Politik fra rødderne

Af Jarl Cordua
 | 
Journalist, blogger
Født 1969. Cand.polit. Politisk kommentator. Klummeskribent bl.a. på sin egen uafhængige liberale blog jarlcordua.dk samt vært på det ugentlige program "Cordua & Steno" på Radio 24-Syv. Holder foredrag og driver konsulentvirksomhed. Har kort til det lokale fitnesscenter og elsker at rejse. Bosat i Hellerup, gift med Vibeke og far til Andreas.

Rødt systemskifte er aflyst

I lang tid har meningsmålinger ret entydigt spået, at en ny regering bestående af partierne S-SF og formentlig også Radikale vil genvinde regeringsmagten efter knap 10 år med VK-regeringen og dets støttepartier Dansk Folkeparti. Men på hvilke områder vil danskerne kunne mærke tydeligst, at der vil være kommet en ny regering, og hvor vil der så godt som intet ske? 

Først og fremmest vil interessen falde på de borgerliges arbejdsmarkedsreformer, som S-SF igennem lang tid har ført en intensiv kampagne imod og delvist har lovet at betale.

R låst af forlig

Det Radikale Venstre indgik før sommerferien et forlig om en tilbagetrækningsreform med VK-regeringen, som med tiden afskaffer efterlønnen og erstatter den med en seniorpensionsordning for ældre nedslidte, der gerne vil ud af arbejdsmarkedet. 

Forligets indhold skal dog først vedtages af et nyt folketing, hvor VKOR formodes at få et flertal tilsammen, der vil tvinge en ny rød regering til at gennemføre forslaget.  Med andre ord fødes en ny rød regering med et forudsigeligt politisk nederlag til S-SF.

Forestillingen om, at DF eller Radikale kunne finde på at rende fra et indgået forlig, ­bliver ikke taget seriøst af nogen politisk iagttager på Christiansborg. Den slags gør partierne simpelthen bare ikke. Både DF og Radikale har da også flere gange slået fast, at de overholder de indgåede forlig. Det vil sige, at S-SF hverken kan gøre fra eller til, tilbagetrækningsreformen vil bestå.

Gaver til fagbevægelsen

Til gengæld behøver S-SF ikke at involvere fagbevægelsen i at finde 15 milliarder kroner gennem trepartsforhandlinger ved på en eller anden måde at nå frem til en løsning om at øge arbejdstiden med, hvad der svarer til en time ekstra om ugen. Fagbevægelsen har meddelt, at den ”ikke betaler to gange”. Omvendt er fagbevægelsen stillet en række goder i udsigt, eksempelvis at loftet over fradraget af fagforeningskontingentet skal fjernes.  Det er dog alt sammen tiltag, hvor finansieringen er uklar.

Slaget om dagpengene

Interessant bliver det også om, hvorvidt en ny rød regering vil ændre dagpengeperiodens længde, som de borgerlige sidste år fik halveret, sådan at arbejdsløse fra næste sommer kun kan opretholde dagpenge i maksimalt to år. S-SF har tidligere lovet, at hver en sparet krone ved reformen vil blive sendt tilbage til de arbejdsløse, men de to partier har IKKE lovet, at de vil genetablere dagpenge periodens længde til fire år. Man kunne for eksempel forestille sig en model, hvor dagpengeperiodens længde bliver tre år, men hvor satserne bliver aftrappet med periodens længde.  

Spørgsmålet er dog også, hvor en ny regering vil hente et flertal til en ny dagpengereform. Radikale stemte for de borgerliges reform, men indgik ikke i et forlig herom. Det vil sige, at Radikale kan stemme for ændringer, men hvor skal finansieringen så hentes til dette? 

Her vil de radikale formentlig stille krav - ikke mindst ud fra at Margrethe Vestager & Co. fortsat insisterer på yderligere reformer af velfærdssamfundet. Så bliver spørgsmålet, om Enhedslisten vil kunne acceptere den mindste forringelse af dagpengeperiodens længde. Hvis ikke Enhedslisten kan det, så får en ny regering brug for et eller flere af de borgerlige partiers mandater, som naturligvis vil stille yderligere krav, der trækker i deres retning. 

Dertil kommer desuden, at en ny regering formentlig har behov for at tage hensyn til fagbevægelsen, der har finansieret S-SF’s valgkampagne. Og så har man ikke engang nævnt spørgsmålet om finansieringen af en ny dagpengereform.

’Gratis’ regulering

På andre områder vil en ny rød regering formentlig have nemt ved at finde flertal, der rækker fra Enhedslisten til Radikale. 

På spørgsmål, som handler om fødevarer, landbrug, klima og miljø, vil en ny regering uden de store problemer kunne vedtage regulering, hvor man vil vende tilbage til tiden under Svend Aukens miljøministertid. Det er et område, hvor både SF og Radikale formentlig let vil kunne finde hinanden. 

