Af Lotte Heise
 | 
Forfatter og entertainer

Foredragsholder, entertainer og forfatter til flere bøger. Tidligere fotomodel. Vært på opera-program på P2.

lotte-heise|lotte-heise (1)|lotte-heise<br />Lotte Heise har på nært hold oplevet, hvordan samfundet tager sig af de ældre. Hun kunne godt tænke sig, at politikerne prøvede at være i den ældste generations sko i en uges tid. 
Illustration: Ib Kjeldsmark|Lotte Heise har på nært hold oplevet, hvordan samfundet tager sig af de ældre. Hun kunne godt tænke sig, at politikerne prøvede at være i den ældste generations sko i en uges tid. 
Illustration: Ib Kjeldsmark|Lotte Heise har på nært hold oplevet, hvordan samfundet tager sig af de ældre. Hun kunne godt tænke sig, at politikerne prøvede at være i den ældste generations sko i en uges tid. 
Illustration: Ib Kjeldsmark<br />
lotte-heise|lotte-heise (1)|lotte-heise
Lotte Heise har på nært hold oplevet, hvordan samfundet tager sig af de ældre. Hun kunne godt tænke sig, at politikerne prøvede at være i den ældste generations sko i en uges tid. Illustration: Ib Kjeldsmark|Lotte Heise har på nært hold oplevet, hvordan samfundet tager sig af de ældre. Hun kunne godt tænke sig, at politikerne prøvede at være i den ældste generations sko i en uges tid. Illustration: Ib Kjeldsmark|Lotte Heise har på nært hold oplevet, hvordan samfundet tager sig af de ældre. Hun kunne godt tænke sig, at politikerne prøvede at være i den ældste generations sko i en uges tid. Illustration: Ib Kjeldsmark

Foto: ||

Politikerne skulle leve som gamle i en uge

“De har ikke klattet med pengene, antallet af sygedage er generelt minimalt, og de har trofast betalt deres skat – og så bliver de spist af med ET bad og 15 minutters rengøring om ugen eller 30 minutter hver 14. dag. Uanset hvordan man vender og drejer det, kan vi ikke være det bekendt.”

I 2011 startede jeg og mine tvillingedrenge vores utraditionelle bofællesskab. Vi flyttede sammen med min mor, som jeg selv passede - med hjælp fra Falck Hjemmepleje og senere Svaneservice. Vi var meget tilfredse med den hjælp, vi fik her. Min mor hørte under en paragraf, hvor man selv kunne vælge, om man ville have den kommunale hjemmepleje eller privat hjælp betalt af kommunen. Vi ønskede privat, men fik det ikke uden sværdslag. Vores første visitator i Aarhus Kommune var nemlig meget insisterende på, at det ikke skulle være privat, hvilket var på grænsen til det anstrengende. Jeg vidste, vi var berettiget til kommunalt betalt privat hjælp. Vi fik det, som vi ønskede, men mistede så til gengæld 15 minutters betalt rengøring hver uge. Jeg husker, da jeg mødte visitatoren, som smilede, da hun sagde, at vi ikke fik betalt rengøring. Temmelig flabet, synes jeg.

 “De har ikke klattet med pengene, antallet af sygedage er generelt minimalt, og de har trofast betalt deres skat – og så bliver de spist af med ET bad og 15 minutters rengøring om ugen eller 30 minutter hver 14. dag. Uanset hvordan man vender og drejer det, kan vi ikke være det bekendt.”

Og når vi nu er ved rengøring, synes jeg, det er synd for alle de gamle, der bor alene og som kun får uendelig lidt hjælp til rengøring. Jeg husker min søde gamle underbo Else, som var langt over 80 år, da hun døde, og hendes smånussede lejlighed. Else tilhørte den generation, der har vasket creme fraiche-bøtter af for at spare. Den generation, der ikke tager taxa, fordi de hellere vil købe større gaver til børnebørnene.

Jeg gik indimellem ned – det var, inden vi flyttede sammen med min mor – og gjorde rent i hendes køkken, tørrede skabene af og gjorde det, som den kommunale rengøring ikke kunne magte, hvad jeg til fulde forstår. De havde 15 minutter at gøre godt med om ugen.

Nå, men tilbage til personalet fra kommunen. Vi fik faktisk senere en meget sød visitator, som på en personlig og indlevende måde gjorde, hvad hun kunne indenfor de snævre rammer. Og da min mor efter tre et halvt år i kollektiv med mig og mine drenge flyttede i beskyttet bolig i Gentofte, var hun utrolig hjælpsom.

