Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Skygger af en væltet mur

”De konservative og liberalistiske kræfter, der udnævnte Østblokkens sammenbrud som deres – næsten personlige – sejr, lukkede samtidig for store dele af den politiske debat.”

Den fik ikke for lidt i november sidste år, da der var stort 25-års-jubilæum. Nu er fejringen af Berlin-murens fald og den store fest rus vist så meget på afstand, at det er muligt at pege på nogle af de mindre flatterende sider af den historiske begivenhed.

Jeg er ikke specielt grådlabil. Men da jeg i slutningen af det forgangne år så flere dokumentarfilm og tv-dramaer om den forfærdelige tid, da en af Europas største byer i 1961 med et brutalt hug blev delt af et hæsligt bygningsværk, var det stærk kost.

Den systematiske ondskab og de menneskelige tragedier, et fuldkomment hjerteløst system og uendelige rækker af små, tjenstvillige undersåtter skabte, gav mig ved flere lejligheder en ualmindelig stor klump i halsen. I 28 år stod Muren som et alt for konkret symbol på Den Kolde Krigs vanvid, endeløse våbenkapløb, angst, frustration, håbløshed.

9. november 1989 var det pludselig slut, Østblokken gik overraskende for alle i hastig opløsning, og sejrsrusen i Vesten var uden ende. Der var ingen grænser for forenklingerne, og ekstreme liberalister og kapitalismetilbedere udråbte det som den endelige sejr.

I november skulle 25-året for Murens fald så fejres. Og her blev der heller ikke sparet på forenklinger og vestlig, chauvinistisk selvforherligelse. Min glæde over, at den onde mur var faldet, blev næsten kvalt i vulgariteterne.

Glemt eller fortrængt er mange forhold, der tog sig rigtig grimt ud. For eksempel, at det var en ualmindeligt aggressiv og våbengal Ronald Reagan, der tog kvælertag på et Sovjetunionen, der ellers var i forandring under Gorbatjov. Den ultrareaktionære Reagan skabte et om muligt endnu mere forrykt våbenkapløb, end det var set under tidligere kapitler af Den Kolde Krig. Han ville sågar udbrede våbenkapløbet til rummet. ’Ondskabens Imperium’, som Reagan - i overensstemmelse med sit tegneserie-syn på verden - kaldte den vaklende stormagt, kollapsede.

Brutalitet og vennetjenester

Politikken var så brutal, at det fik den amerikanske forfatter Norman Mailer til at kalde den ond og unødvendig. Den kastede den menige borger ud i armod og bestyrkede russerne i deres oplevelse af amerikanerne som nogle, der ikke ønsker fred og samarbejde, men alene at undertvinge sig resten af verden. Det er den arv, der i dag får Putin til at agere, som han gør.

Da Muren så faldt, skulle de to adskilte Tysklande genforenes i en hulens fart og Østtyskland forvandles til en markedsøkonomisk del af Vesttyskland. En institution, Treuhandanstalt, blev skabt til at forvandle de mange statsejede virksomheder, landbrugsarealer og ejendomme til private virksomheder drevet efter markedsøkonomiske dogmer.

Foretagendet opererede med milliarder af mark, og der er aldrig for alvor skabt overblik over, hvad der egentlig foregik. De fleste virksomheder blev afhændet for en slik til vestlige kapitalkræfter, der ribbede dem for værdier og lukkede dem og jævnede resten med jorden. To en halv af Østtysklands fire millioner arbejdere blev kastet ud i arbejdsløshed.

Det værste er dog i mine øjne, at Vesten udviklede en grotesk overbevisning om egen ufejlbarlighed. De konservative og liberalistiske kræfter, der udnævnte Østblokkens sammenbrud til deres – næsten personlige – sejr, lukkede samtidig for store dele af den politiske debat. Nu findes der kun én samfundsorden, og den er perfekt, aldeles fejlfri. Det siger de stadig – efter endnu en finanskrise, der rystede den økonomiske orden og afslørede, at den institutionaliserede grådighed, der er udnævnt til den eneste tænkelige drivkraft i samfundsmaskineriet, er fuldkommen ligeglad med konsekvenserne af sine handlinger, så længe der kommer penge i kassen.

Det kan slet ikke diskuteres, om der findes andre og mere ædruelige måder at indrette systemet på. ’Styre samfundsøkonomien efter Keynes – det kan man bare ikke.’ Sagde en ellers oplyst debattør i en af tidens utallige debatudsendelser. Punktum. Ingen grund til at begrunde synspunktet – det har ikke været nødvendigt siden Murens fald.

Vækst kan ikke diskuteres

I en anden udsendelse var vækst på dagsordenen. En gruppe højskoleelever arbejdede med emnet, læste, diskuterede og kom – så langtfra som de første – til den erkendelse, at blind vækst har rigtig mange, rigtig farlige bivirkninger. Det blev en yngre, liberalistisk politiker og folketingskandidat bedt om at forholde sig til. Han var himmelfalden og dybt forarget. Hvordan kunne man dog fremsætte så åbenlyst idiotiske tanker?

’Den slags troede jeg ikke, man skulle høre fra NOGEN efter Østblokkens fald’, sagde det unge politikerhåb. Og sådan er den samfundsøkonomiske debat. Det er ligefrem kommet dertil, at de studerende på økonomistudiet i København har luftet offentlig kritik af studiet.  De kunne bare godt tænke sig at stifte bekendtskab med andet end lige de økonomiteorier, der for tiden er fremherskende. Et fornuftigt, beskedent, men åbenbart håbløst krav til et akademisk studium.

For nylig trak journalister endnu engang bukserne ned på den massive skattetænkning - som det hedder med et alt for pænt ord - der trives i store dele af erhvervslivet. Iveren efter at anbringe overskud i skattely er monumental. En erhvervsleder blev bedt om at forklare os undrende skatteborgere, hvorfor den trafik fortsætter med uformindsket styrke. Han kom med et yderst interessant svar.

’Skat er jo en udgift’, lød hans forklaring. Det har han jo ubestrideligt ret i. Men indholdet af det korte statement er, at sådanne virksomheder har meldt sig ud af samfundet. Virksomheder skal holde udgifterne nede, og så må andre sørge for, at der er brændstof til det samfundsmaskineri, der er en forudsætning for at drive erhvervsvirksomhed. Det kan man virkelig ikke forlange, erhvervslivet skal kere sig om, lyder skatteunddragerens moral.

Og sådan er det. Det er den slags kræfter, der udenfor enhver diskussion skal være grundpillen i vores fælles samfundsøkonomi.

Selvtilstrækkelighed og selvforherligelse er farlig. Et system, der er ufejlbarligt, hævet over kritik og diskussion, er glad grinende på vej udover afgrundens rand.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57