Politik fra rødderne

Af Martin Hall
 | 
Martin Hall (født 26. april 1963) er en dansk musiker, komponist, sanger og forfatter. Med flere anmelderroste bøger og plader bag sig og en konstant evne til at overraske har Martin Hall formået at tage rejsen fra den eksperimenterende litteratur og musiks undergrund til maintream-søgelysets midte.
hall selvmord WEB|54099b99ac59f-wpcf_150x150<br />
hall selvmord WEB|54099b99ac59f-wpcf_150x150

Selvmordets tabu

”Hvad jeg dog stadig sidder tilbage med er samme fornemmelse, ... af at blive fuldkommen overvældet af statistiske materialer. At jeg'et sjældent eksisterer i det offentliges annaler og oversigter. At den personlige fortælling simpelthen er uønsket.”

Dagbladet Information har her i løbet af sommermånederne bragt en artikelserie, der fokuserer på selvmord, et emne som vi danskere pressestatistisk set ellers ikke er meget for at berøre.

Samfundsmæssigt forsøger vi dog at forebygge det, så godt vi kan. Hovedpinepiller kan kun købes i 20-stykpakninger, og bilernes udstødningsrør er blevet udstyret med filtre, så en støvsugerslange ikke længere kan slå et menneske ihjel, hvis den føres ind ad vinduet. Omgivelserne er altså indrettet til at forhindre selvmord – til at beskytte os mod os selv, hvis vi en dag skulle få lyst til at gøre en ende på vores liv.

Alligevel bugner både den klassiske litteratur og moderne popkultur af selvmord: I Shakespeares værker tager Julie gift, Romeo stikker en kniv i sit hjerte, Ofelia drukner sig i et vandløb, ligesom Othello også dør af sit eget knivstik, og popsangerinderne Rihanna og Britney Spears har for eksempel begge lavet videoer, hvor de ender med at drukne sig selv. Vi sværmer for emnet, fordi de fleste af os vel alle en gang imellem rammes af tanken om, hvad pointen er med det hele.

Verdenssundhedsorganisationen WHO's anbefalinger for mediernes omtale af selvmord fraråder dog direkte journalister at offentliggøre fotos eller afskedsbreve samt at gengive konkrete beskrivelser af selvmordsmetoder. Det frarådes ligeledes at gøre et selvmord til forsidestof eller at bruge formuleringen "det lykkedes at begå selvmord". Derimod anbefales det at omtale et selvmord som et "fuldbyrdet selvmord" samt kun at beskrive dødsfaldet inde i avisen.

Detaljer er uvelkomne

Alt sammen sobert og redeligt. Klinisk. Og godt gemt af vejen. Vi må gerne svælge i massemorderen Anders Breiviks ugerninger og de grusomme beretninger fra Tønder- og Brønderslevsagerne, men ved detaljerne om et selvmord trækker vi grænsen.

Jeg var af samme grund helt overrasket, da jeg for nogle år siden fandt ud af, at der faktisk er noget, der hedder Center for Selvmordsforskning. På institutionens hjemmeside kan man blandt andet læse følgende:

  • At der hver dag i gennemsnit er to danskere, som begår selvmord.
  • At antallet af selvmord er halveret fra 1980 til 2001.
  • At der årligt dør ca. 30 procent flere danskere på grund af selvmord, end der dræbes i trafikken.
  • At hver gang én kvinde begår selvmord, er der to mænd, der tager deres eget liv.
  • At fem personer i gennemsnit bliver meget berørt hver gang, der sker et selvmord.
  • At den hyppigste selvmordsmetode blandt mænd er hængning, hvor den blandt kvinder er forgiftning.
  • At de fleste selvmord bliver begået i april.
  • At mandag er den dag, hvor der bliver begået flest selvmord.
  • At selvmord ikke længere er et udpræget storbyfænomen.

Efter denne liste følger en række mindst lige så kuriøse fakta om selvmordsforsøg. Her kan man for eksempel læse, at der for hvert eksekveret selvmord er ti, der forsøger at tage livet af sig selv, samt at det tidspunkt, hvor der er flest personer, der forsøger at begå selvmord, er mellem klokken 20.00 og 24.00.

Jeg downloadede også en excel-formateret litteraturoversigt, der bestod af 608 faglitterære udgivelser – primært videnskabelige statistikker, rapporter og forskningsanalyser (om end der var afstikkere til udgivelser om sadomasochisme, islam, italienernes forhold til alkohol samt et psykiatrisk studie af H.C. Andersen). Herefter pastede jeg flere af mine yndlingskunstneres navne ind i ”find”-boksen – navne som digteren Sylvia Plath, sangeren Ian Curtis samt filosoffen Gilles Deleuze, alle kunstnere der valgte at tage deres eget liv – men ingen af dem dukkede op i litteraturoversigten.

Hvis jeg lyder sarkastisk, skyldes det en dårlig vane. Generelt indeholder hjemmesiden masser af oplysende information om møder for efterladte efter selvmord, workshops og foredrag arrangeret af Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade samt studier af selvmordsadfærd blandt tidligere udsendte danske soldater.

Hvad jeg dog stadig sidder tilbage med er samme fornemmelse, som jeg ofte får, når snakken går om kulturlivet, nemlig en følelse af at blive fuldkommen overvældet af statistiske materialer. At jeget sjældent eksisterer i det offentliges annaler og oversigter. At den personlige fortælling simpelthen er uønsket.

Kunsten ”reddede” mit liv

På dette tidspunkt er det vel relevant at nævne, at jeg selv er vokset op i et miljø, der har været præget af selvmord. Min mor tog sit eget liv, da jeg var 21, ligesom et mindre hav af mine venner i samme periode (80’erne) gjorde det samme. Yderligere har en bekymrende stor procentdel af de kunstnere, hvis værker jeg har stående, valgt at tage deres eget liv. Der har sågar været mennesker, der har forsøgt at sende det offentlige efter mig på grund af min (i deres øjne) lidt vel tungsindige natur.

Det korte af det lange er, at jeg ikke kan se noget galt i at gøre selvmordet til en personlig historie – at man giver emnet sin egen stemme og vinkel. At man tillader sig at forsøge at belyse skæbnerne og symptomerne bag statistikken. Alt for tit er det jo netop manglen på genkendelse og kommunikation, der presser folk ud i isolation og dermed i sidste ende selvmord.

For mig personligt var det lige præcis kunstens åbenmundede flerstemmighed, der ”reddede” mit liv, ikke fortielsen om lidelserne, tabuerne og elendigheden. Velmenende råd er sjældent bedre end den erfaring, der ligger bag dem.

Det er en myte, at omtale skaber flere selvmord. Faktisk viser den seneste forskning, at nuanceret, grundig og empatisk journalistik kan have den modsatte effekt – en sådan tilgang fører til større forståelse for psykisk sygdom og kan potentielt afholde folk fra at begå selvmord.

En af mine ungdoms store heltinder, den franske forfatterinde Marguerite Duras der her i 2014 er begyndt at nyde stor anseelse blandt især yngre danske forfattere, har skrevet følgende:

"Jeg er glad for at vide, at sindssygehospitalerne er fulde. Det beviser, at verden er et ubærligt sted”.

Jeg er personligt lige så glad for at være efterladt med værker af så mange fremragende kunstnere, der af den ene eller den anden grund har følt, at de var tvunget til at tage deres eget liv. Deres stemmer lader mig vide, at jeg, trods alt, ikke er helt alene og aldrig vil være det.

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57