Af Jon Kiellberg
 | 
Debatredaktør og politisk blogger, Dansk Kommunikationsforening og Kommunen
Jon er cand.scient.adm. og redaktør i Dansk Kommunikationsforening og skriver desuden jævnligt politiske analyser for en række medier. Jon har tidligere været presseansvarlig og arbejdet som journalist, og er samtidig en anvendt foredragsholder om politisk kommunikation og presse- og krisehåndtering. Jon er ved at skrive en bog om de 10 største politiske spinskandaler de sidste 20 år. 

Opsang til politikerne

Vi skriver 2013. Så kære politikere: Tag jer nu sammen. Det gør ikke noget, at I mener noget. Det er vel i bund og grund derfor, at I har valgt at blive politikere. Og måske belønnes I ligefrem af vælgerne for jeres mod.

Her følger 10 principper for politisk ageren og kampagner, og hvad man altid skal have med i sin rygsæk som politiker før, under og efter valgkampe.

1. Den røde tråd

Begå kun løftebrud, hvis vælgerne kan se de åbenlyse fordele og få konkrete velfærdsgoder ud af det. Det er af afgørende betydning, at der altid er en rød tråd og en lige linje mellem, hvad du siger, og hvad du gør.

2. Drop behage­sygen

Du vinder kun ved at have en konsistent framing, som rummer passion, patos og politiske grundpiller, som du ikke viger fra. Du skal turde at ville noget. Det lyder åbenlyst indlysende. Desværre er det ofte ikke tilfældet. Det nytter ikke at gå i flyverskjul af taktiske årsager.

De politikere, som har haft mest medvind og gennemslagskraft de seneste år (læs: Vestager, Samuelsen og Løkke), er dem, som toner rent flag for de store økonomiske og sociale dagsordner og udfordringer. De seneste år har danskerne opnået en krisebevidsthed, der gør, at de netop respekterer benhårde prioriteringer.

3. Pas på dit omdømme

Omdømme er din vigtigste kapital og dit stærkeste værdipapir. Og her er medierne nådesløse i dækning af politiske fodfejl – trin og fadæser. Du kan aldrig gardere dig 120 procent for pressens lunefulde enkeltsager og om enkeltpersoner. Derfor: Opbyg et så stærkt netværk blandt politiske reportere, og hold samtidig din sti så ren som overhovedet muligt, så du mindsker risikoen for at havne i mediernes fedtefad.

4. Troværdighed er alt

Obama vandt valget i 2012, fordi hans fortælling om årsagen til den amerikanske gæld, krise og ledighed var langt mere troværdig i vælgernes øjne end Romneys. Troværdighed kommer, når din fortælling hænger sammen med de faktuelle begivenheder, og der er en lige linje til dit politiske image.

5. Personer er partiet

Du kan hoppe og danse og begræde udviklingen, men i bund og grund spiller personen til stadighed en vigtigere rolle for den førte politik og for partiet. Demokraterne var ikke Demokraterne uden Obama. Herhjemme har vi Johanne-effekten, mens De Konservative ikke ville være Borgens mindste parti, hvis de havde haft en formand med langt større gennemslagskraft og karisma, end tilfældet er. En markant politisk profil er aldrig en garanti for et partis succes. Omvendt er det svært at få øje på et parti, der står stærkt på den landspolitiske scene uden en stærk og synlig partileder.

6. Engager vælgerne

Hvad der både lykkedes for Obama i valgkampene i 2008 og delvist i 2012, var at mobilisere millioner af amerikanere til at engagere sig i Demokraternes partikampagne. Nu kan man aldrig overføre amerikanske valgkampserfaringer 1:1 til danske forhold. Når det så er sagt, kan danske politikere i langt højere grad – end tilfældet er i dag – tage ved lære af den måde at inddrage og skabe engagement blandt vælgerne. For den politiske kamp på gadeplan og gennem de sociale medieplatforme kan i langt højere grad end tidligere blive tungen på vægtskålen ved kommunalvalget den 19. november samt til det næste folketingsvalg.

7. Tal målrettet

Saml så megen viden om dit vælgersegment som muligt. Jo større viden du kan samle om borgernes politiske ståsted, jo større chancer har du for at målrette dine kampagner. Brug de sociale medier til at inddrage og engagere borgerne i politiske emner og til at mobilisere frivillige til den enkelte kampagne. Du vinder ikke valg på de sociale medier, men du kan personalisere og målrette din kommunikation med vælgerne, som kan løfte dit kandidatur og dine øvrige politiske aktiviteter.

8. Kampen er i medierne

Du kan godt få medieomtale uden at være en klon af Joachim B. Olsen – men du skal være lige så ubøjelig i din politiske argumentation. Du er politiker – ikke embedsmand eller rådgiver. Lad dig aldrig diktere af medierne, men betragt journalisten som en ven, du endnu ikke har mødt. Det er helt essentielt, at du og din stab hele tiden tænker i både lokal- og landsdækkende historier i alt, hvad I foretager jer.

9. Map of issues

Kortlægning af det politiske landskab: Hvad er de helt afgørende politiske forskelle i partier og politikere imellem? Hvordan forholder borgerne sig til de konkrete politiske emner? Og hvad har du som kandidat af konkrete bud på en løsning?

10. Din egen køreplan

Personlige og positive budskaber: Fokuser på dit eget kandidatur frem for din modstanders. Prioriter benhårdt personen frem for partiet, og frame kandidaten for de positive hensigter og mål frem for at køre personlige smædekampagner mod modstanderen.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57