Af Bjarke Møller
 | 
Direktør, Tænketanken EUROPA
Den proeuropæiske Tænketanken EUROPA er grundlagt af Dansk Industri og CO-industri for at kvalificere den danske Europa-debat på et fagligt velfunderet grundlag.

Skal vi vælge Europa til eller fra?

”Nu har vi så fået mulighed for faktisk at praktisere den form for EU-politik i tilvalgsordningen, og EU har strakt sig lige så langt for at imødekomme os. Præcis som de EU-skeptiske briter. Alligevel fører de danske EU-skeptikere nu kampagne for et nej og siger, at det vil gå gruelig galt.“

Det er ikke bare Danmarks fortsatte deltagelse i det europæiske politisamarbejde, Europol, der står på spil, når danskerne den 3. december skal afgive deres stemme ved folkeafstemningen. Det er også en dag, der kan definere dansk europapolitik de næste mange år. Vil Danmark vende ryggen til EU-partnerne, eller vil danskerne sige ja til at omdanne det gamle retsforbehold til en tilvalgsordning? En del vælgere vakler, for mange tager ikke stilling til Europa i dagligdagen.

Et stort flertal - mellem 70 og 80 procent - har i meningsmålingerne sagt, at Danmark fremover bør være med i Europol. Hvis sagen kunne isoleres til dette ene spørgsmål, ville ja-partierne træde op på den store klinge, for deres tilvalgsmodel garanterer fortsat dansk deltagelse i Europol. Selv blandt Dansk Folkepartis vælgere er der et solidt flertal for at tilvælge Europol. Afstemningen handler dog om meget mere end politisamarbejdet, og klassiske spørgsmål om suverænitet og tillid rumsterer i baghovedet. Tør vi stole på politikerne?

Mistillidskortet

Rent formelt skal danskerne tage stilling til, om Folketingets flertal fremover skal have mulighed for at tage beslutninger fra sag til sag - fra EU-retsakt til EU-retsakt - i det retlige samarbejde. Det burde ikke være så dramatisk eller udråbes til demokratiets undergang. Sådan plejer vi faktisk at gøre i et repræsentativt folkestyre. Og det er kernen i tilvalgsordningen, at EU-partnerne tilbyder Danmark en fritvalgsordning på det retlige område ligesom Irland og Storbritannien. Kald det et Europa a la carte, men det betyder, at vi fremover kan indgå i de konkrete dele af EU´s retlige samarbejde, når det er i national interesse. Er det et dramatisk valg? Når man har lyttet til EU-skeptikere i de seneste årtier, lyder det næsten som en model, de har drømt om: At Danmark selv skal have lov til at bestemme. Nu har vi så fået mulighed for faktisk at praktisere den form for EU-politik i tilvalgsordningen, og EU har strakt sig lige så langt for at imødekomme os. Præcis som de EU-skeptiske briter. Alligevel fører de danske EU-skeptikere nu kampagne for et nej og siger, at det vil gå gruelig galt. Det behøver det dog ikke.

  ”Nu har vi så fået mulighed for faktisk at praktisere den form for EU-politik i tilvalgsordningen, og EU har strakt sig lige så langt for at imødekomme os. Præcis som de EU-skeptiske briter. Alligevel fører de danske EU-skeptikere nu kampagne for et nej og siger, at det vil gå gruelig galt.“

Selvom Danmark rent statsretligt afgiver suverænitet ved at gå ind i tilvalgsordningen, så bevarer Danmark fuld selvbestemmelse i forhold til nye EU-retsakter på området.

Nej-partierne har så sagt, at borgerne ikke bør have tillid til Folketingets flertal i EU-sager. Det er en gammel traver i europapolitikken. Men et flertal på 54 procent af danskerne erklærer, at de i høj eller i nogen grad har tillid til Folketinget omkring forvaltningen af en tilvalgsordning. Det fremgår af en nylig YouGov-meningsmåling udarbejdet for Tænketanken EUROPA. Nej-partierne får derfor svært ved at spille mistillidskortet. Men der kan komme masser af støj på linjen frem til den 3. december. Og så kan det blive en valggyser.

Flygtninge kan blive gamechanger

Den hastigt accelererende flygtningekrise har i de seneste måneder stjålet al opmærksomhed, og derfor har ja-siden ikke kunnet holde fokus på Europol, som burde være dens vinderkort. I YouGov-målingen siger hele 36 procent af vælgerne, at flygtningekrisen gør dem mere tilbøjelige til at stemme enten ja eller nej den 3. december. Flygtningekrisen har skabt øget usikkerhed blandt vælgerne, og det kan blive en gamechanger.

