Politik fra rødderne

Af Michael Kjærgård
 | 
Journalist

Skrækvision for nogle, for andre en forårsromance

Hvis katastrofen er uundgåelig, så sæt dig selv i spidsen for den.

En strukturreform ad bagvejen var en af skrækvisionerne, da de delegerede på KL’s Kommunalpolitiske Topmøde skulle beslutte, om der skulle indledes undersøgelser med henblik på en fusion mellem KL og Danske Regioner.

Fusionsmodstanderne frygtede en ny runde kommunesammenlægninger, men indirekte, idet de ikke forestillede sig, at nogen direkte ville komme og forlange kommuner slået sammen, men at der ville blive flyttet flere opgaver til kommunerne. Dette ville så vise sig så krævende, at det de facto ville ‘definere en ny mindstekommunestørrelse - og derfor gennemtvinge nye kommunesammenlægninger’.

Sådan var ordene i den folder, fusionsmodstanderne havde omdelt på topmødet. De vandt som bekendt - modstanderne. De var syv flere end tilhængerne, viste det sig ved afstemningen, så fusionen bliver ikke til noget, og det hele kunne for så vidt være lige meget, hvis ikke lige det var, fordi der samtidig skete noget andet i samme boldgade.

Ikke bare på abstrakt organisationsstrukturelt niveau, ikke blot som spekulativt argument og ikke kun som en indirekte fremtidig effekt, men som en reel nutidig overvejelse ude fra det virkelige liv - nemlig Solrød Kommunes borgmester Niels Hörup (V), der spurgte:

‘Kan vi fortsætte som selvstændig kommune i al evighed?’

Han gav selv svaret: ‘Der er min bedste vurdering nej.’ Solrød-borgmesterens ærinde var ikke at levere brændstof til en diskussion om fusion eller ej af interesseorganisationer. Han ville bare gerne sætte retning på, hvor Solrød så skal kigge hen for at finde nogen at slå pjalterne sammen med. Hvis man gør det selv, er man fri for, at andre gør det for én, som et godt politisk husråd lyder. Eller mere bramfrit: Hvis katastrofen er uundgåelig, så sæt dig selv i spidsen for den.

Katastrofe eller ej - borgmesteren har det syn på verden, at ‘Solrød er en forstadskommune til København, men man kunne også sige, at vi er en forstadskommune til Køge’. Oversat: Hellere Køge end Greve, hvis det kommer dertil. Og hvad ‘dertil’ er, har borgmesterkollega Flemming Christensen (K) i Køge sat ord på: ‘Uanset om regionerne består eller ej, er der ingen tvivl om, at der kommer et pres på kommunerne for at have en robust størrelse’.

‘En robust størrelse’. Betydningsmæssigt vel stort set det samme som ‘mindstekommunestørrelse’.

Måske havde fusionsmodstanderne fat i mere, end de selv var klar over? Tilhængerne på KL-topmødet afviste kategorisk, at en fusion af interesseorganisationer kunne få afsmittende virkning nedad på medlemskommunerne, og måske havde også de fat i mere, end de selv var klar over. For selvom det blev et nej til fusionen, er der åbenbart ved at ske noget alligevel.

Med 21.000 indbyggere er Solrød ikke den stærkeste kommune, hvad robusthed angår, men hvad så med Køge med 59.000 indbyggere? Herom siger Køges egen borgmester, at det også for Køge er et spørgsmål, ‘om vi har den størrelse, der er god nok til at håndtere de projekter, vi har i gang.’

Det ligner kort sagt en spirende forårsromance mellem Solrød og Køge.

Tidligere er en flirt mellem Allerød og Furesø gået i sig selv, før den blev til en affære, og allerede for nogle år siden blev Hørsholm sat i forbindelse med både Rudersdal og Fredensborg, mens tanker om et større bunkebryllup mellem Allerød, Hørsholm, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk og Gentofte dengang blev afvist som først realistiske efter 6-8-10 år. Tager man det for pålydende, så er der nu kun 2-4-6 år tilbage, før det urealistiske er blevet realistisk.

Men det er ikke kun et emne i hovedstadsregionen og nærmeste omegn, selvom det er der, man har de mest iøjnefaldende udfordringer i forhold til både ‘mindstekommunestørrelse’ og ‘en robust størrelse’ med Vallensbæk (15.000 indbyggere) som klart mest udfordret. I Vestjylland har Struer Kommune (21.000 indbyggere) luftet tanker om sammenlægning med Holstebro Kommune (57.000 indbyggere), og både begrundelserne og kommunestørrelserne er de samme som i tilfældet Solrød/Køge. Helt tilfældigt kan det ikke være.

Men der er flere steder endnu, hvor tanker om sammenlægning med nabokommunen ville give mening, hvad enten de er tænkt højt eller dybt eller slet ikke tænkt endnu. Så hvem kommer først: Nordsjællands Kommune? Amager Kommune? Djursland? Sydfyn? En ting er sikker: Kommunesammenlægninger vil komme. Og de vil komme fra kommunerne selv.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57