Politik fra rødderne

Af Pernille Tranberg
 | 
Journalist og rådgiver

Svin ikke med jeres data

En nydelig kernefamilie er netop færdig med picnic i parken. Emballage og madrester folder sig ud på dugen. De rejser sig, moderen tager fat i den ene side af den store dug med begge hænder, løfter den højt op over hovedet og ryster den grundigt. Så vender de sig alle om og går.

Scenen er fra den amerikanske tv-serie Mad Men, det er slut-1960'erne, og det er Central Park. Et tidstypisk billede af, hvordan mange behandlede miljøet dengang. Et tilsvarende billede kan tegnes om et par årtier af den måde, vi i dag behandler vores egne og andres persondata på. Nogle eksperter sammenligner vores omgang med persondata med miljøforureningen; vi gør det uden at tænke over det, eller vi er bekymrede, men gør ikke rigtig noget ved det, og vi kommer til at betale en pris for det senere.

Bagsiderne af internettet og de sociale medier er den forretningsmodel, der gør nogle få multinationale selskaber ekstremt værdifulde. Modellen forudsætter, at individet bliver transparent. Jo mere selskaberne ved om individet, des flere penge kan de generere. Hvis noget er gratis, så er du produktet, kunne modellen også kaldes. Problemet er, at du ikke ved, hvad prisen er. Hvad er din fødselsdato værd? Dit politiske ståsted? Din vennekreds? Du betaler med de data, men du ved i realiteten ikke hvor meget. Du kan blot konstatere, at aktiekurserne hos de store big datavirksomheder, du betaler til, forgylder nogle ganske få. Det er der desværre ikke særlig meget fokus på i Danmark.

Dataforurening
Vi sviner med vores data. Forældre udleverer deres børn i misforstået stolthed over og kærlighed til dem. Teenagere deler intime fotos af sig selv med dem, de tror kun er deres venner. Syge og raske deler deres helbreds- og motionsoplysninger med gud og hver mand. Mange voksne bagtaler og mobber hinanden på de sociale medier. Folk ‘pinner’ og ‘liker’ og ‘googler’ og afslører dermed deres feriedrømme, helbredsbekymringer og interesser og ofte også det, der af nogle stadig anses som privat: deres politiske ståsted.

Åbenhed og gennemsigtighed er noget, man kan forvente af samfundets magthavere: staten, virksomheder og organisationer. Men individet er samfundets svage part, og vi har i årtier kæmpet for retten til privatliv blandt andet for at forhindre diskrimination. Mennesket har behov for selv at danne sin identitet og selv at kontrollere, hvem der ved hvad om en hvornår. Udstiller vi os selv og alle vores sider, som jo også forandres over tid (men ikke på de uslettelige digitale platforme), bliver vi sårbare som pillede æg. Tillader vi overvågningen at brede sig, smadrer vi også vores ytringsfrihed, for masseovervågning vil forhindre os i at tale frit og skabe selvcensur.

'Privat' er individuelt
Hvad er der så galt i det datasvineri? Det er individuelt, hvad vi hver især anser som privat. Men vi har alle noget at skjule afhængigt af situation og tidspunkt. For eksempel vil de fleste gravide selv bestemme, hvornår deres arbejdsgiver skal vide det. Og nogle bøsser er fuldt ud åbne om deres seksualitet – andre er ikke. Det er vores ret selv at bestemme, hvor megen transparens vi hver især ønsker.
Derfor bør forældre huske, at børn faktisk har en FN-sikret ret til et privatliv. De kan jo ikke sige nej tak til deres forældre, når de fotograferer dem, og når billederne først ligger digitalt, forsvinder de aldrig.

Teenagere bør heller ikke stole på services som Facebook og SnapChat, når de bilder os ind, at man kan være privat hos dem med ‘privatlivsindstillinger’ eller billeder, der selvdestruerer. Det kan man ikke. Ens venner afslører dig som regel, regler ændres, der hackes, og SnapChat-billeder kan genskabes, viser det sig.

Data Brokers
Vi lever i begyndelsen af en ny æra, hvor big data er nutidens olie. De ufattelig store mængder af data, som kan opsamles på nettet, sociale medier og fra alskens databaser, kan bearbejdes og bruges til mange gode formål i de rigtige hænder – for eksempel til at forudse epidemier eller optimere en virksomheds leveringsevne. Men de kan også misbruges. Derfor er det også en god idé at holde sine helbredsoplysninger for sig selv. Næstefter kreditkortoplysninger er helbredsoplysninger blandt de mest værdifulde persondata. I USA sælges sådanne data frit til for eksempel forsikringsselskaber og banker. En relativt ny industri af såkalde data brokers, der opererer internationalt og i gråzoner, sælger lister over folk med kroniske sygdomme eller ofre for voldtægt.

Konsekvenserne af at strø om os med vores persondata er også, at arbejdsgivere har fået nyt bevisgrundlag for at fyre folk og i det hele taget sortere jobkandidater, uden de selv får det at vide.

Og endelig er virksomheder i fuld gang med at eksperimentere med det, amerikanerne kalder ‘dynamisk prissætning og’ europæerne ‘diskriminerede prissætning’. Det er nemlig ikke kun sådan, at du får serveret reklamer for produkter, der lige interesserer dig. Det næste bliver, at du får den pris, du vurderes at være villig til at betale. Det ser vi allerede i dag ved nogle flybilletter og billeje. Kommer du ind på sitet for anden gang – og det ved de på grund af cookies, du tillader på din computer – får du en højere pris end første gang.

Vækst i data
De personaliserede priser skal nok få os discountelskende danskere op i det røde felt. Og efter Edward Snowdens afsløringer af den amerikanske efterretningstjenestes masseovervågning ønsker flere og flere at lære det, jeg kalder digitalt selvforsvar: altså hvordan de kan kontrollere deres egne data og forhindre tracking af alt, hvad de foretager sig. Så der er lys forude, når det gælder stærke forbrugere. Politisk derimod går det trægt.

Datatilsynet er presset på ressourcerne og henviser dem, der brokker sig over Facebook, til Irland. Offentlige institutioner omfavner lukkede kommercielle platforme, som var de neutrale infrastrukturer. Og mens tyskerne og franskmændene kæmper for at få vedtaget en ny EU-dataforordning, der skal harmonisere EU-landenes persondatalove, synes Danmark – sammen med UK – at modarbejde det eller i hvert fald passivt vente på, at andre tager vare på at etablere et sikkerhedsnet for dem, som dataforureningen uvægerligt rammer. Jo, vi skal sikre danske virksomheders konkurrenceevne i forhold til at vækste på data. Men som medlem af EU er det vel bedre at samarbejde med europæiske lande end at lade amerikanske virksomheder med noget løsere tøjler skabe konkurrenceforvridning, som det sker i dag i EU?

Og alt peger netop på, at der er masser af nye forretningsmuligheder i at betragte privacy som et konkurrenceparameter. Snowdens afsløringer har nemlig ikke kun sat gang i en kritisk forbrugermasse, men mange virksomheder efterspørger i stigende grad sikre europæiske produkter og services.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57