Vigtigere er, at regulering ikke umiddelbart er noget, der umiddelbart belaster statskassen, når der ses bort fra de ekstraomkostninger, som via krav og regulering vil blive væltet over på virksomhederne og forbrugerne. Der vil være tale om en politik, som vil være meget tydelig i forhold til vælgerne og som kan tilfredsstille de dele af partiernes bagland, der går op i miljø og klima. 

Rød klimapolitik

En ny regerings klimapolitik vil også være hjulpet af, at de radikale er positive overfor de dele af de fremrykkede investeringer på 10 mia. kr., som især S-SF er gået til valg på at få vedtaget kort tid efter regeringens tiltræden. For en del af disse milliardinvesteringer, der skal ”sætte gang i væksten”, skal netop bruges på energi og klimarigtige investeringer i det offentlige, der både vil spare varme og CO2. Og det er noget, som de radikale i udgangspunktet må være med på.

Radikal kassemester

De radikale er dog udset til rollen som dem, der skal sørge for, at udgifterne under en S-SF-regering ikke løber løbsk. Derfor må Margrethe Vestager få en central ministerpost, enten som finansminister eller som minimum økonomi- og erhvervsminister, sådan at hun fra nærmeste hold kan holde øje med udviklingen i dansk økonomi. Det var også Vestagersforgænger som radikal leder, Marianne Jelveds rolle, da hun var økonomiminister under SR-regeringen i 1990’erne. Populært sagt bliver den radikale rolle at være statsfinansiel lyseslukker overfor SF’ere med hang til at dele velfærdsgoder ud, som regeringen ikke kan skaffe finansiering for. SF har under valgkampen ikke skruet ned for velfærdsløfterne, men har dog indført et ’forsigtighedsprincip’, hvor man betinger sig, at man ikke indfrier velfærdsløfter, før man har finansieringen. 

Thornings garanti

Socialdemokraterne har dog også låst sig fast på en lang række afgørende politikområder. Både S-SF har garanteret, at man ikke rører boligskatterne i hele næste valgperiode. Når det gælder 24-årsreglen for, hvornår danskere kan gifte sig med og indføre en udenlandsk ægtefælle til Danmark, så har Helle Thorning-Schmidt garanteret, at der ikke vil ske ændringer i næste valgperioder. Dog vil en ny rød regering begynde at lempe i reglerne for opholdstilladelser og valgkampen har medført, at rød blok vil droppe de borgerliges pointsystem, når det skal vurderes, om der kan gives permanent ophold. Der er dog ellers ikke lagt op til, at S-SF vil lempe udlændingeloven. Det er til gengæld mærkesager for støttepartierne Radikale og Enhedslisten. Intet tyder heller på, at en ny rød regering vil rulle strafforhøjelserne for ­alvorlig kriminalitet, som VKO har gennemført. 

Vigtig millionærskat

De radikale vil dog ikke have nogen problemer med at hæve en lang række skatter og afgifter. Kun millionærskatten, som hæver marginalskatten for de rigeste danskere, der tjener mere end en million kroner, går imod partiets officielle politik. Men måske er netop denne skattestigning en vigtig symbolsk indrømmelse til SF mod til gengæld at holde personskatterne i ro på alle andre områder. Den radikale politik består i at adfærdsregulere skatteborgerne, så de tilskyndes til at arbejde mere gennem lavere personskatter mod til gengæld at hæve skatterne på fedt, sukker og ikke mindst boliger. Det sidste vil dog kollidere med S-SF’s klokkeklare valgløfte til boligejerne, og selv Radikale vil formentlig indse, at tidspunktet for at hæve boligskatterne næppe er det allermest velvalgte, når boligmarkedet er stivfrossent efter at have været i frit fald i nogle måneder. 

Hvad vil de borgerlige

I det hele taget vil en ny rød regering kunne gennemføre deres politiske program, når det gælder velfærdsforbedringer i sundhedssektoren m.v., fjerne bureaukrati i det offentlige og meget andet med Radikale og Enhedslisten. Men skal de finde finansieringen, så skal det ske med de borgerlige partier, og spørgsmålet er, om VKO-partierne i længden finder sig i at blive overladt til at skulle spille rollen som dem, der kræver pengene ind, mens Enhedslisten får lov til at dele velfærdsgoder ud igen.  De fleste økonomer forventer, at regeringen – uanset hvilken farve den måtte få efter den 15. september – vil skulle fortsætte en hård prioritering af de økonomiske ressourcer. Konkret skal en ny rød regering overtage et finanslovsforslag, der opererer med et underskud på 85 milliarder kroner i 2012. Dermed kan S-SF ikke undgå at komme til at skuffe nogle vælgergrupper, der har sat næsen op efter pludselige velfærdsforbedringer under en ny regering.

Bred udenrigspolitik

På andre områder som udenrigspolitik og forsvarspolitik vil traditionen om bred konsensus hen over midten, der kun blev brudt med VKO’s beslutning om at gå i krig mod Irak, uden tvivl fortsætte. 

Der vil ske politiske ændringer også omkring samarbejdsmønstre under en ny rød regering, men et omfattende og gennemgribende poltitisk ’systemskifte’, som man så det i 2001? Det er på forhånd aflyst. 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57