Af Rasmus Jønsson
 | 

S har valgt fokus og er blevet rystet sammen

Selvom Rådhuset er indrettet på den besynderlige måde, at de syv borgmestre har hver deres kongedømme at regere over, indtager overborgmesteren og hans parti alligevel en hovedrolle. Socialdemokraterne har en størrelse, position og flertalsmuligheder, der giver dem gode muligheder for at definere, hvilke politiske vinde der kommer til at blæse.    

Derfor er det selvfølgelig også interessant, at Jensen og Co. nu er ved at få deres fokusområder på plads. Først og fremmest vil partiet have fokus rettet mod boligforholdene, hvor de vil fortsætte arbejdet med at skaffe boliger til københavnerne. Bekæmpelse af kriminalitet, blandt andet via Frank Jensens hash-model, vil også stå højt på S-dagsordenen. Implementering af folkeskolereformen er også en mærkesag, og selvom det ikke er en socialdemokratisk borgmester, der sidder på området, forsøger Frank Jensen allerede nu at tage ejerskab. Derudover forlyder det fra de socialdemokratiske gemakker, at partiet også vil have fokus på beskæftigelse og praktik.

Efterlyser dynamik

Til trods for, at Jensens hash-model hele tiden bliver udviklet, og at udrulningen af folkeskolereformen også må betegnes som ny politik – dog ikke skabt på Rådhuset - må man sige, at Socialdemokraterne lægger op til politiske toner, vi har hørt før. Faktisk kunne de næsten have genoptrykt Ritt Bjerregaards masterplan. Dog lader det til, at Frank Jensen fortsætter med en langt mere samarbejdende stil end sin forgænger. I forhold til de forskellige flertalsmuligheder har partiet ikke lagt sig fast på kun at samarbejde med de røde partier, men vil lade det afhænge af den politiske sag. Som udgangspunkt vil de gå efter brede forlig.

I den socialdemokratiske gruppe er man ikke helt enige om, hvad man skal mene om Jensens politiske masterplan. En række af de erfarne folk er meget godt tilfredse. Derimod efterlyser en del fra den yngre generation noget nyt på den politiske palet, ligesom de også mener, at der er brug for mere dynamik og kreativitet. Indtil videre er det ikke blevet til en konflikt, men efter sigende bliver der holdt godt øje med 'børnebanden' fra S-toppens side.

Men generelt meldes der om god stemning i S-gruppen. Ledelsen er i øjeblikket i gang med at afholde systematiske møder med de forskellige S-politikere i fagudvalgene for blandt andet at få talt om, hvordan man kan få indfriet valgløfterne. Den tumult, der var efter konstitueringerne, er der også faldet ro over. Kun Susan Hedlund skulle stadigvæk være muggen over, at hun er blevet strippet for gode ting og i stedet har fået en kedelig udvalgspost og ben, der rummer megen teknik.   

Men faktisk er det ikke nogen tilfældighed, at der er god stemning i S-gruppen. I årets sidste vinterweekend drog hele holdet til det smukke Stevns på en ryste-sammen-tur. HK´s kursusejendom Klinten lagde hus til to-dagsturen, hvor spillereglerne for den nye S-gruppe skulle fastlægges, og hvor man også skulle tale fremtid. Med bogen 'Den hemmelige socialdemokrat' i toppen af nyhedsbilledet, og efter at ledelsen var blevet nedstemt i sagen om Regnbuepladsen, var budskabet på seminaret da også klart. Den socialdemokratiske gruppe står sammen på Rådhuset - derfor stemmer man ens, man går ikke i medierne og laver ballade, og man bakker hinanden op. 

Som noget nyt var der også blevet hyret en proceskonsulent, der skulle hjælpe Socialdemokraterne med at blive rystet endnu bedre sammen. Politikerne skulle blandt andet igennem øvelser, hvor de skulle holde hinanden om skulderen, mens de pakkede gaver ind. Formålet med den øvelse var at understrege vigtigheden af at tale sammen! Politikerne blev også stillet i hold på syv på et gulvtæppe, som de så skulle forsøge at vende uden at træde ud på gulvet. Det er ikke lykkedes Københavneri i Kommunen at få opklaret den præcise målsætning med den øvelse. 

Ifølge rygterne gik Frank Jensen dog galt i byen ved en af øvelserne. Det var den, hvor man skal hviske en ting til sin sidemand, som vedkommende ikke vidste. Her havde Frank hørt det, som om man skulle hviske en hemmelighed. Desværre blev der ikke samlet op i plenum efter øvelsen, så nu går den politiske ordfører Yildiz Akdogan som den eneste rundt med en af overborgmesterens hemmeligheder.  

Et par af deltagerne i ryste-sammen-øvelserne overvejede at lægge sag an mod proceskonsulenten for svie og smerte, da det havde været så tåkrummende. Andre fandt øvelserne kanon brugbare, hvilket understreger menneskers forskellighed. Proceskonsulentens anstrengelser rakte dog ikke til, at der ikke næste morgen var en del, der var knotne over nogle af de unge, der var mødt alt for sent op, fordi de havde fortsat ryste-sammen-øvelserne over billard og rødvin. 

Et rødt flag smælde

Men også andre steder på Rådhuset er man ved at blive rystet godt sammen. Da BR-mødet var færdigt sidste torsdag, blev DF’s kulturborgmester Carl Christian Ebbesen mødt af sang fra et par enhedslistefolk, da han ankom til Snapstinget. De sang 'Når du ser et rødt flag smælde' til ære for DF-borgmesteren, fordi de syntes, han lød som en af deres egne under debatten.

Carl Christian havde først argumenteret for at give en ekstra bevilling til Folkets Hus, der ellers er blevet besat af bander. Derefter havde DF’erne kæmpet for en pose penge til Jazzhus Montmartre, som er et lille spillested i Kbh. K, som nok ikke har haft besøg af en DF-vælger endnu. Måske er Carl Christian ved at udvide DF-vælgersegmentet til også at indbefatte folk, der har medlidenhed med kriminelle indvandrere og kommer i små jazzklubber. Endnu er der dog ingen efterretninger om, at DF-borgmesteren går med et Politiken Pluskort tittende op af baglommen.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57