Af Jan Øberg
 | 
fil. dr. Direktør, Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, Lund, Sverige
Fil. dr. Direktør, Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, Lund, Sverige
Synspunkt|553f4786267ff-wpcf_150x150<br />Illustration: Ib Kjeldsmark|<br />
Synspunkt|553f4786267ff-wpcf_150x150
Illustration: Ib Kjeldsmark|

Fred er mulig: Reducér volden, afskaf krigen og behandl dine konflikter begavet

”Og mens vi hidser os op - og synes det er synd for os hvis terroren rammer krigs­nationen Danmark, der jo vil det så godt, så taler vi om terror som et stort problem. Det er den ikke.”

Danmark har i mange år ført en aktiv udenrigspolitik; hvad ellers, kunne man jo spørge, for hvem kan være passiv i vor problemfyldte verden? Den er nu i krise, fordi aktivismen og det humanitære engagement har været alt for præget af krigsdeltagelse. Danmark har været i krig i Jugoslavien, Afghanistan, Irak (besættelsesmagt 2003-2007), Libyen og nu igen imod IS i Irak. I forhold til vor lidenhed hører vi i dag til de mest militaristiske lande i verden.

Man kan skændes længe om, hvorvidt der er brug for militæret i forsvaret af en moderne stat som Danmark; det mener de fleste inklusive jeg selv. Hvis det vel at mærke er defensivt og kun kan bruges til forsvar, men ikke til operationer langt borte og heller ikke truer andre, så de opruster. Men på grund af afskrækkelsesteorien har næsten alle lande et offensivt militær, som deres politikere naturligvis altid må hævde kun er til ”forsvar”.

 ”Og mens vi hidser os op - og synes det er synd for os hvis terroren rammer krigs­nationen Danmark, der jo vil det så godt, så taler vi om terror som et stort problem. Det er den ikke.”

Hvad man derimod ikke bør kunne skændes ret længe om, er, at samtlige de krige, vi har deltaget i, har været fiaskoer - ikke i forhold til en pacifistisk grundholdning, men på deres egne præmisser: Det man sagde man skulle opnå med indsatsen. Det påstår jeg ikke med bagklogskabens ulidelige lethed; det skrev jeg for eksempel i min bog ”Forudsigelig Fiasko. Konflikten med Irak og Danmark som Besættelsesmagt”, der udkom allerede i 2004 (Tiderne Skifter).

Hvis man kun har en hammer i sin værktøjskasse, så vil mange problemer i huset se ud som noget, der skal fikses ved, at man slår på det - men, hvis man hamrer hårdt og længe nok på et løst tapet, så bliver der snarere hul i muren. Klister ville være en nok så god idé.

Dét klister - eller tanken om det - ejer danske politikere ikke. I årtier har vi hørt, at det gælder ”menneskelig” snarere end ”national” sikkerhed, at den globale opvarmning er menneskehedens største problem og - hver gang der er konflikter og krig - at der skam kun findes forhandlingsløsninger. Alligevel så har krudt og kugler, fly, missiler, droner, atombomber og NATO's konstante udvidelse siden Den Kolde Krigs afslutning absolut prioritet. Og det mener både mandlige og kvindelige politikere.

Og hvad er det så for en verden, denne aktivt militariserede udenrigspolitik skal gøre bedre?

Ja, det er en verden, hvor den rigeste 1 % af menneskeheden ejer lige så meget som de øvrige 99 %. Det er en verden, hvis regeringer prioriterer deres knappe resourcer sådan, at der bruges godt US$ 1700 milliarder på våben og 30 på hele FN-systemet. En verden, hvor 925 millioner af os permanent får mindre end de 2100 kalorier, vi mindst bør have per dag. Og sådan kan vi blive ved.
Og mens vi hidser os op - og synes, det er synd for os, hvis terroren rammer krigsnationen Danmark, der jo vil det så godt, så taler vi om terroren som et stort problem. Det er den ikke.

20.000 dør af sult

I årene før 9/11 døde omkring 400 mennesker per år verden rundt som følge af terrorangreb; i dag - efter 15 år med den af USA ledede ”krig mod terror” - dør omkring 13.000 per år. Få mennesker ved - fordi medierne ikke gider at dække det; det er jo ingen nyhed - at der hver dag dør over 20.000 medmennesker på kloden alene som følge af sult.

Vi betaler altså ufattelige summer for at blive mindre sikre - det er den direkte volds problem.

