Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier
Children picking chanterelle|53f63462e9c80-wpcf_150x150<br />Foto: Polfoto|<br />
Children picking chanterelle|53f63462e9c80-wpcf_150x150
Foto: Polfoto|

Foto: Children picking chanterelle. Keywords: bend, blonde, boys, brother, chanterelle, children only, color image, Dalarna, day, differential focus, elementary age, forest, front view, girls, happy, holding, horizontal, leisure, Leksand, looking away, mushroom, nature, optimism, outdoors, pick, picking mushrooms, positive, recreational activities, Scandinavia, sibling, sister, Sweden, two people Modelreleased: YES Johner Images, RM_052, 0114|

Svampejagt, sandflugt og dårskab

”Det er muligt, at disse primitive mennesker har fået en god høst. Men de har ødelagt langt mere, end udbyttet kan berettige. Det er ægte, kortsigtet grådighed. Muligheden for profit lige nu tilsidesætter alle hensyn til fremtiden. Har vi ikke set det før?”

I skovbunden myldrer de op for tiden. Selv har jeg netop oplevet det rene eventyr. På min årlige ferie i Thy jagtede min kæreste og jeg som sædvanlig de spiselige svampe, der er rent ud himmelske at sætte til livs. En vidunderlig måde at opleve naturen på – kombinationen af ro og smukke omgivelser, den ublodige jagt på naturens frugter og den dertilhørende jagtfeber. Finder vi noget, og hvad? Og triumfen, når et fund høstes ned i kurven.

I lidt mørkere afsnit afløser egentlige træer den lave klitplantage med dens varierende bevoksning af lav eg, birk, rønnebær, fyr og med bunden dækket af mos, lyng, revling og mosebølle – plus en mængde af andre vækster, der trodsigt kan gro i den tynde sandjord i et bælte mellem skoven og de marehalmbevoksede klitter. Det har alt sammen sin egen, fascinerende historie.

I skovbunden fandt vi et sandt eventyrlandskab, hvor man næsten forventer, at nisser og trolde dukker frem på det stærkt grønne mostæppe. Svampe så store og smukke, at man med lidt fantasi kan forestille sig dem beboede af skovnisser. En stok - tyk som mit håndled og indimellem endnu tykkere, og med en nøddebrun hat så stor som en dyb tallerken.

Min absolut favorit er kantarellen med den helt særlige duft og smag, der umuligt kan forveksles med en giftig svamp. Den lysende gule og faste svamp, der hovedsagligt vokser i de lysere klitplantager, kan være svær at finde, og der er mange, der jagter den. I år var den sen på den, for vi fandt masser af bittesmå kantareller men meget få velvoksne eksemplarer.

Den store svamp med den nøddebrune hat myldrede derimod frem. Karl Johan hedder den rigtigt velsmagende kæmpe. Og den var på panden flere gange.

Men under turene ud i den barske og næsten uberørte natur i det vestlige Thy slog det mig, at selv ikke dér kan jeg undslippe tanker om samfundets skæve gang, menneskers kortsigtede grådighed og magthavernes besynderlige valg.

Når man jagter kantareller, må man skrue en særlig optik på øjnene. Trods den stærke farve kan den gemme sig rigtig effektivt. Oftest skjult under mos og blade. Her kan kantarellerne gro i ro og mag, indtil de af forskellige årsager titter frem. Så det gælder om at indstille øjnene på at spotte et lille gult felt, der kan afsløre en – eller oftest flere – af delikatessen.

Således udstyret med den mest følsomme optik bevæger man sig gennem den smukke natur. Og så mødes man jævnligt af et trøstesløst syn. Man standser op – med let hjertebanken – ved synet af en lille stærkt gul tingest, der titter frem. Bingo! En kantarel. Men omgivelserne … du godeste!

Svampejægere amok

Når den gode svampejæger finder kantareller, bruger han sin medbragte lille kniv til at skære dem fri uden at beskadige den sarte mosbund, hvorunder myceliet er i færd med at sætte nye frugtlegemer, der er selve den svamp, vi jagter.

Men sådan er ikke alle indstillet. Jævnligt finder man gode svampesteder, hvor fundet af enkelte kantareller har fået svampejægere til at gå amok. Mosset er flået op fra skovbunden og ligger hulter til bulter, vissent. Et mange kvadratmeter stort område er fuldstændig endevendt og hærget. Jeg har aldrig set det selv, men der går vedholdende historier blandt svampesamlere om, at der er de, der kan finde på at medbringe en rive til effektivisering af hærværket.

Det er et oprørende syn, og der vil gå adskillige år, før kantarellerne måske igen kan etablere sig. Det er muligt, at disse primitive mennesker har fået en god høst. Men de har ødelagt langt mere, end udbyttet kan berettige. Det er ægte, kortsigtet grådighed. Muligheden for profit lige nu tilsidesætter alle hensyn til fremtiden. Har vi ikke set det før?

Jeg berettede i min seneste klumme om Bopal-katastrofen og den multinationale kemikoncern, hvis profitjagt var direkte årsag. Når jeg hører og læser om kapitalkræfternes frie spil og udbytning af natur, udviklingslande, råstoffer, specielt gennem de seneste hundrede år, ser jeg ofte for mig billedet af den hærgede og ufrugtbare skovbund.

Det billede virker så voldsomt, fordi omgivelserne er så smukke og sarte – om end proportionerne er små og ødelæggelserne beskedne i forhold til så mange andre.

Ødelæggelser er ofte resultatet, når profitjagten bliver intens og der på kort sigt er store gevinster inden for rækkevidde. Det vil til evig tid være mig en gåde, hvordan man kan mene, at det er bedst, hvis netop disse kræfter i utæmmet og fri udfoldelse er den primære, drivende kraft i samfundet.

Sandflugten og staten

Kantareller, lyng, revling og så videre vokser i tynd og sandet jord. Det sand var engang ved at tage livet af store områder og fordrive mennesker. Man kan fortsat se tilsandede og forladte landsbyer og kirker. Således også i Thy, hvor sandflugten hærgede i 2-300 år og lagde store dele af den ellers frugtbare egn øde.

I 1500-tallet begyndte det fygende sand at begrave frugtbare marker, gårde og landsbyer. Årsagen var blandt andet en øget brug af brændsel, der gjorde fatalt indhug i trævæksten, mens marehalm blev brugt til blandt andet tagdækning. Kongemagten forsøgte sig med flere lovforordninger og enkelte pionerer forsøgte sig for egen regning med træplantning. Man kom i 1800-tallet så småt gang i at forebygge. Men det hele battede først rigtigt i slutningen af 1800-tallet, hvor staten for alvor begyndte opkøb af klitarealer og systematisk anlæggelse af de store klitplantager.

Siden Reagan i USA og Thatcher i Storbritannien – hvis ansigter fortrak sig i væmmelse og raseri blot ved tanken om en stærk stat til sikring af fællesskabets værdier og interesser – har staten været lagt for had og er ren fy-fy i politisk tænkning. Og stærke kræfter arbejder ihærdigt på at overlade mere og mere magt og ansvar for samfundsudviklingen til privat kapital – selv krig er delvist privatiseret. Tilmed kappes politikerne – ikke mindst socialdemokrater – om at sælge ud af de fælles værdier til skatteunddragende og profithungrende kapitalkræfter.

Selv i den smukkeste, uberørte natur mindes man uafladeligt om verdens skæve gang og menneskers dårskab.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57