Politik fra rødderne

Af Rasmus Jønsson
 | 

Scener fra budgetforhandlingerne

Årets budgetforhandlinger er slut, og selvom de udadtil ikke har skabt de store dramatiske overskrifter, har der alligevel været nogle spændende mindre dramaer bag linjerne. Allerede inden forhandlingerne for alvor var startet, skred Liberal Alliance. Årsagen var, at de til et formøde fik en melding om, at der ikke ville blive rørt ved skattesatserne. Og da de spurgte ind til, om det også gjaldt dækningsafgiften, kiggede Frank Jensen ned på Enhedslistens Mikkel Warming, der gav et 'det gjorde det skam'- tegn. Da stod det klart for Liberal Alliance, at de ikke skulle blive ved forhandlingsbordet et minut til. Overborgmesteren og Enhedslisten havde åbenbart indgået en forhåndsaftale, som ville gøre det umuligt for Lars Berg Dueholm & Co. at blive i forhandlingerne. 

Blå blok brudt op

I den øvrige borgerlige lejr var man noget overrasket over Liberal Alliances hurtige exit. Først og fremmest synes man, at det er useriøst at gå fra forhandlingerne, før de overhovedet er gået rigtigt i gang. Derudover mener de også, at Liberal Alliance brød en aftale, der var imellem de borgerlige partier, om, at man skulle holde hinanden orienteret og koordinere under forhandlingerne. Både Pia Allerslev og Rasmus Jarlov var efter sigende sure over Liberal Alliances opførsel.

I Liberal Alliance trækker man på skuldrene over den kritik, idet man har noteret sig, at de heller ikke blev informeret, da Venstre og Konservative smuttede fra forhandlingerne. Og man er også af den opfattelse, at det nok gik lidt hurtigere op for dem, at budgetaftalen ikke kunne ende med en borgerlig happy end!

Men det var ikke det eneste drama i blå blok. Højst overraskende valgte Dansk Folkeparti som det eneste borgerlige parti at hænge på i forhandlingerne - og det til trods for, at de fleste havde regnet med, at der ville være fælles borgerligt fodslag i forhandlingerne. DF var da også meget i tvivl, om de skulle smutte, da Rasmus Jarlov og Pia Allerslev trak stikket. Blandt andet mente DF’eren Karin Storgaard, at man skulle gå sammen med de andre borgerlige. Men fra DF på Christiansborg kom der et klart signal om, at det ville være en god idé at blive. DF har stor succes med at køre en oppositionsstil, hvor man bider sig fast i forhandlingsbordet og forsøger at signalere samarbejde. Den opskrift mente man også man skulle forsøge sig med i København.

Det er også en stil, der får løsnet DF’s tætte bånd til Venstre, hvilket man fra centralt hold opfatter som gavnligt. Med til historien hører dog også, at DF i et valgår ikke vil have den store gevinst af at stå sammen med de borgerlige og råbe på skattelettelser. Budgetaftalen indeholdt simpelthen ikke en ideologisk sag, som DF 'naturligt' kunne stå af på. Tværtimod er der blandt andet en del på ældreområdet, som partiet kan prale med i valgkampen.

Årsagen til, at V og K skred fra forhandlingerne, er der - ikke overraskende - forskellige forklaringer på, alt efter hvilken lejr man spørger. I de to borgerlige partier er opfattelsen den, at Frank Jensen slet ikke gav dem noget som helst i forhandlingerne, mens man i den røde lejr er af den opfattelse, at særlig Rasmus Jarlov havde travlt med at komme ud af døren.

Frank snød dem alle 

Det er efterhånden også ved at gå op for flere af de partier, der blev ved forhandlingsbordet, at Frank Jensen snød dem fælt under forhandlingerne, da han udbrød:

- Venner! Det er da historisk, at vi har indgået en aftale på 200 millioner kroner om en udvidelse af Metroen. Den delaftale skal vi da gå sammen ud med i pressen.

Derfor blev der lavet en fælles pressemeddelelse på delaftalen - uden citater - men selvfølgelig var det overborgmesteren, der løb med al medieomtalen og dermed stod som afsender af hovedoverskriften på årets budgetaftale.

I den mindre afdeling skulle Enhedslistens Morten Kabell efter sigende også have fået et raserianfald over SF’s Ayfer Baykal. Det kom i kølvandet på, at en mindre arbejdsgruppe var trukket ind i de 'tilstødende' for at diskutere cykelpakke 8. Kabell blev dog godt træt af Ayfer som mødeleder, og da hun blandt andet havde sprunget ham over flere gange, smækkede han til sidst med døren, imens han lød som Kaptajn Haddock.

Efter sigende snød SF’s Ninna Thomsen også De Radikale og Enhedslisten i forhandlingerne ved at gå udenom dem og direkte til Frank Jensen i et par forhandlingssituationer. Det gav blandt andet Thomsen en pose penge til noget to-lærer-ordning, som har været et hedt SF-ønske. Både Enhedslisten og De Radikale har derfor nu set sig sure på Thomsen.

Flere har i øvrigt lagt mærke til, at Thomsen virkede, som om hun skulle dække en del flanker af i forhold til baglandet. I hvert fald udkæmpede hun nogle sjove små kampe ved forhandlingsbordet. Eksempelvis var hun meget ivrig for at få en kunststof-fodboldbane i Vanløse og lave en afmærket maratonrute rundt i byen.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57