Af Jarl Cordua
 | 
Journalist, blogger
Født 1969. Cand.polit. Politisk kommentator. Klummeskribent bl.a. på sin egen uafhængige liberale blog jarlcordua.dk samt vært på det ugentlige program "Cordua & Steno" på Radio 24-Syv. Holder foredrag og driver konsulentvirksomhed. Har kort til det lokale fitnesscenter og elsker at rejse. Bosat i Hellerup, gift med Vibeke og far til Andreas.

SF i regering og opposition på samme tid

Der går nærmest ikke en uge, uden at SF’ere i baglandet eller på Christiansborg – og det til regeringspartnernes store irritation – finder det betimeligt via dagspressen at undergrave regeringens resultater. 

SF har udviklet sig til et parti, der konsekvent taler sine egne nederlag op i skyerne for så til gengæld at tale sejrene ned i kulkælderen. Det er svært at forstå i dag, at man for få år siden hyldede SF’erne som de mest ferme udi politisk kommunikation. P.t. fremstår SF’erne tværtimod som tæt på at være de ringeste kommunikatører på Borgen.

Enhver halvdoven Christiansborg-journalist kan snildt tjene daglønnen hjem ved at ringe til SF’ere i baglandet, der hjertens gerne kritiserer regeringen ned under gulvbrædderne. Eller også kræver man, at SF's chefforhandler i regeringen, skatteminister Thor Möger Pedersen, behøver en støttepædagog for at sikre SF politisk indflydelse i regeringen. Amatørismen blandt nogle af SF's folkevalgte er åbenbart så udtalt og komisk, at det indimellem når lårklaskende højder. 

Bare kommunikation

SF's partiformand, udenrigsminister Villy Søvndal, har også selv erkendt, at det kniber gevaldigt med kommunikationen for at få solgt SF's budskab over for vælgerne. Kendsgerningen er i hvert fald den, at knap halvdelen af SF-vælgerne siden valget er løbet skrigende mod udgangen for siden at søge asyl hos arvefjenderne i Enhedslisten. Søvndal har med indgangen til den politiske sæson lovet at trappe så meget ned på sine flyrejser verden rundt, i stedet at blive hjemme og tale lidt mere med SF-baglandet. Analysen er åbenbart den, at Villy Søvndal kan overbevise vælgerne om, at SF-mærkesager på stribe er at genfinde i regeringens politik. Det kan man vist kalde en udfordring.

Der kan gives mange åbenlyse forklaringer på partiets aktuelle problemer med baglandet, såsom at SF endnu ikke har vænnet sig til at sidde i regering, hvor man både må tage det sure med det søde for at bevare sammenholdet. Dertil kommer, at Villy Søvndal åbenbart troede, at han ikke forinden behøvede at forberede sit bagland på, at partiprogrammet – og de mange dyre løfter – ikke kan realiseres midt i den største økonomiske krise siden 1930’erne. Hvis nogen er i tvivl, så kan de læse regeringsgrundlaget, hvor det står bøjet i neon, at regeringens økonomiske politik er en videreførelse af VK-regeringens økonomiske politik. Der kunne derfor lige så godt stå, at SF's økonomiske idéer tager regeringen ikke alvorligt.

Forsommerens skatteaftale med de borgerlige for næsen af Enhedslistens forhandlere, og SF-nestor Aage Frandsens kronik i Politiken har tydeligvis sat toppen af SF under pres for at levere synlige resultater. Det er blevet ekstra aktualiseret af hele spørgsmålet, om dagpengereformen endnu en gang kan udskydes, og hvad man kan gøre for at aktivere langtidsledige, der vil ryge ud af systemet fra nytår. 

Strategiskiftet

Tilsyneladende er SF’erne i gang med et strategiskift, der vil sætte regeringspartnernes tålmodighed med SF på yderligere prøver. SFerne har formentlig langt om længe erkendt, at deres indflydelse udelukkende skal måles på, hvor mange interne magtkampe, man formår at vinde over Margrethe Vestager, når det gælder behovet for økonomiske reformer, og hvorvidt regeringen skal samarbejde med Venstre eller Enhedslisten. Tilsyneladende har SF allerede vundet et indledende slag om finansloven, hvor Enhedslisten bliver betragtet som eneste mulige forligspartner. Og i den offentlige debat kan man opleve, at skatteministerens lillesøster, der er formand for SFU, har sat sig i spidsen for en decideret kampagne i dagspressen, der skal udstille De Radikale som verdensfjerne og speltbagende akademikere, der kalder sig progressive, men som reelt er helt uden hjerte for de arbejdsløse. Det bidrager næppe til den gode stemning.  

Exitstrategier

Alternativet til at føre intern krig mod De Radikale er at finde en god anledning til, at SF forlader regeringen forud for den valgkatastrofe, partiet har udsigt til ved kommunalvalget om 14 måneder. Ud over at det vil være en falliterklæring for Søvndal og Mögers strategi om at få SF i regering, så vil dette skridt også være nærmest historisk enestående. 

I nyere tid har kun ét parti af sig selv forladt en regering uden vælgernes direkte mellemkomst. Det var da Centrumdemokraterne i 1996 kortsluttede Christiansborgjournalisternes julefrokoster, da partileder Mimi Jakobsen og Co. forlod Nyrup-regeringen efter 2½ år. Det skete ikke på grund af utilfredshed med regeringen. Årsagen var, at partiet var ved at forbløde i meningsmålingerne og dermed truet på sin eksistens. 

Alternativt kunne SR smide SF’erne ud, fordi man vil sikre sig større manøvremuligheder i forhold til de borgerlige. Løsningen med at udløse i faldlemmen har man dog kun oplevet en gang før i nyere dansk politisk historie. Det skete, da CD sammen med Kristeligt Folkeparti i 1988 blev regulært fyret af Poul Schlüter som regeringspartnere i hans firkløverregering. Det skabte selvsagt en hel del bitterhed hos de to partier efterfølgende.

Løsningen er, dog måske den mindst ubehagelige for SR, hvis alternativet er at man skal trækkes med et SF – der både er i regering og opposition på samme tid – frem mod det klare valgnederlag, som det allerede nu tegner sig til for Thorning-regeringen.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57