Politik fra rødderne

Af Esben Weile Kjær
 | 
Ungerådgiver i kulturministeriet
22 år og ungerådgiver i kulturministeriet, music management-studerende, forfatter, art director, klummeskribent for Politiken og en tredjedel af musikkollektivet Gold Lip
Illustration: Ib KjeLdsmark|552fb6f529381-wpcf_150x150<br />Illustration: Ib KjeLdsmark|<br />
Illustration: Ib KjeLdsmark|552fb6f529381-wpcf_150x150
Illustration: Ib KjeLdsmark|

Sats på frivillighed har en kulturel pris

”Al snakken om frivillighed, interaktionskunst, oplevelsesøkonomi og inddragende kultur har taget så meget overhånd, at man i dag tror, at alle mennesker skal lave kunst og kultur.”

Da jeg flyttede til Nørrebro som 16 årig, så bydelen meget anderledes ud. Den gule mur ved Assistens Kirkegård var overmalet med graffiti og under konstant forandring. Man kunne leje et o.k. værelse for 2.000 kroner om måneden, og man kunne stadig ane Den Sorte Firkant. Siden da er Nørrebrogade blevet en shoppinggade, der er kommet dyre cafeer og bagerikæder, der er ikke noget ungdomshus, Folkets Park og Hus er blevet toprenoveret, der er ingen pushere i Jægersborggade, kun jyder, og overalt er der klistermærker og samtalebænke produceret af Nørrebro Lokaludvalg, som taler om en bestemt Nørrebro-identitet og insisterer på tryghed og samtale borgere imellem.

 ”Al snakken om frivillighed, interaktionskunst, oplevelsesøkonomi og inddragende kultur har taget så meget overhånd, at man i dag tror, at alle mennesker skal lave kunst og kultur.”

Selvom det er svært, så prøver jeg at lade være med at idealisere fortiden som værende mere ægte og spændende. Jeg er kun 22 år gammel, og jeg vil meget nødig være reaktionær og bagudskuende. Meget af det, som eksempelvis er sket her i min bydel, er som sådan godt. Det er for eksempel fint med mere tryghed. Jeg kan dog ikke lade være med konstant at være bange for, at gentrificeringen af eksempelvis Nørrebro har nogle kulturelle konsekvenser, som, hvis vi ikke passer på, kan sænke det kulturelle niveau … og i sidste ende resultere i, at Københavns kunst- og kulturliv ikke kommer til at udleve sit fulde potentiale.

Vi skal ikke frygte eller modarbejde udviklingen. Det er skønt, at København vokser. Men vi skal være meget opmærksomme på, at København skal være en attraktiv by at bo i for dem, som skaber (og som tidligere har skabt) den nerve, som gør, at mange butikker pludselig synes, det er meget attraktivt at være placeret andre steder end i Indre By. Når vi taler om gentrificering, så skal vi forstå, at den ikke kun ses på huslejestigninger. Gentrificeringen har langt mere omfattende konsekvenser for kulturlivet.

Den eneste måde, vi kan modarbejde den på, er ved at anerkende kulturens og kunstens værdi. Ikke kun materielt, men som vækstskabende faktor for en by som København, der meget konsekvent brander sig på kreativitet og frisind.

To ting blandes sammen

Snakken om frivillighed startede for omkring fire år siden. Jeg kan huske, at både kommunen og kulturministeriet begyndte at tale meget om, hvor vigtigt det er, at borgerne tager ansvar for de områder, de bor i, og skaber kultur sammen. Fællesskab er vigtigt, og jeg var selv med til at slå på tromme for, at kulturhusene skulle nytænkes og bruges, og at det var vigtigt, at man som borger i fællesskab tager ansvar for ens lokalområde. Det mener jeg stadig det er.

Dog er der meget stor forskel på at ønske, at borgere frivilligt skal tage ansvar i deres lokalområder, og så tro, at frivillige skal skabe grundlaget for al kunst og kultur i et samfund. Jeg oplever, at netop de to ting er blevet blandet gevaldigt sammen.

Al snakken om frivillighed, interaktionskunst, oplevelsesøkonomi og inddragende kultur har taget så meget overhånd, at man i dag tror, at alle mennesker skal lave kunst og kultur. Og at de skal gøre det frivilligt. Det har haft den konsekvens i København, at selv meget etablerede spillere kan få professionelle kunstnere og kulturfolk til at arbejde gratis. Det er alt fra medier over store kunstinstitutioner til kommercielle virksomheder, som alle tager udgangspunkt i, at alle, som arbejder med kunst og kultur, er ildsjæle og ønsker at gøre hvad som helst gratis og hele tiden.

Når jeg rejser til andre steder i Europa, så oplever jeg, at unge, som arbejder med kultur og kunst, bliver chokerede over, at vi arbejder så meget gratis, som vi gør i København. I Berlin har jeg oplevet mange, som decideret er blevet vrede, når danske bookere eller gallerier har kontaktet dem med udgangspunkt i, at de skal komme til Danmark for at spille eller udstille værker fuldstændig gratis. For at bruge Berlin som eksempel betaler man som udgangspunkt altid alle, som medvirker i et arrangement. Man kigger ofte på overskuddet efterfølgende og fordeler det ud til dem, som har skabt det, som andre gerne vil betale penge for at opleve.

Niveauet vil styrtdykke

Jeg oplever, at man i København lukrerer på, at mange ønsker at arbejde med kunst og kultur. Jeg oplever, at man bruger den stigende interesse for kunst og kultur til at brande byen og specifikke bydele. Og jeg oplever, at man ikke betaler eller skåner de mennesker, som skaber netop den værdi for byen. Hvis man bliver ved med at presse subkulturerne og de kreative længere ud af byen, og hvis vi bliver ved med at insistere på, at al kultur og kunst skal være frivillig kunst og kultur, så flytter folk væk, og niveauet kommer til at styrtdykke. Jeg taler ikke om høje lønninger; jeg taler bare om en reel betaling. Jeg oplever på nuværende tidspunkt, at selv forfattere, musikere og kulturskabere, som samfundet opfatter som etablerede, kun med nød og næppe kan betale huslejen. Og jeg er generelt megatræt af en tone i den offentlige debat, som insinuerer at den ’kreative elite’ skulle være privilegeret. Er det privilegeret at arbejde 15 timer i døgnet og modtage mindre end en ung deltidsansat butiksmedarbejder?

Det er fantastisk, at København som by oplever kulturel vækst, men hvis kunsten og kulturen mister sin værdi og er noget, vi hele tiden forventer at få, men ikke vil betale for, så bliver kvaliteten derefter. Vi bliver som kulturliv nødt til at insistere på at betale hinanden for de ydelser, vi yder.

Al den kultur, som København stolt kan bære på sine skuldre i disse år, er navne, som er vokset op i kreative frirum formet og beskyttet af stærke kulturelle miljøer, som har ligget centralt i byen. Vi skal ikke undervurdere, hvor vigtigt og skrøbeligt et kreativt vækstlag i en by er. Den eneste måde, vi kan sikre spændende og nytænkende kunst og kultur i en by på, er ved at værne om de rum, som den har i byen. Du kan ikke blot iværksætte progressiv kultur eller konstruere den et sted i udkanten af Amager. Den skal vokse på sine egne betingelser, værnes om og respekteres. Spændende og nuanceret kunst og kultur koster plads, penge og respekt. Hvis vi hele tiden skubber de kræfter ud af bydelene, som skaber den kulturelle værdi, til fordel for butikskæder og dyre cafeer, så mærker vi kun kort varmen ved at tisse i bukserne, og vi mister den internationale opmærksomhed og turisme.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57