Af Anders Frandsen
 | 
Politisk rådgiver
Public Affairs Director i Rud Pedersen Public Affairs. Har gennem hele karrieren arbejdet i krydsfeltet mellem politik og kommunikation blandt andet som særlig rådgiver for Klima- og Energiminister Connie Hedegaard og Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, og i landets største virksomheder inden for tele- og finanssektoren. Er desuden ansat som ekstern lektor ved Københavns Universitet. 

Perception is reality …

”Netop den vedholdende tro på, at ”kommunikationen er problemet”, er måske De Konservatives egentlige problem. Der er således heller ikke ændret nævneværdigt i det politiske indhold og mærkesagerne, siden Søren Pape Poulsen overtog formandsstolen.”

”Og nu kommer Søren. Ham kender vi jo alle som en fremragende… kommunikatør”. Ordene faldt som afslutning på Lene Espersens opvarmningstale på det konservative landsråd, inden Søren Pape første gang gik på talerstolen som nyvalgt partiformand.

Ordvalget var symptomatisk for den tilgang, som har præget Det Konservative Folkeparti i efterhånden ganske mange år – nemlig, at der ikke er noget som helst i vejen med politikken. Overhovedet! Det er bare kommunikationen, som skal forbedres.

Allerede da Bendt Bendtsen var formand, var der både i folketingsgruppen og hos baglandet en klar forventning om, at når Mr. 10 per cent blev afløst af en klart kommunikerende Lene Espersen, så ville partiet atter buldre frem i meningsmålingerne. Sådan gik det – af mange forskellige grunde – ikke.

Da Lars Barfoed overtog rorpinden, brugte han også en stor del af sin formandstid på at forklare, at der var behov for at styrke partiets kommunikation. Dette skete samtidig med, at han myreflittigt drog land og rige rundt og præsenterede planche på planche, som viste, at partiet overpræsterede i forhold til at være i medierne – alligevel var konklusionen, at det var kommunikationen, der haltede.

Forklaringsmodellen blev også anvendt ovenpå kommunalvalget og EP-valget, der blev brugt som eksempler på, at vælgerkorpset skam var derude, hvis blot De Konservative evnede at kommunikere deres politik. Underforstået: Det evnede den daværende partiformand ikke. Et mere reelt billede ville nok være, at det landspolitiske fald slog igennem med halv kraft til kommunalvalget, hvilket er det normale, og at EP-resultatet blev reddet af Lars Løkke Rasmussens deroute i den sidste uge af valgkampen.

Burke roterer i graven

Desuagtet har De Konservative længe henholdt sig til slagordet ”perception is reality”, hvorved forstås, at det ikke handler om, hvordan tingene er, men hvordan de opfattes. Man kan sikkert finde mangen en brandingekspert, som kan forklare dybderne i det udsagn, men det ændrer ikke ved, at konservatismens grundlægger Edmund Burke formentlig ville rotere så mange gange i graven, at der ville komme slidriller på indersiden af kisten, hvis han hørte et konservativt parti mene, at man kan konstruere en virkelighed fremfor at forholde sig til det konkrete.

Ideen om, at De Konservative kan kommunikere sig ud af alle kvaler, synes imidlertid fortsat at præge tænkningen. Da Lene Espersen valgte at stoppe som politisk ordfører og udtræde af Folketinget for at blive administrerende direktør hos Danske Ark, var der interview med den nye politiske ordfører Mai Mercado og førstesuppleanten fra Nordjylland Daniel Rugholm. Sidstnævnte gjorde sig som det sig hør og bør, umage med at rose Mai Mercado – ikke mindst for at være en god kommunikator.

Netop den vedholdende tro på, at ”kommunikationen er problemet”, er måske partiets egentlige problem. Der er således heller ikke ændret nævneværdigt i det politiske indhold og mærkesagerne, siden Søren Pape Poulsen overtog formandsstolen. Det er fortsat de tvungne lektiecafeer, kampen mod hjemmerøverier og lavere skat, der sættes på dagsordenen.

Der er imidlertid ikke noget, som understøtter, at vælgerne skulle stemme på et nyt ansigt, blot fordi vedkommende siger det samme som forgængeren med en lidt klarere tonalitet. Det ubehagelige – men også mere nærliggende - spørgsmål er derfor, om det er kommunikationen, der er De Konservatives største udfordring, eller om det nærmere er mangel på en politik, som vælgerne kan identificere sig med.

Hvis De Konservative skal rive sig løs af det hængedynd, som har klistret til partiets fødder og holdt det på 4-5 procent siden valget i 2011, så tyder meget på, at der er et større behov for en skarpere politik – ikke skarpere kommunikation.

Vanskelige mærkesager

Den udfordring vokser selvsagt frem mod det kommende valg, hvor der ikke er noget, som umiddelbart indikerer, at valgkampen kommer til at handle om hjemmerøverier og lektiecafeer. Holdningen blandt såvel modstandere som allierede på Christiansborg synes da også at være, at De Konservative har valgt nogle mærkesager, som kun meget vanskeligt kan give reel positionering i en valgkamp, der i langt højere grad kommer til at handle om udlændinge, nulvækst i det offentlige og velfærd.

De Konservative håbede, at de med Søren Pape Poulsen havde fået en fremragende kommunikator. Nu er han imidlertid trådt ind på den landspolitiske scene – og her skal han mere end noget andet opnå befolkningens anerkendelse som en dygtig politiker.  Det er hverken en misundelsesværdig eller synderlig let opgave, den nyvalgte formand dermed har fået i opdrag. Men første skridt er nok at erkende, at det ikke er kommunikationen, som er partiets problem.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57