Af Olav Hesseldahl
 | 
olav hesseldahl 2|554c93f0f0e6c-wpcf_150x150<br />Illustration: Ib Kjeldsmark|<br />
olav hesseldahl 2|554c93f0f0e6c-wpcf_150x150
Illustration: Ib Kjeldsmark|

Synet på unges samfunds-engagement er dækket af patina

”Komponisten Gustav Mahler har sagt, at tradition ikke er tilbedelse af asken, men videregivelse af ilden. Jeg vil byde de glorværdige, patinerede foreninger velkommen til en ny virkelighed og håbe – for deres egen histories skyld – at de giver ilden videre.”

Patina er en belægning, der gennem lang tids brug og aldring indfinder sig på overflader. Patina er smuk og glorværdig, men patinering gør, at nye indtryk og påvirkninger over tid får stadig sværere vilkår. Jeg oplever, at der for mange steder eksisterer en patineret modus operandi i synet på unges samfundsengagement. Et patineret syn, der desværre er så glorværdigt og indgroet, at nye indtryk og udvikling har svære kår. Jeg mener, det er på tide at nypolere det syn!

Lad mig være mindre allegorisk og mere konkret. For nylig var jeg inviteret til en konference arrangeret af Kulturministeriet under temaet 'Fornyelse af Folkeoplysning'. Knap 100 deltagere skulle tage temperaturen på folkeoplysning, dannelse, medborgerskab og demokratisk deltagelse anno 2015 ud fra tre vinkler: et kommunalt blik, foreningsperspektivet og så erfaringerne fra ”de unge vilde”. Jeg repræsenterede en af de vilde unge, og hvordan og hvorledes det foregår, forklarer jeg om lidt. Jeg skal love for, at der kommer mange spændende progressive tanker fra centralt hold og ude i det ganske land. Folkeoplysning bliver gentænkt på nye måder i kommunerne, og der er et væld af eksempler på, hvordan unge engagerer sig i samfundet og skaber blandt andet  kulturbegivenheder og frodige fællesskaber. Men ét sted mødte jeg det ovennævnte patinerede syn på folkeoplysning, hvor fortiden tilsyneladende er vigtigere end nutiden og fremtiden: Foreningernes paraplyorganisationer såsom DGI, DUF og så videre repræsenterede en virkelighed, der eksisterede i efterkrigsårene, hvor der virkelig var brug for træning i demokrati som værn mod totalitarisme, men de ignorerede samtidig unges hverdag i dag. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Vigtige stemmer

Og nu til vilde unge, mig og grunden til, at jeg var inviteret til konferencen. Jeg er medstifter af Ungdomsbureauet, der er en nonprofit–
organisation, som arbejder for at engagere unge i samfundet. Vi organiserer unges samfundsengagement og gør en stor dyd ud af også at få neglene i dé unge, der ellers er svære at få fat i og engagere.

Vi har for eksempel arbejdet med frafald på uddannelsesområdet i bogprojektet De Frafaldne, hvor 20 unge, der er faldet fra på en ungdomsuddannelse, sammen med 20 frivillige har bearbejdet og skrevet deres frafaldshistorier som essays. Tilsammen nuancerer de 20 fortællinger i bogen De Frafaldne debatten om ungdomsuddannelser med unges egne historier, drømme, idéer og sætter derigennem fokus på en politisk betændt problematik med unges egne perspektiver. Og så var 15 af de unge ikke med i en forening (som jeg i øvrigt heller ikke har været), men udviste alligevel den civilcourage, foreninger ellers bryster sig af at organisere. Bogprojektet er et eksempel på, hvordan unge, der ellers har få ressourcer, også har en vigtig stemme – om end det kræver flere kræfter at få dem til at tale.

Derudover sætter Ungdomsbureauet for tiden sammen med Roskilde Festival fokus på det meningsfulde ungdomsliv gennem en række initiativer, som vil udfordre unge til eftertænksomhed, tvivl og til at finde den dybere mening med livet og det, de gør. Det skulle også gerne gavne den bredere offentlighed, da ungdommen fra min synsvinkel lever under begrænsende, altomfavnende og hidtil ukendte livsvilkår, som tidligere generationer ikke kender til.