Det ligner et paradoks, for ja-partierne har på forhånd sagt, at Danmark ikke stemmer om et tilvalg af EU´s asyl- og indvandringspolitik. Den del har ja-partierne på forhånd fravalgt med vetoret og klare løfter til vælgerne.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ved Folketingets åbning lovet, at der udskrives en ny folkeafstemning, hvis ja-partierne senere vil opgive deres veto mod deltagelse i EU's asyl- og indvandringspolitik. Han forsøger at berolige udlændingekritiske borgerlige vælgere, så debatten flyttes over til Europol under paroler om tryghed og sikkerhed til danskerne. Men vil manøvren lykkes? Aviser som blandt andet Berlingske Tidende har opfordret Løkke til helt at udskyde folkeafstemningen af frygt for, at flygtningekrisen vil overskygge alt andet. Det ligner dog panik før lukketid. For hvis ikke Danmark i år tager stilling til, om vi fortsat ønsker at være med i Europol, glider dansk politi ud af samarbejdet næste år, når Europol bliver overstatsligt.

På dette punkt har nej-partierne fra Dansk Folkeparti over Liberal Alliance til Enhedslisten fået held til at berolige vælgerne med løfter om, at status quo kan bevares. Hele 46 procent af vælgerne tror ifølge en nylig Voxmeter-måling, at Danmark kan få en aftale med Europol, selvom det skulle blive et nej ved folkeafstemningen. Disse vælgere tror ikke, at det ikke gør den store forskel, om man stemmer ja eller nej.

Men det gør det. Danmark har gennem årene ansøgt om seks parallelaftaler med EU, og to er blevet afvist. Derfor kan nej-partierne ikke udstede en 100 procents garanti om, at Danmark får en parallelaftale om Europol. Det svarer til at føre vælgerne bag lyset. Parallelaftaler har det også taget i gennemsnit 5-6 år at opnå. Derfor er der betydelig risiko for i et nej-scenarie, at dansk politi i en årrække ender ude i kulden eller i venteværelset til Europol. Det er heller ikke givet, at Kommissionen, et flertal i Rådet og et flertal i Europa-Parlamentet vil sige, at det er i EU´s interesse med nye parallelaftaler. De kan i stedet henvise os til tilvalgsordningen. Siden Lissabon-traktaten i 2009 har det været et stående tilbud til Danmark at følge i briternes og irernes fodspor her. Så hvorfor tør vi ikke?

Ringe norsk parallelaftale

Lad os rent hypotetisk antage, at Danmark efter nogle års hårde forhandlinger kunne få en parallelaftale med EU. Hvad så? Så vil dansk politi næppe blive behandlet som et fuldgyldigt medlem. Nej-partierne hævder, at vi bare kan få en parallelaftale som Norges. Argumentet virker ikke overbevisende. Nordmændene har i dag en samarbejdsaftale med Europol, der giver dem ringere arbejdsvilkår, end dansk politi har haft indtil nu. Det er fakta. For eksempel kan norske politifolk ikke søge direkte i Europols informationssystem (EIS) i jagten på de kriminelle, men skal mellemstatsligt anmode om at få informationerne, og det tager typisk et par dage. Danske politifolk kan søge direkte i EIS, og det gjorde de over 71.000 gange i 2014 - samme år fik Norge kun adgang til 2.000 informationer. Det giver en masser bøvl, og man får mindre indflydelse, når man ikke er fuldgyldigt medlem af Europol og i stedet nøjes med en mellemstatslig samarbejdsaftale.

Indtil nu har nej-siden ikke leveret overbevisende alternativer til den fleksible tilvalgsordning, der giver Danmark valgfrihed i EU's retlige samarbejde. Deres chance er dog, at vælgerne slet ikke forholder sig til disse realiteter og stemmer om alt muligt andet, for eksempel flygtningekrisen. Eller forvirres over udsigten til de 22 civil- og strafferetlige tilvalg, der er med i pakken udover Europol, Eurojust og det nye PNR-register. Hvem ved? Folkeafstemninger kan hvirvle meget støv op, og følelser og fornemmelser kan spille en ikke ubetydelig rolle, når folk står i stemmelokalerne. Men hvad er der egentlig at frygte?

EU

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57