Af Jarl Cordua
 | 
Journalist, blogger
Født 1969. Cand.polit. Politisk kommentator. Klummeskribent bl.a. på sin egen uafhængige liberale blog jarlcordua.dk samt vært på det ugentlige program "Cordua & Steno" på Radio 24-Syv. Holder foredrag og driver konsulentvirksomhed. Har kort til det lokale fitnesscenter og elsker at rejse. Bosat i Hellerup, gift med Vibeke og far til Andreas.

Reformregeringen trykker på pauseknappen

Venstres håndtering af skattereformforhandlingerne i forsommeren hører ikke just til de stunder, hvor partiets blå banner blafrede smukkest. Og så er det udlagt pænt. Sjældent har Venstres strategi, politiske krav for slet ikke at tale om kommunikation fremstået så uklart og uforståeligt. Selv for de professionelle iagttagere og andre spåmænd. Det stod aldrig klart for ret mange, hvorfor Venstre ikke kunne forhandle skat uden Lars Løkke, der skulle til Rio de Janeiro? Eller var det et privatbesøg hos datteren i Wis-consin, der stod i vejen? 

Ingen forstod et muk (ikke engang hans egne), og Løkke begik (igen) den store fejl at tro, at hele det politiske cirkustelt ville falde på halen for ham og hans krav, og at verden nu ville gå i stå, mens han var til klimatopmøde i Brasilien. 

Til sidste vågnede Venstrefolkene – lykkeligt for dem selv – af tornerosesøvnen, og mon ikke en eller anden fik et lyst indfald, da de fik læst på meningsmålingerne, der viste, at vælgerne dårligt kunne følge Løkkes tankegang. Samtidigt stod erhvervslivet og Lars Barfoed på sidelinjen og råbte på handling. 

Selv Liberal Alliance kunne dårligt finde en dør ud af forhandlingslokalet, før Venstres forhandlere med en feberredning pludselig kastede sig ind foran Enhedslistens forhandlingsdelegation i håb om at få svar på, hvor de hurtigt kunne skrive under på en skattereformaftale. 

Borgerlig jackpot

Overspillede Løkke kortene ud over alle rimelige grænser, så fik de borgerlige til gengæld jackpot, da forløbet siden udløste en mindre borgerkrig i rød blok, der varede hen over sommeren. Johanne Schmidt-Nielsen fandt ved forhandlingsbruddet gloser frem, der gav mindelser om et sprogbrug, der engang hørte havnearbejdere til. Siden indledte den endnu nyslåede S-gruppeformand Henrik Sass Larsen et modangreb, der stemplede Enhedslisten som 'ekstreme', der ønskede sig tilbage til et kommunistisk samfund, hvorefter pressen endnu en gang gennemlyste Enhedslistens endnu gældende valgmanifest for svulstig revolutionsretorik og hovedbestyrelsesmedlemmer for idéer, der varslede proletariatets diktaturs snarlige komme.  

Ved indledningen til efteråret i dansk politik har Enhedslisten tilsyneladende genfundet kammertonen, hvor man behændigt undlader at tage ordet 'ultimativt' i sin mund. Samtidig har regeringen åbenbart rettet sine antenner alene i retning af Liste Ø. 

Der har så vidt vides ingen kontakt været mellem Venstre og regeringen sommeren over, hvilket man i det ledende oppositionsparti tolker, som om regeringen ikke er interesseret i at lave en finanslovsaftale med de borgerlige. De første meldinger i sidste uge fra statsminister Helle Thorning-Schmidt peger heller ikke i den retning, da hun via interviews med morgenaviserne varslede, at den selvbestaltede 'reformregering' nu har sat sine store 'historiske' reformplaner på pause.

Internt skænderi

I sidste uge indledte regeringen så et skænderi med sig selv om dagpengeperioden, som I skrivende stund ikke har ført til en enighed mellem især de radikale og SF. 

Der er dog en forventning om, at dagpengeperioden eller optjeningskravene på en eller anden måde skal serveres som en indrømmelse til Enhedslisten, præcis som det i øvrigt skete sidste år. Formentlig bliver forløbet et, der ligner forrige års forhandlinger, hvor finansministeren finder en ramme på 5 milliarder kroner for eksempel gennem skatter, afgifter og effektiviseringer og besparelser, hvorefter forligspartierne kan få lov at udmønte den. Sidste år blev pædagogerne forgyldt. I år bliver det måske folkeskolelærerne, der får en håndsrækning.

Hvis Venstre skal med i et forlig, så kræver det derimod, at regeringen præsenterer dem for en 'blå bøf' i stil med den, som blev leveret ved skatteforhandlingerne, og som man ikke kan sige nej til. Venstre vil formentlig spille ud med markante krav om sænkning af erhvervslivets byrder for eksempel nedsættelse af sukkerafgiften, som regeringen på et tidspunkt også har lovet at fjerne, men nu har droppet igen. 

Kæp i reformhjulet

Det bliver imidlertid også interessant at se, om Enhedslistens lægger stemmer til en finanslov vel vidende, at de borgerlige med stor sandsynlighed få måneder efter – først i det nye år – hjælper regeringen uden større sværdslag igennem med en reform af kontanthjælp og SU, som Liste Ø forventeligt herefter vil rase bittert imod. Vil Enhedslisten på en eller anden måde – allerede under finanslovsforhandlingerne – betinge sig, at reformer med de borgerlige ikke bliver til virkelighed? Og vil de radikale kunne acceptere, hvis for eksempel SF udstyrer Ø med en vetoret?

Da statsministeren i august proklamerede at reformerne var sat på pause, så var det samtidig et signal om, at de radikales magt i regeringen tilsyneladende er ved at kulminere. Hvis Enhedslisten igen får held til at pille ved dagpengereformen, så er det ikke alene reformprocessen, der er gået i stå. Så kører reformerne baglæns. Hvad er så de radikales begrundelse for at sidde med i regeringen? 

Men hvis SF's bagland, den svindende vælgeropbakning og interne problemer i SF's folketingsgruppe med at finde forståelse for regeringens reformpolitik, er en stor del af problemet, hvorfor giver de radikale så ikke Thorning valget mellem enten at fortsætte reformerne med R (og de borgerlige) eller rulle dem tilbage med SF (og Enhedslisten)? Det vil næppe tage lang tid for Thorning at nå frem til en klar konklusion, hvis hun altså vil fortsætte som statsminister.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57