Af Rasmus Jønsson
 | 
Rasmus_Joennson<br />Rasmus Jønsson, Strategi<br />
Rasmus_Joennson
Rasmus Jønsson, Strategi

Regeringen skærer – og ingen larmer?

”Nogle oppositions­politikere råber løftebrud, andre råber nedskæringer. Nogle råber ad Venstre, andre ad DF og en hel del råber slet ikke! Oppositionens manglende fælles fodslag har uden tvivl gjort det meget lettere - end Venstre havde regnet med - at gennemføre deres politiske planer.”

Der er langt mellem, at regeringer laver så store forandringer som dem, Lars Løkke og hans regering i øjeblikket har gang i. Sparekniven bliver svunget med voldsom kraft, og den er rettet mod markante områder som uddannelse, forskning, kultur, miljø, klima og ulandsbistand. Regeringen lægger også op til store fremtidige besparelser i kommunerne, og ellers vedtagne investeringer i infrastruktur som for eksempel letbaner, broer og veje er blevet fjernet eller sat på hold.

Lige så krystalklare nedskæringerne er, lige så uklare er regeringens argumenter for at svinge sparekniven. Finansminister Hjort har forsøgt sig med et spin om, at kassen er tom. Men det er blevet tilbagevist i de sidste par uger, hvor medierne har været fyldt med historier om, at Hjorts kasse er velpolstret.

 ”Nogle oppositions­politikere råber løftebrud, andre råber nedskæringer. Nogle råber ad Venstre, andre ad DF og en hel del råber slet ikke! Oppositionens manglende fælles fodslag har uden tvivl gjort det meget lettere - end Venstre havde regnet med - at gennemføre deres politiske planer.”

Der er heller ingen finanskrise, der kan bruges som brændende platform for at begrunde de mærkbare besparelser. Regeringen har også forsøgt at opstille nogle halvforkølede krydsbindinger: ”Vi bliver nødt til at skære i ungdomsuddannelserne for at få penge til politiet”. Disse sammenkædninger giver heller ikke mening, for helt almindelige borgere er for længst holdt op med at tro på dem. Og efter at Skat har hældt over 6 milliarder ud ad vinduet til ukendte svindlere, uden at pengene skal findes et andet sted, virker det nærmest absurd, at politikerne bliver ved at rejse rundt med deres sammenkædningsargumentation.

Kritik fra egne rækker

Besparelserne er heller ikke et led i en kontraktpolitik, hvor Venstre før valget lovede at skære bredt. Det er kun nedskæringerne på ulandsbistanden, som Venstre havde informeret om i god tid. Alle andre besparelser er kommet som et lyn fra en klar himmel.

Et par af Venstres ministre har argumenteret for, at besparelserne hænger sammen med, at flere af velfærdsstatens institutioner har vokset sig for store eller ”kornfede”, som uddannelses- og forskningsministeren udtrykte det. Disse udtalelser er i kategorien: ”En minister kom til at tænke højt” og derfor nok også tættest på sandheden.

Men til trods for, at argumenter og motiver for Venstres nedskæringer er uklare og stritter i mange retninger, har reaktioner fra de berørte været overraskende afdæmpede. Selvom der har været et par demonstrationer og de obligate læserbreve fra de berørte, må det generelt siges at være en afdæmpet kritik set i forhold til størrelsen og omfanget af besparelserne. Faktisk har protesterne næsten været størst fra de borgerliges egne rækker, hvor erhvervslivet og typer som Connie Hedegaard har været fremme med en del kritik.

Et godt hold kæft-bolsje

Men hvordan kan regeringen lave så markante besparelser, uden der kommer gang i store demonstrationer, strejker, mediestorme og en byge af protester? Et af svarene er, at regeringen har lanceret nedskæringerne smart. De har kastet en masse besparelser op i luften på en gang. Det har gjort, at medierne ikke har lavet de store definerede fælleshistorier om fyringer og besparelser. Under for eksempel lærerkonflikten etablerede der sig en stor og langvarig fælles dagsorden om konflikten mellem lærerne og politikerne. De mange forskellige nedskærings-historier på en lang række områder har ikke på samme måde kunnet skabe fælles fodslag i medierne.

Det, at der har været mange besparelser i spil, har også haft den effekt, at en række af de berørte institutioner og områder med garanti har holdt igen med kritikken. De håber på, at hvis de ikke brokker sig for højlydt, kan de i sidste ende afværge de værste besparelser. Det har Venstre-regeringen for længst regnet ud. Derfor har de også været gode til at hvirvle en masse støv op om, at bliver der midler til overs, vil de blive ført tilbage til nogle af de berørte områder. Om strategien med at flyve lavt - i håb om ikke at blive ramt så hårdt  - virker, får vi meget snart at se, men indtil videre har strategien fungeret som et godt hold kæft-bolsje til dem, der står med sparekravene over hovedet.

Ingen fælles rød strategi

En anden væsentlig årsag til den manglende larm over nedskæringerne er, at partierne i rød blok ikke har fundet frem til et samlet oppositions-greb. Der er hverken enighed om, hvorvidt besparelserne er rigtige eller forkerte, eller blevet udviklet et fælles sprog, som kan bruges til et målrettet angreb på regeringen.

Nogle oppositionspolitikere råber løftebrud, andre råber nedskæringer. Nogle råber ad Venstre, andre ad DF og en hel del råber slet ikke! Oppositionens manglende fælles fodslag har uden tvivl gjort det meget lettere - end Venstre havde regnet med - at gennemføre deres politiske planer.

Og spørgsmålet er, om det seneste forløb ikke har givet regeringen mod på at lave endnu mere af samme skuffe. For Venstre må knibe sig selv i armen over, at det er muligt at lave så store politiske forandringer, uden at det giver mere ballade.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57