Af Peter Christian Nielsen
 | 
Journalist, 3F
Journalist
PRIDE STOCKHOLM 2014<br />Feministiskt Initiativ spås et godt riksdagsvalg efter et flot Europa-Parlamentsvalg.
Foto: Polfoto<br />
PRIDE STOCKHOLM 2014
Feministiskt Initiativ spås et godt riksdagsvalg efter et flot Europa-Parlamentsvalg. Foto: Polfoto

Foto: Feministiskt initiativ F! Lotten Sunna, partiledaren Gudrun Schyman och Stina Svensson Stockholm Pride 2014 parade Prideparaden 2014-08-02 (c) Gabriella Bruske / IBL Bildbyrå

Politisk kopikultur

”I Sverige ser det ud til, at vælgerne vil belønne Miljöpartiet, Feministiskt Initiativ og Sverigedemokraterna for at ville noget markant anderledes.”

Der findes en særlig fortælling om politisk kopivirksomhed i både dansk og svensk politik. Anders Foghs Venstre kaprede i starten af 00’erne regeringsmagten med et semi-socialdemokratisk projekt, hvor man lovede velfærd, der var bedre, billigere og indebar valgfrihed. En slags postmoderne, individualiseret socialdemokratisme. I Sverige vandt den liberal-konservative Moderaterna-leder Fredrik Reinfeldt i 2006 ‘folkhemmets’ tillid ved at love en svensk version af mere, men effektiviseret velfærd. Begge ledere kaldte endog deres parti for det nye arbejderparti.

Fortællingen om evnen til at stjæle modpartens forlæg er fortsat med Helle Thorning-Schmidt. Som moderne socialdemokrat tillader hun sig at lette selskabsskatten og hæve grænsen for topskat. Hun laver gerne finanslove med oppositionen på bekostning af sit parlamentariske grundlag Enhedslisten. Hun skitserede i 2011 et valg, der handlede om velfærd kontra skattelettelser. Hun har leveret det sidste i modsætning til sine valgløfter.

Personvalg

Nu hvor vi skriver 2014 skaber den evindelige fortælling om hvem der er det bedste socialdemokrati eller velfærdsparti forundring hos undertegnede. Hvis man kan vinde valg på at stjæle hinandens politik, hvem formulerer så de nye tanker, der kan skabe begejstring hos vælgerne? Det retoriske låneri fører typisk til politikerlede eller ”præsidentvalg”, hvilket er ganske malplaceret med den type parlamentarisme og forligskultur, som både Danmark og Sverige har praktiseret i årtier. Her betyder personer mindre og brede aftaler mere.

I Sverige tyder alt på, at socialdemokraten Stefan Löfven, der kom til magten efter to personfiaskoer i form af Mona Sahlin og Håkan Juholt, vil vinde valget i september og danne regering med Miljöpartiet og muligvis Vänsterpartiet eller Folkpartiet.

Han er stærk i debatter, men de fleste er enige om, at han så absolut ikke har fornyet eller forynget Socialdemokratiet, som det blev efterspurgt fra alle sider efter valget i 2010.

Fredrik Reinfeldt har med sin blanding af skattelettelser og yderligere privatisering af sygehusvæsen, ældreomsorg og skoler fjernet svenskernes tro på, at han faktisk kan levere bedre velfærd. Samtidig plages svenskerne af høj arbejdsløshed, lav vækst og et hidsigt underskud på statsbudgettet.

Det får denne signatur til at ane en konklusion, der handler mere om konfuse, etablerede midterpartier, der forsøger at forudsige vælgernes kurs i mangel på eget politisk projekt.

Og vælgerne i både Danmark og Sverige efterspørger tilsyneladende stadig den samme kernevelfærd. Det må jo være konklusionen, når det tilsyneladende stadig er velfærdsspørgsmålene, der afgør valgene i både Sverige og Danmark.

Partiernes mangel på opfindsomhed og nytænkning er en syge, som plager såvel socialdemokrater som liberale og konservative midterpartier.

Originalerne belønnes

I Sverige ser det ud til, at vælgerne vil belønne Miljöpartiet, Feministisk Initiativ og Sverigedemokraterna for at ville noget markant anderledes. Man kan måske beskylde Sverigedemokraterna for at ville et bagudskuende projekt, som handler om at Sverige var bedre i gamle dage, hvor indvandringen ikke havde skabt nye problematiske socialgrupper.

På samme måde kan man beskylde Miljöpartiet for at tænke lovlig langt frem og tillægge sig en fluffy retorik, hvor hele jordkloder skal reddes, mens Feministiskt Initiativ ikke kan få nok ligestilling og progressivitet. Men faktum er, at de svenske socialdemokrater på trods af et vælgermæssigt comeback ikke er i nærheden af tidligere tiders storhed. Og man er milevidt fra at formulere et moderne socialdemokratisk projekt, hvilket også kan siges om de danske S’ere. Sossernes succes i Sverige handler mere om Reinfeldts mangler og metaltræthed end socialdemokratisk nytænkning.

I Danmark fristes man til at sige, at Helle Thornings mulighed for at vinde næste valg handler mere om enten et Venstre, der topper for tidligt, eller en Lars Løkke, som ikke har vist format. Venstre-lederen har ovenikøbet udvist smålighed i den mest kontante forstand.

Måske politikerne i både Sverige og Danmark bør vriste sig fri af den postmoderne idé om, at enhver ny tanke er tænkt?

Andet

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57