Af Rasmus Jønsson
 | 

Op- og nedture

Snakken går intenst på Rådhuset om, hvem der er valgets vindere og tabere.  Københavneriet i Kommunen har lagt øret tæt til vandrørene og forsøger at samle lidt op her (er dog skrevet, før alle ben og poster er fordelt):  

Socialdemokraterne

 Fik et fint valg og taber kun ét mandat. Overborgmesterposten blev kørt stensikkert i hus, og de fik også opfyldt målsætningen om at få to borgmesterposter. Frank Jensen kørte også en pæn valgkamp uden de store kriser.

 Fik kun syvendevalget til borgmesterposterne og mister børne- og ungeborgmesterposten, som ellers er en lækkerbisken for Socialdemokraterne. Fik heller ikke opbygget en ordentlig kant til de borgerlige i valgkampen, som ellers var deres interne målsætning i forsøget på at mobilisere vælgere. 

Enhedslisten

 Morten Kabell & Co. er uden tvivl en af Rådhusets store vindere. Det er en flot præstation af listen på den måde at formå – uden slinger i valsen – at overføre den landspolitiske succes i så stor stil til København. De borgerlige og til dels også SF har gennem valgkampen forsøgt at angribe Enhedslisten, men det har de håndteret elegant. Og at Kabell kan sætte sig på teknik- og miljøborgmesterposten, understreger succesen. 

 Set fra københavnernes perspektiv kan den flotte mandatfremgang ikke aflæses i magt og indflydelse. Før valget havde listen én borgmesterpost, og efter valget står de med én! Rygterne siger da også, at Enhedslisten i forhandlingsspillet på valgnatten havde mulighed for at få to borgmesterposter, men de bed ikke til bolle.

 

De Radikale

 For Anna Mee Allerslev, der for tre år siden kom ud af ingenting, er det en sejr, at hun får en fremgang på 2,7 procentpoint og lægger R historisk højt. Hun har også fået vekslet fremgangen til mere magt på Rådhuset. Samtidig slipper Anna Mee for skadelige beskyldninger om, at hun har givet DF magt. Derudover kan De Radikale være tilfredse med, at de har ført en synlig valgkamp som et af de få partier på Rådhuset.

 Det blev ikke til de magiske syv mandater, der ville have givet hende en nøglerolle på valgnatten. Dermed bliver det heller ikke til den teknik- og miljøborgmesterpost, som Anna Mee Allerslev ellers så gerne vil have.

Venstre

 Fik en lille fremgang, så de nu har 11,4 procent og bliver Rådhusets tredjestørste parti. Pia Allerslev kørte en sikker og pæn valgkamp, hvor hun ikke fik skruet forventningspresset på Venstre for meget op.

 Valgresultatet er ikke noget at være rigtig stolt af set i lyset af, at Venstre går frem på landsplan og gerne skulle stå meget stærkere i Hovedstaden. Ifølge rygterne havde de i konstitueringsspillet låst sig så fast på, at DF skulle have en borgmesterpost, at det stækkede Venstres forhandlingssituation.  

Liberal Alliance

 Blev for første gang valgt ind på Rådhuset og kan være tilfredse med at være næsten lige så store som De Konservative. I forhold til størrelsen har de også fået fin synlighed i valgkampen. Ser også ud til at få nogle attraktive poster på Rådhuset.

 De formåede ikke for alvor at brage ind på Rådhuset. På valgnatten fik de heller ikke et samarbejde op at stå med for eksempel De Konservative, der kunne true DF’s borgmesterpost.  

De Konservative

 Holder sig foran Liberal Alliance i kampen om ikke at blive Rådhusets mindste parti.   

 Partiet taber 1 mandat, og Rasmus Jarlov-effekten udebliver. Flere af de andre konservative håb som for eksempel Michael Ziegler og Benedikte Kiær trækker sig ellers succesfuldt ud af kommunalvalget. Men Jarlov, der ellers bliver italesat som konservativ kronprins, taber næsten 2 procent i et København, der ellers bliver mere blåt.   

Dansk Folkeparti

 At Carl Christian Ebbesen kan sætte sig i borgmesterstolen som den første DF-borgmester i København, må siges at være en kæmpe succes for partiet. En post, der vil få stor symbolværdi for DF og understøtte deres bevægelse fra et protestparti på højrefløjen til et mere midtersøgende indflydelsesparti, så Ebbesen vil sikkert få en slags kultstatus internt i DF.

 Partiet får kun fire mandater – til trods for, at de var spået til en del mere. Faktisk fik DF en tilbagegang på 0,3 procentpoint og ligger godt 3 procentpoint under DF´s landsgennemsnit til kommunalvalget.  DF har ført en nærmest usynlig valgkamp, hvor de hverken er kommet med politiske udspil eller gået i verbal infight med modstanderne. 

SF

 Holder fast i en borgmesterpost.

 Får en gevaldig snitter af københavnerne på 12,3 procentpoint og mister den prestigefyldte teknik- og miljøborgmesterpost. SF har både op til og under valgkampen ført en usynlig tilværelse, hvor de blandt andet ikke har taget kampen op med Enhedslisten, der løb med halvdelen af deres stemmer. 

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57