Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

På med handsken Margrethe

”Jubel-liberalisterne velsigner, at nogle af de største finansielle aktører ikke er underlagt markedsøkonomien alt for alvorligt. Hvis de dummer sig, bliver grebet af for voldsom grådighed eller simpelthen bare ikke er dygtige nok til at agere økonomisk forsvarligt, så behøver de ikke frygte noget.”

Der er noget grundlæggende komisk ved billedet af en lille skingert bjæffende skødehund, der – i et hidsigt forsøg på at sætte sig i respekt – bider sig fast i en kæmpe hunds ene bagben, hvor størrelsesforholdet er så skævt, at den store hund dårligt bemærker, at der sidder et eller andet.

Temaet har mange tegnere da også brugt. Lidt tungere ligger det med at illustrere dette nye fænomen: Hvordan det at konstruere en mekanisme, der effektivt kan søge og sortere specifikke emner ud af en kolossal mængde informationer, kan resultere i en magtfuld og dominerende kolos. Ikke blot indenfor informationssøgning, men også forbrug, økonomi, kultur – og ikke mindst lukrativ handel med personlige informationer om dig og mig.

Lidt nemmere må det være at tegne en gashane, der om ikke styrer verdens gang, men dog lægger en halv snes lande i tunge fodlænker.

Det er naturligvis eks-politikeren, EU-kommissær Margrethe Vestager, der har plantet de tre billeder i mit hoved. Efter i tre år stædigt at have tvunget den såkaldt røde regering til at føre borgerlig, superliberalistisk politik, er hun nu EU’s vogter over en liberalistisk hjørnesten: Den frie konkurrence.

Hun har ellers – som de fleste danske liberalister – et særdeles afslappet forhold til liberalismens bærende principper. Det kunne se ud, som om hendes holdning er, at bare erhvervslivet og de finansielle kræfter har frit spil og de forsvarsløse lønarbejdere holder for, når der skal samles op efter endnu et sammenbrud i det ekstremt sårbare system, vores samfundsøkonomi hviler på, så skidt med resten.

Margrethe Vestager har efter et halvt års tid på sit nye kontor besluttet at konfrontere to giganter. Grundlaget for at gå i kødet på amerikanske Google og russiske Gazprom stammer fra henholdsvis 2010 og 2011, men Vest-ager har besluttet, at nu må det være nok med tøven og flere undersøgelser.

Med EU-Kommissionens velsignelse har hun åbnet en egentlig sag om brud på EU’s konkurrenceregler ved massiv udnyttelse af de to giganters dominans på markederne.

Nu er vi mange, der længe har været klar over, at Google er blevet så stor, at det reelt er totalt dominerende. Det samme med gasgiganten Gazproms rolle i Ruslands udenrigspolitiske magtspil. Men nu er EU vågnet til dåd og lille Margrethe rykket i felten.

Glædeligt men forbløffende

Jeg må indrømme, at jeg først blev forbløffet og dernæst glad, da jeg hørte nyheden. Her har Margrethe Vestager som magtfuld vicestatsminister med et skuldertræk ignoreret nogle af de helt grundlæggende og bærende dogmer i sin egen samfundstænkning. Jeg tænker, at hun nok er i gang med at købe aflad for sine synder.

Den frie konkurrence – det er jo den mekanisme, der sikrer, at kun de sunde foretagender overlever, mens ikke bæredygtige bukker under i konkurrencen. Nå ja, kommercielt bæredygtige vel at mærke, for når vi snakker om globale ressourcer, miljø og klima, så erkender de fleste tilsyneladende, at dér må vi nok have staterne ind for at sikre vores overlevelse. Hvis politikerne da ellers tør.

Den frie konkurrence sikrer også en mangfoldighed af virksomheder, der trives, fordi de laver de bedste produkter og dem, vi forbrugere vil have. Får vi at vide. Men det er ikke svært at se, at hvis vi skal sikre, at vi ikke bliver syge af fødevarer, så må staten bruge en masse ressourcer på at kontrollere virksomhederne, der jævnlig bliver afsløret i uhyrligheder. Nogle vil måske huske et enkelt eksempel – karburatorvæske i vin fra Sydeuropa – eller var det spiseolie?

Dertil kommer, at man heller ikke skal være højtuddannet for at se, at når konkurrencen for alvor udfolder sig frit, så er der en klar tendens til, at større og større foretagender sluger de mindre og overtager markedet i noget, der til sidst ligner monopoler – uden at have overtrådt nogen love og bestemmelser. Det er blot markedets logik.

Konkurrencen fungerer ikke

Den frie konkurrence sikrer også, at vi alle får glæde af de bedste varer til den laveste pris. Hmmm. I årtier har undersøgelse på undersøgelse klart vist, at vi i lille Danmark betaler alt for høje fødevarepriser. De ligger betragteligt over sammenlignelige landes, og det til trods for, at vi ifølge detailhandelen selv har alt for mange dagligvarebutikker. Konkurrencen fungerer simpelthen ikke, har konklusionen gang på gang lydt. Men det forstyrrer ikke de danske konkurrencemyndigheders nattesøvn.

Den frie konkurrence er også sat ud af kraft, når det gælder lønmodtageres mulighed for at få nyt job. Det er helt lovligt for virksomheder herhjemme at indgå hemmelige aftaler om ikke at ansætte medarbejdere fra hinanden – såkaldte jobklausuler. Senest er det fastslået, at man ikke engang kan få erstatning, når man får afslag på et nyt, eftertragtet job og opdager, at det skyldes, at man i al hemmelighed er blevet stavnsbundet af jobklausuler. Fri konkurrence? Ikke for lønmodtagere.

Men det pinligste svigt af liberalismens bærende principper ser man dog, når det gælder fænomenet ’too big to fail’. De store sluger de små, når konkurrencen raser. Og for ti år siden syntes den glade fynske politibetjent, daværende erhvervsminister i Fogh-regeringen, Bendt Bendtsen, at nu skulle vi have nogle finansielle supermarkeder. Så bankerne fik lov at opsluge de hæderkronede realkreditforeninger. Nu er nogle af disse monsterbanker blevet så store, at de ikke må bryde sammen, for så risikerer vi, at det ramler for samfundsøkonomien og infrastrukturen.

Så jubel-liberalisterne velsigner, at nogle af de største finansielle aktører ikke er underlagt  markedsøkonomien alt for alvorligt. Hvis de dummer sig, bliver grebet af for voldsom grådighed eller simpelthen bare ikke er dygtige nok til at agere økonomisk forsvarligt, så behøver de ikke frygte noget. Den skal staten nok kringle, for samfundsøkonomien kan ikke tåle, at man lader ’falde, hvad ikke kan stå’.

Der er da noget at tage fat på for en ægte liberalist, når du har fået afklapset Google og Gazprom, hva’ Margrethe?


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57