Af Anders Lyck Fogh-Schultz
 | 
Seniorkonsulent & netværksleder, Danish.Care og CareNet
 

 

Denne robot, som er fotograferet på kinesisk hospital før corona, viser patienterne vej til elevatoren.
Denne robot, som er fotograferet på kinesisk hospital før corona, viser patienterne vej til elevatoren.
Foto: Mads Nissen, Ritzau Scanpix

Robotter kan passe coronapatienter

Dansk teknologi kan afhjælpe virkningerne af covid-19 og løse sundhedsfaglige behov, skriver Anders Lyck Fogh-Schultz

Midt i den verdensomspændende sundhedskrise, som Coronavirus er blevet, kan det være svært at finde lyspunkter. Vi har gennem den seneste måned oplevet en udvikling, som ingen kunne forudse, da ’de brølende 20’ere’ for få måneder siden blev skudt ind.

Sundhedssystemer over hele verden er under et voldsomt pres. Mennesker dør. Gader, pladser og parker ligger uhyggeligt tomme hen. Mange har mistet deres arbejde. Virksomheder bukker under og markedet ryster. 

Tid til tech-begejstring
Men der bliver også arbejdet intenst på at løse problemerne. Når man som jeg arbejder for en branche, der målrettet og dagligt forsøger at forbedre livet og hverdagen for mennesker med handicap, funktionsnedsættelse og kognitive udfordringer, så er håbet og mulighedernes kunst aldrig langt væk. Min teknologibegejstring sprudler i denne tid. For den idérigdom, vi lige nu ser på teknologiområdet, er enormt inspirerende.

  ... kunstig intelligens skal overvåge Corona-patienter i stedet for sygeplejersker. Det er to danske læger og en forsker, der har udviklet måleinstrumentet, der tages i brug på blandt andet Hvidovre Hospital.

Pandemien stiller krav til hurtige og effektive løsninger, der kan afbøde virkningerne af covid-19 – for den enkelte ramte patient, for den almindelige borger, der påvirkes af presset på sundhedssystemet og for samfundet som helhed. 

Et meget aktuelt udviklingsspor for både samfund og branche, som er direkte initieret af Corona-krisen, er det enorme nye fokus på behovsdrevet innovation på sundhedsområdet. Og her er der virkelig sket en masse de seneste måneder. Der tegner sig nemlig en række teknologitendenser, som set med mine ’teknologibriller’ ser meget interessante og lovende ud. 

Stabilt sundhedssupplement
Med direkte afsæt i Corona-krisen kan vi som branche og samfund netop nu påvise innovationsmuligheder og stor innovationskraft. En kort inspirationsliste på nye lovende danske løsninger, som integrerer det bedste fra en række fagområder, følger her:

* Hospitalsrobotter, der kan pleje patienter uden kontakt/smittefare
* Corona-testrobot
* Iltrobot, der kan forbedre tilførslen af ilt til coronasmittede
* UV-desinfektionsrobotter
* Medicin-udleveringsrobotter
* Telepresence-robotter til online konsultationer
* Robot, der overvåger iltindhold i blodet
* Robot, der overvåger vitale sundhedsparametre på patienter
* Vision-robotter der kan screene lunger for infektion

Tech-sygepleje
Fordi smittespredningen går så enormt hurtigt, vil mange af disse løsninger have et enormt potentiale. Der vil givetvis komme et stort drive for at tilvejebringe endnu flere behovsdrevne løsninger. Senest har Innovationsfonden ydet en ekstraordinær hastepulje på 50 millioner kroner til nye forsknings- og innovationsprojekter. Så sent som forleden læste jeg en præsentation af en løsning, hvor kunstig intelligens skal overvåge Corona-patienter i stedet for sygeplejersker. Det er to danske læger og en forsker, der har udviklet måleinstrumentet, der tages i brug på blandt andet Hvidovre Hospital. Udstyret består af et armbånd og et plaster, som monteret på patientens krop  konstant overvåger puls, blodtryk, iltmætning, hjerterytme og åndedræt. 

Der er således to væsentlige udviklingsspor lige nu: Det ene handler om videnspredning – altså en målrettet og effektiv informationsindsats, hvor eksisterende teknologiske løsninger, der kan gøre en forskel under krisen, kommer frem i lyset. Det handler kort og godt om teknologioverblik på sundheds- og velfærdsteknologiområdet: Hvad findes der af brugbare løsninger, der kan aflaste sundhedssystemet netop nu. Det andet udviklingsspor handler direkte om behovsdrevet innovation, eller behovet for nye nationale løsninger, som kan bidrage til at løse Corona-krisen.

Digital mapping
I forhold til teknologioverblikket, så har vi i CareNet blandt andet taget initiativ til at udvikle og opdatere en digital mapping på vores hjemmeside over teknologier og tiltag, der kan aflaste især det nære sundhedsvæsen i kommunerne. Listen over tiltag er delt op i to sektioner: 

1. ’Særlige tiltag’, der er opstået under eller på grund af Corona-situationen, hvor for eksempel  producenter og leverandører har omstillet deres virke og tilbyder at hjælpe på en ny måde. 

Et eksempel er den producent af kørestole, der tilbyder en akut produktionslinje, så borgere med behov for mobilitet efter en enkelt dag kan modtage en ny kørestol. Et andet er gratis udlån af kommunikations- og nødkaldsløsninger, et tredje; onlinekurser i instruktion af brug af teknologier.

2. ’Eksisterende løsninger’, der konkret kan aflaste følgevirkningerne for almindelige borgere og plejepersonale under krisen. 

Eksempelvis vendesystemer, der kan facilitere respiration for sengeliggende personer og aflaste personale, apps til hverdagsrehabilitering og hjemmetræning, et bredt udvalg af pleje- og hospitalssenge med mekaniske funktioner, der hindrer sengelejekomplikationer, en brandsikker spritdispenser, hurtig levering af midlertidige loftslifte, automatisk doseringstjeneste til medicinhåndtering i private hjem samt rum- og overfladedesinfektion.

Den digitale mapping har i løbet af de seneste par uger fået stor opmærksomhed, og CareNet vil fortsætte vidensspredningsindsatsen med nye opdateringer hver dag.

Nødvendig innovation
Innovationskraft opstår gerne i relation til en international krise, som denne, hvor udviklingen går meget hurtigt og behovet for nytænkning er stort. En række eksperter har antydet, at vi står over for en ny ’tidsalder’ i branchen, hvor Corona direkte har bevirket, at vi bliver nødt til at udvikle en række nye teknologier. 

Om Corona-pandemien her i 2020 reelt bliver en Game Changer for sundheds-, velfærds- og hjælpemiddelsbranchen, kan vi ikke med sikkerhed sige. Men Corona har kastet os ud i en særlig situation, som kræver både handling og nye løsninger. 

Jeg glæder mig til at følge teknologiudviklingen nøje i tiden, der kommer. En udvikling, der skal gå meget hurtigere, end vi tidligere troede. Det er nu, det gælder. 

Indkøb

Innovation

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57