Politik fra rødderne

Af Lars Trier Mogensen
 | 
Radiovært og kommentator
Lars Trier Mogensen er vært på debatprogrammet ’Det Røde Felt’ på Radio24syv. Han kommenterer også politik på dagbladet Information.

Repremiere på Jordskredsvalget

Ånden fra 1973 er tilbage. Ikke siden Jordskredsvalget har de ikke-regeringsbærende partier stået så stærkt. Gentagelsen af Jordskredsvalget kan ligefrem vise sig at blive voldsommere: Sammenlignet med det politiske opbrud i 1970’erne er de tre nye ideologiske protestpartier Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance ved at vinde endnu mere terræn.

Dengang fik Fremskridtspartiet imponerende 28 mandater, mens arvtagerne i Dansk Folkeparti nu ligger stabilt oppe omkring endnu mere omvæltende 35 mandater ifølge Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af de seneste meningsmålinger. På samme måde står Enhedslisten til at få 19 mandater i Folketinget, omtrent det dobbelte af, hvad venstrefløjen kunne mønstre tilbage i begyndelsen af 1970’erne. Efterskælvet er endnu større.

De konkrete brudflader i de aktuelle debatter om for eksempel Dong Energy, østarbejdere og ældrevelfærd er umiddelbart anderledes end ved Jordskredsvalget i 1973. Men understrømmen af frustrationer over de etablerede partier og en drift mod de partier, der tør melde klart ud, er nøjagtig den samme som dengang: På tværs af partiskel lyder de gamle partier nemlig mere og mere teknokratiske.

Skillelinjen mellem på den ene side de grå administratorpartier og på den anden side de kulørte holdningspartier er blevet den nye, skelsættende konflikt i dansk politik, snarere end de iscenesatte modsætninger mellem ’rød’ og ’blå’ blok. Socialdemokraterne og Venstre lyder på mange strækninger så identiske og undskyldende, at den eneste tydelige forskel efterhånden virker til at være personspørgsmål; konflikterne er smuldret til simple spørgsmål om mere eller mindre tiltalende karaktertræk ved Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V).

Alligevel – og heldigvis – er det politiske engagement stadig væsentligt højere i Danmark end de fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med. Som et demokratisk sundhedstegn kanaliseres borgernes utilfredshed fortsat direkte ind i de politiske trykkamre. Fremfor blot at resignere i apati går danske vælgere til valgurnerne. Endnu. Og dét hjælper protestpartierne.

Valget til Europa-Parlamentet om to måneder tegner til at forstærke tendensen med at skubbe vælgere mod de partier, som endnu ikke har været tynget af regeringsansvar og netop derfor kan tillade sig at tone renere flag i tidens debatter. Dansk Folkeparti står til at blive landets største parti, og hvis Enhedslisten havde stillet op i sin egen ret – i stedet for blot at anbefale Folkebevægelsen mod EU – ville protestpartierne have fået det suverænt bedste valg nogensinde. Men måske sker det alligevel?

Ideologi sælger stadig

Vælgervandringerne tyder på, at ideologi er langt mere populært, end de store partier har forsøgt at bilde borgerne ind. De tre protestpartier Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance repræsenterer hver især de tre klassiske politiske grundtoner: konservatismen, socialismen og liberalismen. Til sammenligning fremstår Socialdemokraterne og Venstre som mudrede og forvirrede farveblandinger i næsten uadskillelige nuancer af leverpostej.

Europapolitikken er symptomatisk: Selvom Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i de seneste uger har forsøgt at udfordre SR-regeringen i det kontroversielle spørgsmål om børnecheck til østarbejdere, endte han med at måtte rulle om på ryggen. Ydmyget og tavs. Realiteten er nemlig, at Venstre i praktisk realpolitik ikke har andre bud på gangbare løsninger, end hvad Socialdemokraterne allerede og uden held har arbejdet med i korridorerne. Når det kommer til stykket, er Venstre tydeligvis ikke et alternativ til Socialdemokraterne i de dominerende spørgsmål i EU-debatten.

Pragmatisk protest

Topfolkene fra The Establishment vil gerne fremstille opbruddet i partilandskabet som et udtryk for uansvarlighed, populisme og dagdrømmeri. Under debatten om salget af Dong Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs blev den opvakte indignation ligefrem afskrevet som ‘pøbelvælde’.

Kendsgerningen er imidlertid, at de tre protestpartier er langt mere pragmatiske og resultatorienterede, end hvad man ser fra skøre og flygtige enkeltmandspartier i flere andre vesteuropæiske demokratier. Med ganske få undtagelser stemmer et eller flere af de tre protestpartier for alle lovforslag, men partierne formår samtidig at rejse væsentlige principielle debatter, som giver nye vitaminer til folkestyret.

De kommende ugers EU-valgkamp kan ikke undgå at blive direkte slag mellem ’administratorpartierne’ og ’holdningspartierne’. Men det er kun et varsel: Dansk politik er på vej ud på endnu en rutsjetur, hvor de gamle partier er ved at køre sig selv ud på et sidespor af nedtur


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57