Af Michael Kjærgård
 | 
Journalist på kommunen.dk og dknyt

Dansk Folkepartis islamistiske praksis

Så snart man har fået sin vilje på ét punkt, rykker man til det næste i stedet for at stille sig tilfreds med, hvad man har opnået.

Når man rækker Fanden en lillefinger, tager han hele hånden, lyder et gammelt ordsprog, og det er så ærkedansk, at det ofte har været kørt i felten i debatten om indvandreres rettigheder. Man kan ikke se bort fra den mulighed, at det ikke kun er det danske islæt, der gør billedsproget populært i den debat, men at det også spiller en rolle, at det jo så ifølge en almindelig modsætningsvis følgeslutning må være De Andre, der repræsenteres af Fanden.

Ikke en ueffen kobling for dem, der måtte mene, at danske sædvaner er udfordret af udefrakommende.

Og heller ikke en usædvanlig optrapning af det ordvalg, repræsentanter for de modsatrettede synspunkter ofte betjener sig af. Helt overordnet har ingen af de to sider noget at lade den anden høre - en konstatering, der ofte bestrides lige forarget på begge sider, som hver især mener, at det er den anden, der er og har problemet - men ikke desto mindre en konstatering, som det er nemt at finde belæg for, startende med stueren-prædikatet fra Dansk Folkepartis tidligste år.

Netop Dansk Folkeparti er den absolutte hovedaktør i udlændingedebatten. Med et spinudtryk ville man sige, at de ejer den, forstået på den måde at ingen andre kan ændre rammerne for den. Det kan partiet til gengæld selv, og har løbende gjort det. Hvis man sammenligner, hvad det tilbage i stueren-dagene var muligt at sige uden at blive råbt racist efter, med hvad der er helt gangbart mainstream i dag, så er det stort set udelukkende Dansk Folkepartis fortjeneste, hvad enten man så regner denne som en positiv eller negativ af slagsen.

Den indledningsvis nævnte lillefinger-metafor er en af dem, der er blevet helt mainstream. Først skal der badeforhæng op i bruserummet til en svømmehal, og selv hvis man giver sig på det punkt, bliver de ikke tilfredse, men forlanger noget mere, eksempelvis kønsopdelte åbningstider. Eller der er nogen (ikke nødvendigvis nogen af De Andre), der synes, det er nemmere at alle spiser halal i stedet for at tilberede noget forskelligt, som enhver så kan spise efter tilbøjelighed. Og så videre. Der er eksempler nok.

Der er dem, der mener, at det er en utaknemmelig måde at kvittere for gæstfriheden på, og der er også dem, der mener, at fremgangsmåden er et bevidst led i en større masterplan gående ud på en snigende islamisering af Vesten. Endda kan man også finde det synspunkt, at vi her har at gøre med en speciel udansk eller i hvert fald ikke-dansk måde at fremme sine præferencer på. Men det er den ikke, hverken udansk eller ikke-dansk.

Hvordan kom synspunkter, der tidligere blev anset for at være rabiate, ind på den politiske midtbane og blev gængse? Ja, dels selvfølgelig fordi der var tilstrækkeligt mange, der efterhånden blev enige i dem, men også fordi det ikke skete på én gang. Et langt sejt træk, som man med et godt dansk udtryk siger om den metode, hvormed man skridt for skridt og med næsten umærkelig fremdrift løser en tilsyneladende uoverkommelig opgave.

Hvilket netop er, hvad Dansk Folkeparti har gjort. Hvis man skulle være i tvivl, kan man sammenligne med debattens tilstand i andre lande, hvor Sverige er skrækeksemplet på, hvordan den politiske korrektheds inerti sikrer standpunkternes uflyttelighed, selv efter problemernes uløselighed står klart.

Man kunne uden synderlig fortænkthed sammenligne det med udviklingen fra bruserummets badeforhæng til svømmehallens kønsopdelte åbningstider. Så snart man har fået sin vilje på ét punkt, rykker man til det næste i stedet for at stille sig tilfreds med, hvad man har opnået.

Seneste eksempel er debatten om burkaforbud eller ej, som efter et meget langt tilløb landede på, at det var der rigtig mange, der gerne ville stemme for. Ekkoet af ja'et havde knap nået at klinge af, før Dansk Folkeparti lancerede sit næste mål. Et tørklædeforbud. I første omgang i skolerne, men selv hvis det skulle blive til noget, vil det ikke stoppe der. Heller ikke Dansk Folkeparti er bare tilfreds med at få sin vilje, der er altid et nyt punkt at gå videre til i masterplanen.

 

Integration

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57