Af Anders Hougaard
 | 
Lektor ph.d., Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet
Anders Hougaard alias Lektor Lyn er bevæbnet med akademikerens skarpe og kritiske pen og skriver fast i Kommunen om teknologi, medier og samfund.
Forhandlinger om asylinitiativer<br />Lars Løkke og resten af lakskoheltene laver love, der afvæbner imamer ved at lukke kæften på dem. For så kan de jo ikke få arabere til at begå terror, skriver Lektor Lyn - der vistnok mener, at virkeligheden er mere kompleks end som så.
Foto: Philip Davali / Polfoto<br />
Forhandlinger om asylinitiativer
Lars Løkke og resten af lakskoheltene laver love, der afvæbner imamer ved at lukke kæften på dem. For så kan de jo ikke få arabere til at begå terror, skriver Lektor Lyn - der vistnok mener, at virkeligheden er mere kompleks end som så. Foto: Philip Davali / Polfoto

På imamjagt i tempelmedierne

”Gu’ fanden trænger visse imamer til at få nogen på kalotten, men det er jo kun i tegneserieverdenen, at det udgør nogen effektiv og langsigtet løsning.”

Hvorfor jagter vores politikere imamer? Nogle af disse imamer er ved gud ganske frastødende og fortjener at blive mødt med hård modstand. Men hvordan kan man komme så langt, at man er parat til at rokke ved grundlovens grundvold for at få ram på dem? Hvordan gik disse enkeltpersoner hen og fik så overvældende betydning? Det kræver jo ikke megen granskning af ens levede erfaringer fra hverdagens virkelighed eller ret mange Google-søgninger i lettilgængelig forskning i terror og radikalisering at indse, at tidens imambesættelse er fuldstændigt ude af proportioner med den betydning, de reelt kan formodes at have for radikalisering og terroranslag. En væsentlig del af forklaringen ligger muligvis i samspillet mellem disse imamers selviscenesættelse, politikeres selviscenesættelse og en særdeles potent, mytologisk underbygget medieeffekt.

Afskårne rum

Medier er templer. De er ikke religiøse. Men de er afskårne rum, hvor det særlige og nogle gange det helt vilde kan ske. Den måde, hvorpå medierne er afskårne, er nemlig ved, at hverdagsvirkelighedens brogede, nuancerede og begrænsende erfaringer opløses i dem som ved en ubemærket magi. Det er som i en Harry Potter-film, hvor der blæses tryllestøv i ansigtet på en fuldstændig intetanende person, som derefter uden at fortrække en mine pludselige ser verden helt anderledes.

  ”Gu’ fanden trænger visse imamer til at få nogen på kalotten, men det er jo kun i tegneserieverdenen, at det udgør nogen effektiv og langsigtet løsning.”

På samme måde træder det medieoptagne menneske ind i en teknologisk tryllesky. Alle sanser synes ved deres fulde fem. Virkeligheden synes i fuld funktion. Man tvivler ikke på sin fornuft. Man bemærker ikke, at medierne med deres blotte gengivelse af verden har indrammet den, og at det, man ser, ikke er verden i sig selv, men en særstillet, indrammet verden. Og man bemærker således heller ikke, at når man betragter denne indrammede verden, har man en tendens til at slække på de hverdagsvirkelige erfaringer, man har om verdens brogethed, nuancer og begrænsninger. Det, vi taler om her, er altså noget, der gør sig gældende, længe før vi begynder at tale om partiskhed, et farvet valg af ord, særlige tendentiøse vinkler, overdrivelser eller politiske dagsordener. Det er et grundvilkår, et uundgåeligt træk ved medier, at de indrammer og særstiller det, de viser; det kan ikke være anderledes. Det gælder dog især visuelle medier eller medier, der opstiller mentale ”billeder”.