“Jeg hører, hvad du siger”

Men jeg må nu sige, at ‘Det Kommunale Cirkus,’ jeg oplevede, da min mor boede hos mig, gav mig endnu større respekt for handicappede, som hele livet må kæmpe for at få den hjælp og de ting, de har krav på. Det er en evig kamp bare at få det, man er berettiget til. Jeg syntes, det virkede meningsløst at skulle kæmpe med en eller anden (næsten altid) kvinde om noget, min mor faktisk både havde krav på og brug for. Jeg oplevede ofte, at medarbejderen så enhver opgave eller krav som et problem i stedet for en udfordring. Det gør det langsommeligt og bøvlet, og i sidste ende tænker jeg, at det koster flere penge, for der bruges så megen tid på snak og ”jeg hører, hvad du siger.” I øvrigt mit absolutte hade-udtryk. For når medarbejderen når til dette kursus-implanterede udtryk, ved jeg, at de slet ikke hører, hvad jeg siger!

Hvis det lyder muggent eller bittert, er der ingen tvivl om, at det er både sandt og sørgeligt.

I Aarhus Kommune kunne jeg ikke kommunikere på mail med min (søde) visitator, hvilket resulterede i endeløse vente-køer. For når jeg kunne kontakte kommunen (Sundhed og Omsorg) på telefon kl. 8-9.30 på hverdage, startede jeg næsten altid med at være nr. 12-13 i køen, og så var det slet ikke sikkert, at jeg nåede igennem, inden telefontiden var slut. Så måtte jeg huske – og bruge tid på – at ringe igen dagen efter. Jeg sendte tit en kærlig tanke til alle de mennesker, der ikke er freelance som mig og derfor har dårligere tid til det kommunale telefonsystem. Tænk, hvor nemt det kan være som for eksempel i Gentofte Kommune, hvor min mor bor nu, hvor jeg bare sender en mail. Jeg håber af hele mit hjerte, at flere kommuner bruger mail nu. Det er nemmere for medarbejderne, for så kan de prioritere de ting, som er vigtigst, først.

500 kroner for at komme til bingo

Jeg kan høre på den offentlige debat, at det kort, kommunen altid hiver frem, er penge. Eller rettere mangel på penge i budgettet til dette og hint. Men jeg må efter tre et halvt års nærkontakt med det kommunale system pointere, at det måske også handler om dårlig kommunikation. Selvfølgelig først og fremmest imellem de mange forskellige afdelinger, men mere forfærdeligt også indenfor eksempelvis Sundhed og Omsorg. For der bliver lang vej til målet, når den ene afdeling bare indenfor dette område ikke ved, hvad den anden afdeling gør.

Mit yndlingseksempel (og jeg har flere) er vores trappetjener, som Aarhus Kommune meget flot bevilgede, fordi der var 5 trin op fra min mors udgang. Den koster i nærheden af 200.000 kroner, og jeg var faktisk imponeret over, at vi fik den uden kamp. Hvad ingen så vidste i den afdeling, var, at en anden afdeling havde sparet hjælp til trappetjener væk i Aarhus Kommune. Havde vi boet i Hadsten, Randers, Hadbjerg eller whatnot, havde vi ikke fået problemer. Men det fik vi – big time! Jeg brækkede nemlig foden, og så kunne jeg ikke sætte min mor på trappetjeneren, når hun skulle hentes til fysioterapi, som jo ikke kun er sundt for en højreside-lammet kørestolsbruger, men også et spørgsmål om menneskeværd, for min mor elskede og elsker sine fysioterapitimer. Jeg kæmpede, skrev artikler, blev interviewet og var endda til møde med ‘toppen’ fra Sundhed og Omsorg. Enden på min en-kvindes-kamp blev, at Aarhus Kommune besluttede at: ”hjælp til trappetjener kunne ske via brugerbetaling”. Problemet med brugerbetalingen på ”hjælp til trappetjener” i Aarhus Kommune var så, at det kostede 250 kroner per gang, det vil sige 500 kroner for at komme tur/retur til fysioterapi, bingo, koncert eller familiebesøg. Og jeg ved, at der er meget få mennesker i den generation, der kunne drømme om at bruge 500 kroner for at komme et par timer til bingo. Så bliver de hellere hjemme – og det er bare slet ikke i orden. Det er en menneskeret at komme ud.

Flittig generation lades i stikken

Min mors generation – hun er født i 1936 – er den flittige generation, der passede deres børn og samtidig gik på arbejde for en stor dels vedkommende. De har ikke klattet med pengene, antallet af sygedage er generelt minimalt, og de har trofast betalt deres skat – og så de bliver spist af med ET bad og 15 minutters rengøring om ugen eller 30 minutter hver 14. dag.

Uanset hvordan man vender og drejer det, kan vi ikke være det bekendt. Og selvom det var super hårdt at passe min mor, så er der to ting, der gør, at jeg ikke fortryder ét sekund:

  1. Min mor kom ud på den anden side som en kvinde, der – næsten hele tiden – affinder sig med sin situation med godt humør. Hun læser tykke bøger, sin avis, får besøg, hører P2, går til koncerter og er i det store og hele tilfreds.
  2. Jeg fik indblik i, hvilke (uhyrlige) ting ældre og gamle udsættes for i vores såkaldte velfærdssamfund.

Jeg synes, at det samlede Folketing skulle prøve at leve som gammel i en uge. Jeg gad i hvert fald godt være en flue på væggen!

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57