok man kan konkludere.

Lejetropper
Det er især de forskellige helt principielle råd, bogen rummer, som gør den så læseværdig. For eksempel også beskrivelsen af lejesoldater, hvorom det hedder at:
 ‘Leje- og hjælpetropper er til ingen nytte og farlige, og den, der støtter sig på lejede tropper, vil aldrig leve længe og aldrig være tryg.’
 

Dét giver jo fint mening, hvis man opfatter ordet lejesoldater lidt metaforisk som den hær af kommunikationsrådgivere, reklamefolk og spindoktorer, som de sidste mange regeringer har gjort så flittig brug af. At stole på disse hyrede hænder svarer til på Machiavellis tid at forlade sig på hjælpetropper. Det burde være indlysende for enhver politiker, at man ikke skal lægge sin tillid hér. Alligevel virker det ofte, som om politikerne faktisk stoler mere på disse lejede hænder end på partimedlemmer og støttepartier - og under alle omstændigheder belønner og tilgodeser dem langt mere end deres egentlige allierede.

Dette er så blot nogle få eksempler fra denne lille, foruroligende aktuelle klassiker. Der er talrige andre tanker om magtbalancers anatomi, forholdet mellem tillid og mistillid, rænkespil og andet, som egentlig burde være pligtlæsning for enhver politiker - og for os andre.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57