Politik fra rødderne

Af Rasmus Jønsson
 | 

Regeringens kommunikationsnedbrud

Det er altid kommunikationen, der får skylden, når det går galt. Politikerne forklarer deres nedture med, at de ikke har været skarpe nok til at kommunikere, og virksomheder og interesseorganisationer giver som regel også kommunikationen skylden, når de står i forskellige krisesituationer. Men ofte er det slet ikke kommunikationsproblemer, der udløser, at vælgerne flygter, eller at medierne skriver grimt om en. Derimod er det problemer med politikken, etikken, de produkter, man leverer, eller fordi man har gjort noget ulovligt. 

Årsagen til nedturen 

I diagnosen på, hvad der har udløst den katastrofale start, som den nye regering har fået, skal man da også passe på ikke udelukkende at give skylden til dårlig kommunikation! Anklagerne om løftebrud, de dårlige meningsmålinger, intern splid i regeringspartierne og et par dårlige personsager udspringer af mange forskellige ting. Der er uden tvivl stor politisk uenighed mellem de tre regeringspartier, den tomme pengekasse gør det svært at leve op til løfterne, og det er meget svært at styre, at politikere ikke mødes med rockere i deres fritid.

Men alligevel er det på sin plads at trække ’dårlig kommunikation-kortet’ hvis man skal finde en hovedårsag til, at Thorning & Co. er trængt i defensiven efter kun en måneds tid ved magten. På flere områder er den nemlig fuldstændig gal - set fra et kommunikationsperspektiv. Kun meget få ministre formåede at sætte sig på dagsordenen i de første dage og uger, efter de var blevet udnævnt. 

Permanent valgkamp 

Efter de første dages ’hvem er personen bag ministeren’-­historier har der nærmest været radiotavshed fra det nye holds side. Nogle vil nok mene, at det er forståeligt, at man som ny minister lige skal sætte sig i stolen og læse op på lektien, før man starter en medieoffensiv. Men denne holdning kan man ikke have, hvis man vil styre et land. I moderne politik er der permanent valgkamp, og det betyder, at det nye ministerhold fra første dag skal ud og gøre sig til over for vælgerne. 

Specielt den første tid efter systemskiftet er vigtig. For det er her, historiefortællingen om den nye regering starter. Altså her, medierne og vælgere lægger sig fast på, om det skal være en god eller dårlig fortælling, der skal lægges ned over den nye regering. Regeringens start har været så elendig, at selv kernevælgerne har valgt at abonnere på den dårlige fortælling, og der skal derfor noget ekstraordinært til for at få skiftet retning på den negative grundfortælling.  

Hvem er fjenden?

Ikke mindst er det meget overraskende, at Thornings hold, der har siddet og set på VKO-blokpolitik, ikke i den første tid gik ud med et kraftigt modangreb på alt det, de har været så sure på i 10 år. I politik er det vigtigt at have en klart defineret fjende, som man kan skændes med og bruge til at positionere sig i forhold til. I tiden efter 2001 var Anders Fogh dygtig til at konstruere en kulturradikal fjende, som elskede indvandrere og smagsdommere og som levede et liv langt væk fra de helt almindelige mennesker. Denne kulturradikale fjende – som for det meste bestod af nogle tilfældige forfattere og journalister på Politiken – kunne Fogh så bruge som løftestang til at få skabt en værdidebat, der i de første år gav ham stor succes. 

Hvorfor har de nye ministre ikke stået i kø ved mikrofonerne for at fortælle om alt det dårlige, de mener, VKO har gjort for danskerne? Helt op til valgdagen råbte de jo op om, at de borgerlige havde lukket Danmark over for omverdenen, at de ikke kunne skabe vækst og velfærd, og at de havde mere travlt med at jage fattige og udlændinge end skumle finansfolk og bankdirektører. Efter valget er de samme politikere krøbet i skjul i deres ministerier og kommer nu kun med små tekniske pip, der ligger inden for deres ressortområde. 

Ingen af de nye ministre har beholdt politikerkasketten på, for eksempel for at kickstarte værdidebatten i en mere rød retning. Udover at det vil være gratis politik, og at det vil vise, at regeringen har noget på hjerte, vil det også sætte nogle proaktive mediedagsordner, som vil fortynde snakken om løftebrud og intern splid. 

I en tid, hvor der ikke er penge til at dele gaver ud, hvor oppositionens tæskehold dagligt deler øretæver ud, og hvor journalisterne skal producere uendelige mængder politiske nyheder, er der brug for en langt mere proaktiv tilgang til at sætte dagsordner end den, regeringen har lagt for dagen. Og får Thorning og hendes allierede ikke meget hurtigt rettet op på disse kommunikationsproblemer, bliver den kommende tid en vandring på dårlige mediesager, og fortællingen vil kun blive dårligere og dårligere.

 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57