Dertil skal vi lægge en masse økonomiske institutioner, forretningsprincipper og handelsstrukturer, der hver eneste dag fordyber det, vi i fredsforskningen kalder den strukturelle vold, det vil sige den vold, hvor selve systemet slår mennesker ihjel. Den, der dør af sult i dag, bliver jo ikke slået ihjel af et andet menneske; han eller hun bliver slået ihjel af den globale økonomis overordnede funktionsmåde.
Så er der en mængde kulturel og kønsbaseret vold - vold (fysisk, verbal, psykologisk) mod folk, der tilhører andre kulturer, vold mellem shia og sunni, vold mellem kristendom og islam, vold mod dem, der har en anden etnisk baggrund, vold mod kvinder og børn - som oftest udført af mænd i krigssituationer eller indenfor hjemmets vægge.

Og så er der alle samfundssystemers vold mod naturen i bred forstand - ikke partnerskab, men den bekvemme tro på, at Moder Jord kun findes som reservoir for grænseløs markedsøkonomisk vækst og ikke har en værdi i sig selv.

Fred er at reducere disse fire typer af vold og gøre noget konstruktivt i stedet.

Selvom det officielle Danmark vil benægte det, så er andre lande ved at overtage roret på den globale skude. Det giver os nye muligheder til det bedre.

USA's dominans er hastigt for nedadgående - den eneste type af magt, man stadig er second to none på, er den militære. BRICS - Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika (og formentlig også snart Iran) - skaber nu sine egne strukturer, banker og samarbejdsformer. Indenfor 10-15 år vil Europa og USA stå mere som en periferi, en højtudviklet Tredje Verden, i den tidligere Tredje Verdens øjne.
Vi har derfor brug for selvransagelse, ydmyghed, empati. For at lære, ikke belære.

Det betyder a) at se skriften på væggen og tilpasse os i stedet for at ”bully the world”; b) at afvikle det amerikanske imperium, så vi kan få et USA, der er en meget bedre fungerende republik hjemme og ikke gør så megen nettoskade rundt om i verden; så længe USA står for 45  % af verdens oprustning og stort set er permanent krigsførende, vil det kun gå nedad for landet. Kun en sand anti-amerikaner ønsker således, at USA skal fortsætte med at dominere verden.

Hvad er der så ellers at lære? Som fredsforsker er min absolutte prioritet: Gå forrest med at følge FN-Deklarationens Artikel 1, der siger, at fred skal skabes med fredelige midler, og Præamblen, der siger, at krig som social institution skal afskaffes.

På den lange bane kunne Danmark/Norden blive en pioner ved at satse på at uddanne mængder af konfliktanalytikere, facilitatorer, mæglere og eksperter i fred og forsoning. Da Danmark ikke har fredsforskning, kunne man passende igangsætte denne og skabe MA- grader i dette fag, der findes ved 850 universiteter rundtom i verden.

Vi kunne udvikle en aktiv udenrigspolitik, der bidrager til fred med brug af fredelige midler og tidlig varsling af konflikter, når de truer med at udarte til vold. Vi kunne skabe et defensivt forsvar - som ikke bygger på kampfly, men for eksempel helikoptere, kortrækkende våben i alle værn, og udvikle både civilforsvar og modstandspotentiale (hvis vi nu tror på risikoen for en besættelse, hvad jeg ikke gør).

Afskaf militarismen

Norden kunne oprette mæglingsinstitutioner - steder, hvor konfliktparter fra rundtom i verden kunne sidde i fred og ro og få professionel hjælp til at tale sig til rette om deres problemer/konflikter, inden de bliver til krig.

Et fremsynet Danmark ville også ophøre med militær produktion til offensive våben - og satse på civil konfliktløsning og fredsbevarende opgaver indenfor FN´s rammer. Intet land i EU har et fredsakademi - mens der er snesevis af militærakademier. Danmark kunne blive det første land, der tager EU´s formål om freden alvorligt.

Der er med andre ord næsten ikke dét, vi ikke kan gøre for en bedre verden. Vi gør det bare ikke endnu, fordi beslutningstagere, medier og store dele af danskerne sidder inde i en boks, der hører fortiden til.

For det er fortid at slå folk ihjel, bare fordi vi er uenige med dem.

Menneskeheden har afskaffet kannibalismen, slaveriet, det absolutte monarki og - i princippet - børnearbejde. Det næste er at afskaffe militarismen, krigen og atomvåbnene. For der findes ingen fælles sikkerhed for os alle og ingen fremtid - hvis vi fortsætter ad den vej, Folketinget kører udad i dag.

Vi kan tage de første skridt i dag - for som den kloge M.K. Gandhi sagde: ”Der er ingen vej til freden; fred er vejen.” Og man kan ikke reducere de forskellige typer af vold i verden ved at bruge mere vold.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57