Politik fra rødderne

Af Anders Kjærulff
 | 
Teknologikritiker, etisk hacker og journalist, aflyttet.dk
KBH: Modeuge Rød Løber<br />Pokémon Go får de unge ud af husene - og direkte ind i en overvågningsverden, hvor al deres færden lagres, skriver elektro-pedellen.
Foto: Anthon Unger / Polfoto<br />
KBH: Modeuge Rød Løber
Pokémon Go får de unge ud af husene - og direkte ind i en overvågningsverden, hvor al deres færden lagres, skriver elektro-pedellen. Foto: Anthon Unger / Polfoto

POKÉMON à gogo - hvor skal vi hen?

”Den væsentligste er retten til at bevæge sig frit og anonymt. Det er ikke længere muligt - alle rejser registreres som bekendt via apps og rejsekort, og de få muligheder, der er – for eksempel det anonyme rejsekort – er bevidst så meget dyrere og besværligere end rejsekortet, at man skal være halvt programmør og halvt Onkel Joachim for at være med.”

- Vi har gennem de senere år kunnet se, at den teknologiske udvikling har accelereret over mod, at kunderne bruger rejsekortet og de mobile platforme til at betjene sig selv. I dag er otte af ti kunder fuldt selvbetjente og køber elektroniske billetter, så klippekortet har udviklet sig til at være et nicheprodukt.

Sådan siger Aske Wieth-Knudsen, chef for forretningsudvikling i DSB, til Politiken mandag morgen, hvor det blev vitterliggjort, at klippekortet nu endeligt var udfaset.

- Mange af os, der er voksne i dag, kender klippekortet og er vokset op med det, så der knytter sig en hel del nostalgi til klippekortet. Men alle gode ting har en ende, fortsatte han, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, han talte om et fremskridt, at Danmark og DSB har bevæget sig evolutionært op ad en eller anden rangstige, er blevet moderne, og at alting nu bliver bedre.

 ”Den væsentligste er retten til at bevæge sig frit og anonymt. Det er ikke længere muligt - alle rejser registreres som bekendt via apps og rejsekort, og de få muligheder, der er – for eksempel det anonyme rejsekort – er bevidst så meget dyrere og besværligere end rejsekortet, at man skal være halvt programmør og halvt Onkel Joachim for at være med.”

Men det gør det ikke. Det er sandt, at ‘gode ting’ nogen gange ender. Men det er ikke ”den teknologiske udvikling”, der har skubbet klippekortet, eller “pap”, som DSB forsøger at nedgøre det til, ud.

Og vi, kunderne, har ikke selv valgt rejsekort og de såkaldt mobile løsninger, der dybest set består i, at vi nu skal have en opladt smartphone med egenbetalt netadgang og tændt GPS for at kunne rejse med toget eller tage bussen eller endnu et fjollet kreditkort, der siger en sjov lyd, når det tjekker os ind og ud på en blåsort monolit. Der har ikke været andre muligheder. Det var ren og skær tvang.

DSB har købt et elendigt, overvågningskapitalistisk system, som de og Transportministeriet har brugt 5 milliarder af vores allesammens penge på. De fleste af pengene er af uransagelige årsager givet til det franske sikkerheds- og våbenfirma Thales, der ganske vist skulle betale en bod for at være stærkt forsinkede, men som nok klarer deres bundlinje alligevel.

Bliv dog vred!

Vi skal bruge rejsekortet nu. Skal. Selvom det er voldsomt meget dyrere end “pap”. Og så har vi slet ikke talt om de rettigheder, borgerne nu har mistet.

Den væsentligste er retten til at bevæge sig frit og anonymt. Det er ikke længere muligt - alle rejser registreres som bekendt via apps og rejsekort, og de få muligheder, der er – for eksempel det anonyme rejsekort – er bevidst så meget dyrere og besværligere end rejsekortet, at man skal være halvt programmør og halvt Onkel Joachim for at være med.

VI ved, hvor du rejser hen. Hvornår. Og vi gemmer den viden.

Det er en skandale. Og en af dem, der er så stor, at man ikke kan se den for bare spin. Det, vi borgere føler, det, som DSB kalder nostalgi, burde være noget andet: Vrede!

Vrede over, at vi ikke længere kan flytte os med tog eller bus uden at blive registreret og indgå som big-data-noder i smart-city-drømmende byplanlæggeres algoritmer.

Vrede over, at DSB bruger de samme algoritmer til at overvåge os og smide os på ‘mistanke’-lister, hvis vores rejsemønstre pludselig ændrer sig – noget, der udløser truende breve fra etaten.

Og vrede over, at vi pålægges bøder, hvis vi glemmer at ‘tjekke ud’ - og hvis du synes, det er helt overdrevet, og det må folk da bare finde ud af, så prøv at have med S-togskørende teenage-børn at gøre - for slet ikke at tale om travle børneforældre med smartphonen fyldt med aftaler og mails og beskeder fra forældreintra eller naturligvis de ældre damer og herrer fra fortiden, vi slet ikke gider tale om her.

Der er bare ingen at klage til. Ingen at spørge. Kun blinkende automater og overvågningskameraer overalt.

VI er på vej ind i en verden af selvbetjening. Hvor alting er vores eget ansvar - ikke fordi vi har bedt om det, men fordi det er billigere end at have mennesker siddende i billetsalget og nemmere og mere lukrativt at skrive bøder ud end at sælge billetter i toget.

Se! De bevæger sig

Og måske er det hele lige meget nu? Unge mennesker bliver tilsyneladende ikke vrede. Og de tager hverken tog eller bus; de er begyndt at gå rundt som zombierne fra ‘The Walking Dead’.

De jager Pokémons, pocket monsters, og mest intenst foregår det angivelig og stærkt symbolsk i den gamle bibliotekshave lige ved siden af Folketinget, hvor horder af unge og deres hujende forældre nu stormer rundt og jager dæmoner på et GPS-kort, der ses gennem kameraet. Græsset er ved at være trampet ned, siger folk, der kommer der dagligt.

Men hvad gør det? Det er jo bare “den teknologiske udvikling”, og alt andet er “nostalgisk”.

Og de unge: Dem, vi før i et klart øjeblik bekymret anklagede for at se for meget ned i de mobiler, for at være ukoncentrerede og asociale, ja, nu fejres de for at svinge den altomfattende elektroniske selvbetjeningsfjernbetjening – mobilen – foran sig som et lysende kors, et religiøst symbol på den nye verden, den, der netop kan være indenfor en retina-skærm, og som er så meget pænere og mere kontrollerbar end virkelighedens pap og klip.

De voksne klapper dem på skuldrene: Se, de er kommet ud af deres værelser! Se, de bevæger sig! Er det ikke fantastisk? råbes der overalt i medierne, og eksperter fortæller om, hvordan Pokémon Go kan kurere alt fra angst til sukkersyge, og inden vi får set os om, indføres Pokémon-jagt nok på skoleskemaet, ja, måske er det allerede sket, mens jeg skriver dette.

Og en skønne dag, når alle haver er trampet ned, og hvor der ikke findes et eneste stykke ærligt arbejde tilbage, der ikke kan klares af en robot eller trækkes i en automat, og ingen længere har penge at betale med, efter at russiske hackere har tømt alle konti, så vil vi måske se op – kun for at konstatere, at vi er helt alene, blandt pocket monsters, med fingrene langt nede i det, der engang var vores egne lommer.

Og at det er os, menneskene, der er nicheproduktet.

It

Kultur


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57