Konkurrencestatens logik

Og det er her, jeg mener foreningerne repræsenterer et patineret syn på unge. Konkurrencestaten har erstattet velfærdsstaten og introducerer samfundslogikker, der tilsammen skal gøre Danmark mere konkurrencedygtigt ved at klemme citronen for flere arbejdsduelige dråber. Det kommer for eksempel til udtryk på uddannelsesområdet, hvor fremdriftsreformen tvinger unge til mere effektivt og uden omveje at tage en uddannelse. Gennem arbejdet med Ungdomsbureauet har jeg utallige oplevelser af unge med en særledes presset hverdag. Unge udgør en muskel, der skal arbejde hele tiden og ikke har mulighed for at restituere og finde ro og dermed stå stærkere senere hen.

Og den diagnose mener jeg faktisk også hænger sammen med foreningers patinerede syn på unges samfundsengagement. Der er en ny virkelighed med nye forventninger, håb, drømme og krav til unge - og dem honorer de klassiske foreninger ikke i stor nok grad.

Unge får stadig mindre tid og færre tilgængelige ressourcer, der sætter dem i stand til at engagere sig i foreninger som for eksempel spejderbevægelsen, der gerne ser du sidder rundt om lejrbålet hver tirsdag klokken 16-18. Foreningernes dalende medlemstal taler sit eget sprog. Derudover har ressourcesvage unge, som for eksempel størstedelen af De Frafaldne, i hvert fald svært ved at mobilisere den type engagement. Men medfører det, at unge er pressede, at de ikke engagerer sig i samfundet? Nej.

Unge engagerer sig blot på stadig nyere og mere fleksible måder end den måde,  foreningerne forestiller sig og organiserer sig udfra. Der er kort sagt brug for at se nyt og anderledes på organisering og samfundsengagement. Det er muligt at engagere unge i samfundet og få dem til at deltage i folkeoplysningen. Det kræver blot en helt særlig indsats.

Det er den indsats, jeg arbejder med i Ungdomsbureauet. I mangel på et lækkert dansk ord kalder jeg det empowerment, men det handler om at være der på unges præmisser, give dem indflydelse og selvbestemmelse samt støtte dem, hvor der skal støttes. Jeg tror i virkeligheden, det handler om sætte sig ind i den unges virkelighed og så indrette projektet rundtom det. I det er der også demokratisk dannelse, folkeoplysning og medborgerskab, hvis vi skal bruge de fine ord.

Ordet og sværdet

Demokratimaskinmesteren og tænkeren Hal Koch introducerede med metaforisk schwung sondringen mellem ordet og sværdet. Ordet er samtalen, kulturen og ånden, der gennem træning og nærvær kan skaber gode demokratiske borgere. Sværdet er blot den hårde, kontante stemmeafgivelse. Unge har brug for det varme ord. I De Frafaldne handlede det om anerkendelse af den enkelte unges situation og nærvær. Malene, der er en af de modige unge forfattere, lider af social angst og turde i udgangspunktet ikke mødes med sin journaliststuderende mentor Ida, der også var sky. De havde begge lyst, men det krævede, at jeg masserede begges behov og ønsker.

Det lykkedes, og de havde det mest frugtbare forløb. Ud af det kom der desuden den mest rørende historie, der forklarer, hvordan det føles at blive mobbet og hvorfor en ung pige som Malene identificerer sig med goth-bevægelsen.

Foreningers formål bør være det centrale og ikke at foreningen i sig selv bliver formålet, for så kommer de med deres procedurer, generalforsamlinger og regler til at repræsentere Hal Kochs skræk: sværdet. Det er både koldt, og så er det svært at identificere sig med som ung – særlig hvis man desuden er ressourcesvag.

Komponisten Gustav Mahler har sagt at tradition ikke er tilbedelse af asken, men videregivelse af ilden. Jeg vil byde de glorværdige, patinerede foreninger velkommen til en ny virkelighed og håbe – for deres egen histories skyld – at de giver ilden videre. Kommunerne (de fleste) kan godt finde ud af det, og unge er allerede selv i gang.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57