Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Tålmodig borger i det digitale helvede

Første bølge i virkeliggørelsen af det offentliges hede drømme om, at alle borgere i princippet betjener sig selv, rammer her 1. december danskerne. Og på diverse plancher i sagsakterne kan man se millionerne rulle ind i besparelser.

En søndag aften opdagede jeg, at mit pendlerkort var udløbet, og jeg skulle på arbejde mandag morgen. Ingen grund til panik - jeg plejer alligevel at forny kortet på nettet. Så med hjælp af pc’en var et nyt kort købt og betalt i løbet af et kvarters tid. Vældig smart.

Efter endt transaktion modtager man så en mail eller sms med en kode, så man kan hente kortet i en automat på vej til toget. Jeg ventede og ventede – men den kom ikke. Så nu stod jeg og manglede ’gyldig rejsehjemmel’ til næste morgen. Jeg fandt med stort besvær et akut-nummer, man kunne ringe til. Men der var naturligvis ingen, der svarede.

Efter yderligere anstrengelser fandt jeg en mail-adresse på rette vedkommende. Jeg skrev og forklarede mit problem og skrev ’HASTER!’ i emnefeltet. Ikke noget svar - før to dage senere. Printeren var i udu, så jeg kunne ikke lave en kopi af kvitteringen på køb af nyt kort at vise togføreren. Så næste morgen måtte jeg stå i kø og købe en almindelig, dyr billet.

Den søndag aften brugte jeg vel en til halvanden time i det digitale helvede og blev både vred og frustreret. Og alt i alt brugte jeg vel 3-4 timer på sagen. Et par dage senere fik jeg en mail med undskyld og ’vi beklager fejlen’. Der gik et par måneder, før problemet var løst og systemet igen kørte.

En anden gang gjaldt det fornyelse af en recept. Da jeg - som den gode digitale borger, jeg er – åbnede lægehusets hjemmeside, havde de fået en ny af slagsen. Så det var forfra med at oprette sig som bruger og lave password og hele den tyrkiske musik. Systemet kørte utroligt sendrægtigt, og jeg måtte gennem flere forsøg, før min ringe person blev accepteret af det nye system.

Efter en til halvanden times kamp, nåede jeg frem til siden med den medicin, jeg får, og hvor jeg kan bede om receptfornyelse. Der stod bare ikke en stavelse. Og modsat det tidligere system, så var der nu ingen mulighed for selv at skrive navnet på medicinen.

Så jeg måtte – med bange anelser og dårlige erfaringer - ringe til lægehuset. Og ganske rigtigt - ’Alle vore medarbejdere er optaget. Du er nu nummer XX i køen…’ Efter godt to timer på den måde gav jeg op. Først dagen efter lykkedes operationen. Samlet tidsforbrug sniger sig her op i nærheden af de fire timer.

Tidsspilde er vel et mere passende udtryk. Men værst er følelsen af at få stjålet sin kostbare fritid og være til grin for sine egne penge. Og den nonchalance det offentlige udviser overfor borgernes pinsler.

Da jeg nogen tid efter igen skulle forsøge mig, gik det også galt, og denne gang valgte jeg – efter en rum tid i telefonkøen - at drage af sted til lægehuset, gå til skranken og få klaret opgaven af et levende menneske. Det tog vel 2-3 minutter. Det kræver både et lyst sind og en nærmest overmenneskelig tålmodighed at være borger i det digitale Danmark.

Skandalen med den digitale tinglysning er markant. For her kunne man direkte måle resultatet af at igangsætte et system, der ikke fungerede ordentligt, og uden tilstrækkeligt med medarbejdere til at gennemføre implementeringen – de var væk, for rationalet var høstet på forhånd. Det målbare resultat ses i de enorme summer, borgere tabte på vanviddet. Staklernes oplevelser og pinsler kan derimod ikke sådan måles.

Jeg er ikke så sentimental eller nostalgisk, at jeg vil begræde tabet af menneskelig kontakt. Og det selvom kommunale bureaukrater ofte har pirret mit humoristiske gen og beredt mig ganske muntre stunder med deres særegne virkelighedsopfattelse.  

Det offentliges begejstring for digitaliseringen og dens sparepotentiale kender nærmest ingen grænser. Selvbetjeningssamfundet er for alvor over os, og med jævne mellemrum sætter stat og kommuner nye, ambitiøse mål for, hvor mange muligheder for direkte kontakt mellem borgerne og det offentlige, der skal fjernes, og erstattes af det digitale helvede.

Hvad man ikke hører så meget om, er borgernes prøvelser og groteske tidsspilde. De borgere, der helst skal arbejde mere og mere, må bruge deres sparsomme fritid på at betjene sig selv i forhold til det offentlige via systemer, der lider af børnesygdomme, eller hvis konstruktører har en noget alternativ opfattelse af begrebet ’brugervenlighed’.

Det er simpelthen ikke en del af diskussionen og overvejelserne, når den ekstatiske begejstring over mulighederne fejer gennem chefgangene, og der drømmes våde drømme om millionbesparelserne.

Borgerne kan i bedste fald se frem til en undskyldende mail, når systemerne fejler. Men hvad skal man bruge den til, når man har fået ødelagt en aften af en rødglødende computer, skrigende unger og aftensmaden, der i mellemtiden er brændt på.

Nå, lad os se. Har jeg tid – og helbred – til at forsøge at få mig et nyt sundhedskort ..?

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57