Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Sympathy for the ... pope

Det sker, at jeg pludselig – med blandede følelser – må bifalde en udtalelse fra én, der holdningsmæssigt ligger milevidt fra mig, men som pludselig rammer plet. For eksempel varmer jeg mig af og til ved udsagn fra Liberal Alliance, hvis holdninger jeg ellers finder hårrejsende. Jeg deler absolut ikke partiets ekstatiske dyrkelse af det private og afsky for fællesskab og kollektive løsninger - ’hvorfor skal jeg betale til de syge, jeg er jo ikke syg’.

Men da jeg for nylig var på apoteket for at tanke mit medicinskab op med hovedpinepiller, blev jeg aldeles rasende, da den ellers venlige dame meddelte, at nu kan man kun købe 20 stk. ad gangen. Det er fuldkommen utåleligt, at staten blander sig helt ned i detaljen i mit liv. At ønske en stærk stat som udtryk for fællesskab og solidariske løsninger er ikke det samme som at ønske staten som en irriterende formynderisk storesøster – tværtimod. Hvis mennesker skal bakke op om fællesskabet og solidariske løsninger, så forudsætter det, at den politiske magt udviser den allerstørste respekt for individet.

Og så er det, jeg ganske uvant må give Anders Samuelsen ret, når han fordømmer regeringens latterlige indgreb i min frihed til at købe den forholdsvis harmløse hovedpinemedicin – blot fordi enkelte ikke kan finde ud af det og har bragt deres helbred i fare.

Jeg frygter det samfund, de bekymrede storesøstre, som det tilsyneladende vrimler med i den nuværende regering, kan få skabt, hvis de for alvor går i gang med at udstede forbud og firkantede regler overalt, hvor den mindste risiko lurer. Det ville blive et ulideligt samfund at leve i. Men det er disse sundheds-stalinister helt blinde for.

Kommunale valgkampe er næsten altid festlige, fordi partiernes folkedyb pludselig myldrer frem og jævnlig driver partiernes holdninger helt ud i ekstremerne. Således også denne gang, hvor LA har haft gang i det ultraliberale bagland.  

Vil ikke have handicappede børn

I Faaborg har LA en byrådskandidat ved navn Peter Kjær Poulsen. Han har ifølge Ekstra Bladet på Facebook diskuteret abort og det at få et handicappet barn. Hr. Poulsen går varmt ind for abort og bryder sig ikke om, at folk sætter handicappede børn i verden. Så han går ind for, at kvinder kan vælge abort i niende måned, helt frem til veerne. Og så mener han, at forældre, der vælger at få et handicappet barn, ’skal være forpligtet til at være økonomisk ansvarlig for deres valg’. Sådan! Det er da liberalisme i sin yderste konsekvens.

Men udtalelserne vakte et ikke ringe postyr, ikke mindst fra en partifælle, der selv har et handicappet barn. Så hr. Poulsen fik travlt med at undskylde og trække synspunkterne tilbage. Han er fortsat kandidat ved kommunalvalget i Faaborg. I kølvandet på sådan en historie er det jo ikke svært at tøjle sine momentane følelser for LA.

Kirken er overalt

Og hvor kommer Paven så ind i det her? Ja, det er sandt for dyden ikke, fordi han er på linje med hr. Poulsen i Faaborg. Jeg har, som læsere af min forrige klumme vil vide, her i efteråret været på endnu en tur til Irland. Og her har Paven en hel del at skulle have sagt. Og det har blandt andet kostet gravide kvinder livet. Jeg fik på ganske håndfast måde demonstreret, at den protestantiske kirke ikke fylder meget på den grønne ø. Jeg var til en koncert i en protestantisk kirke. Musikken var temmelig kedelig, og da kirken samtidig lugtede massivt jordslået, valgte jeg at gå i pausen. Den påtrængende lugt af hengemthed og forladthed var slående.

Jeg har både været til messer og et bryllup i katolske kirker derovre. Interessante oplevelser, men... Jeg har ikke den ringeste respekt for en kirke, der så massivt har stået for undertrykkelse og hykleri gennem århundreder. Og har sit helt eget land, Vatikanstaten, der blandt andet fungerer som et gigantisk skatteskjul for de ufattelige formuer, kirken har raget til sig.

Irerne har den et særlig fast greb om. Den katolske kirke er til stede overalt – i dagliglivet, i lovgivningen, i bybillederne og landskaberne. Jeg rejste engang rundt med en – nu desværre afdød – irsk veninde, der var rigtig skæg og ægte irsk bramfri. Jeg bemærkede til min forbløffelse, at når vi passerede en kirke, så gjorde hun – formentlig helt ubevidst – korsets tegn for sig. 

De seneste årtier har vi oplevet den ene kulsorte pave efter den anden, der har tordnet mod abort, homoseksualitet, ignoreret verdens store sociale uretfærdigheder og dækket over egne pædofili-skandaler og andre højst ukristelige forhold. Og så kommer der – man fristes til at sige Gud hjælpe mig – en pave, pave Frans, der blandt andet mildner tonen overfor homoseksuelle og opfordrer til solidaritet med verdens fattige. Og som varsler et opgør med pædofile præster, intriger, magtkampe og økonomisk kriminalitet i Vatikanet.   

Hør! Hør! siger jeg. Herren være med ham – han får det ikke nemt i sit høje embede.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57