Man kan forestille sig en person, man kender godt, og forestille sig, at man er sammen med denne person i en ganske almindelig hverdagssammenhæng, og så kan man sammenligne det med, at denne person toner frem på en fjernsynsskærm eller måske blot på et ganske almindeligt billede. Der er noget helt anderledes ved at se personen på et billede og i hvert fald i fjernsynet, ik’? Det er tempeleffekten, den teknologiske tryllesky, indramningen og særstillingen af en del af verden og dermed afskærmningen fra den trivielle verden, det indrammede kommer fra.

Tempeleffekten

Denne medieeffekt har muligvis været en vigtig faktor i politisk historie, og i disse tider synes den at spille mange et puds i den desperate kamp imod terror og det, som ses som undergravende trusler imod demokratiet. Tilbage i den politiske historie har tempeleffekten udmærket sig som en retorisk effekt, og det gør den angivelig også i dag. Særlig store demagoger og diktatorer har udnyttet tem-peleffekten, som under de rette omstændigheder kan være ekstremt stærk.

Tempeleffekten, indramningen, særstillingen medfører typisk en stereotypisering og stålsætning (eller fastlåst opfattelse) af personer og begivenheder. Allerede eksisterende træk og kendetegn forstærkes i indramningen på bekostning af hverdagsvirkelighedens mere nøgterne og nuancerede blik. Dermed kan træk, som en person fremfører sig med, komme til at fremstå funklende klare, uden modifikation og med ekstra tillagt og mytologisk underbygget styrke. Tempelstålsatte personer er således ofte ganske bombastiske. Deres budskaber fremstiller verden som sammensat af simple, direkte håndterbare forhold og årsagssammenhænge, og visuelt fremstår tempelstålsatte personer som en slags tegneseriefigurer med kostumer og en ”flad” karakterfremtoning.

Det mest berømte eksempel er måske Hitler. Hans tempelindramning startede allerede med de stort og scenisk opsatte taler, hvis stålsatte effekt blev yderligere forstærket i både lyd og billede. Hans kostume var den velkendte nazi-uniform. I alle fremstillede sammenhænge var han udelukkende den bestemte og beslutsomme leder, og hans budskab var en simpel mytologisk verdensorden, hvor tysk kulturel og genetisk overlegenhed ville medføre tysk overherredømme, velstand og storhed. Barokt, ik'? Men folk sad i den skinbarlige virkelighed og så på det og troede på det! De ænsede ikke det forheksende tryllestøv.

Imamer med kalot

Og menneskeheden har været der så mange gange før og så mange gange efter, absorberet af mediernes stålsættende tempeleffekt. Og i dag sidder vi her så igen sammen med vores regering, Naser Khader og alle de andre manipulerende populister, der enten udspekuleret eller selv med tryllestøv i øjnene vil have offentligheden til at købe en nærmest grotesk forsimplet myte om islam, radikalisering og terror.

Mediemytens antagonist, som for nogle vil være en protagonist, er imamer iført kostumer i form af kalot, langt skæg, vide bukser og lang skjorte. Denne figur hader notorisk Vesten og vil omstyrte vestlige demokratier med vold. Og han har magten til det. Blandt andet er han i stand til gennem ord at radikalisere arabere og få dem til at fare i døden for islam. Hans ord besidder uimodståelig magt, og terror kommer direkte fra disse ord. Men her kommer mytens protagonister så ind i billedet. Det er Lars Løkke, Naser Khader og resten af lakskoheltene iført kostumer i form af slips, jakkesæt og myndig mine. De laver nogle love, der afvæbner imamerne ved at lukke kæften på dem. Og når kæften er lukket på imamerne, så kan de jo ikke få arabere til at begå terror. Sådan, job done! Peace in our time.

Men det er virkelig kun det medieopslugte menneske, der kan købe den omgang gylle, og så måske imamerne og politikerne selv. Gu’ fanden trænger visse imamer til at få nogen på kalotten, men det er jo kun i tegneserieverdenen, at det udgør nogen effektiv og langsigtet løsning. Den eneste måde, hvorpå myten har effekt, er i forhold til styrkelsen af de politiske og religiøse aktørers status som stærkt brandede mænd af handling og indflydelse.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57