Politik fra rødderne

Af Maria Steno
 | 
Kommunikationsrådgiver og tidligere kommunalpolitiker, Selvstændig
img

På jagt efter oprøret mod embedsvældet

"Særligt de partier, der ikke har borgmesterposten, oplever, at det er embedsmændene og ikke de politiske modstandere, der bremser de politiske ideer."

De kommunale topembedsmænd er stærkere og mere dominerende end nogensinde før. Siden kommunalreformen har embedsværket både fået og taget mere magt, det er uimodsagt og veldokumenteret. Og det sker selvom både lokalpolitikere og forskere har beklaget udviklingen. Spørgsmålet er, hvor oprøret mod embedsvældet skal komme fra?

I ugen op til efterårsferien var de kommunale chefer og deres lønninger forsidestof i flere medier. Direktørernes lønstigninger, åremålskontrakter og fratrædelsesgodtgørelser omtales med samme foragt som bankdirektørernes lønninger for et par år siden. Direktørerne i kommunerne får for meget i løn, og de er ikke pengene værd, er mediernes entydige vinkel. DJØF-lønnen bliver konsekvent omregnet til antallet af SOSU-assistenter, som kommunerne kunne have ansat for samme penge. 

Ikke fra medarbejderne

Dette kunne måske forlede nogle til at tro, at et spirende oprør fra de 'varme hænder' i kommunerne mod DJØFernes 'kolde hænder' og magt var på vej. Men det ville være en overfortolkning. De kommunale medarbejdere er førstehåndsvidner til topembedsmændenes stigende magt, og netop derfor fokuserer de også i stort omfang på at have en god relation til topembedsmændene i kommunen. Det er ledelsen, de sidder overfor i MED-udvalget og dem, de taler både problemer og løsninger med i hverdagen. Samtidig oplever flere lokale tillidsrepræsentanter, at det er decideret ildeset hos topembedsmændene, hvis de går direkte til politikerne. Særligt hvis de ikke samtidig orienterer de ledende embedsmænd.

Topembedsmændene bryder sig ikke om, at medarbejderne påvirker politikerne og da slet ikke borgmesteren og udvalgsformændene direkte. En perifer venstrefløjspolitiker, som ikke forstyrrer magtbalancen, kan bedre gå an. Og da der sjældent kommer noget godt ud af at lægge sig ud med embedsmændene, hører det også til undtagelserne. Oprøret fra medarbejderne mod embedsvældet har altså trange kår i den enkelte kommune, netop fordi topembedsmændene har så stor magt og samtidig er medarbejdernes formelle chefer.

Ikke fra Christiansborg

Også på nationalt plan kunne de varme hænder tage kampen op mod embedsvældet i kommunerne, men det gør de kun indirekte pakket ind som en kamp for afbureaukratisering, som ingen efterhånden tror på længere, men som alle gentager rituelt.  

Senest har landspolitikerne desuden kastet sig over de kommunale cheflønninger, som de i medierne kræver et loft over, ligesom de gjorde overfor bankdirektørerne. Velvidende at kommunerne og medarbejderne ifølge den danske model selv har aftaleretten, når det gælder løn og arbejdsforhold. Så mon ikke, det også bliver ved et rituelt mediestunt.

Ikke fra kommunalpolitikerne

Hvad så med politikerne lokalt, tager de kampen op mod embedsvældet? Både og.

Mediedækningen har dokumenteret en stigning i antallet af afskedigelser blandt topembedsmændene i kommunerne, og forskning har tidligere afdækket, at det skyldes et stigende antal konflikter mellem topembedsmænd og borgmestre. Så nogle borgmestre tager altså kampen op og skiller sig af med de topembedsmænd, som de føler bliver for egenrådige. På den anden side befinder langt fleste borgmestre sig godt med en stærk forvaltning, som bidrager med alt fra politisk rådgivning til udvikling af visioner for kommunen. En stærk forvaltning gør nemlig også borgmesteren stærk og bidrager til at befæste borgmesterens magtposition i kommunalbestyrelsen på bekostning af de øvrige politikere, som føler sig mere og mere magtesløse overfor forvaltningen. Derfor er der sket en kraftig stigning i antallet af politikere, som vurderer, det er vanskeligt at gennemføre deres synspunkter, hvis de går på tværs af embedsmændenes holdning til sagen.

Særligt de partier, der ikke har borgmesterposten, oplever, at det er embedsmændene og ikke de politiske modstandere, der bremser de politiske ideer. Ganske tankevækkende i et år, hvor borgerne kan vælge hvilke politikere, men ikke hvilke embedsmænd, de ønsker i deres kommune. 

Heller ikke fra borgere eller medier

Det har nogle borgere fået øjnene op for. I en bemærkelsesværdig undersøgelse i forbindelse med sidste kommunalvalg blandt skolebestyrelses- og lokalrådsformænd på Fyn mener kun henholdsvis ti og syv procent, at politikerne har mere indflydelse på den førte politik end forvaltningen. Spreder den opfattelse sig fra de aktive borgere tæt på kommunen til de øvrige vælgere, så er vi godt på vej til at overflødiggøre kommunalvalget. Og interessen for kommunalvalget er allerede på lavpunktet ifølge en ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Heldigvis har vi den frie lokale presses undersøgende journalistik til at afdække de reelle magtforhold i kommunerne. Nå nej, en anden nyhed fra ugen, der gik, er, at kommunernes embedsmænd producerer så meget kommunikation selv, at de lokale ugeaviser er ved at bliver udkonkurreret af kommunerne.

Så spørgsmålet om, hvem der gør oprør mod embedsvældet, kan nok bedst besvares af embedsvældet selv.

 

 

Organisation & ledelse


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57