Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier
Donald Trump<br />‘Onkel Kurt’ i fri udfoldelse. Morten Uhrenholdt skriver om figuren ‘Onkel Kurt’, som gerne holder taler for andre, men også hurtigt får den drejet over i beskrivelser af eget lysende talent. Han kom til at tænke på Onkel Kurt, da han så Donald Trumps pressemøde.<br />
Donald Trump
‘Onkel Kurt’ i fri udfoldelse. Morten Uhrenholdt skriver om figuren ‘Onkel Kurt’, som gerne holder taler for andre, men også hurtigt får den drejet over i beskrivelser af eget lysende talent. Han kom til at tænke på Onkel Kurt, da han så Donald Trumps pressemøde.

Foto: AP Photo/Evan Vucci

'Onkel Kurt' indtager Vestens trone

”Brovtende og selvhævdende førte han sig frem som en grotesk figur, der trods sin fremskredne alder aldrig er kommet ud af puberteten. Fuld af letkøbte stærk-mand løsninger på komplekse spørgsmål.”

Jeg er sikker på, at alle kender ham. Vi kan jo kalde ham Onkel Kurt. Han har et ivrigt snakketøj og gribes sjældent i at sidde og lytte medlevende til et andet menneskes tanker. I det hele taget hører han sjældent eller aldrig på andre mennesker. Det interesserer ham ganske enkelt ikke.

Undtaget hvis han til sin store overraskelse bliver modsagt eller udsat for kritik. SÅ trænger lidt ind, hvilket man kan forvisse sig om ved at lægge øre til de tirader af ukvemsord og besværgelser, der pludselig strømmer fra ham. Så får budbringeren halsen skåret over og bliver sat på hjul og stejle.

 ”Brovtende og selvhævdende førte han sig frem som en grotesk figur, der trods sin fremskredne alder aldrig er kommet ud af puberteten. Fuld af letkøbte stærk-mand løsninger på komplekse
spørgsmål.”

Men det nok mest karakteristiske træk ved Onkel Kurts adfærd er mønsteret i hans verbale udfoldelser og hans hang til at tale om sig selv – i stærkt rosende vendinger selvfølgelig. Han kan ikke tale om et emne eller give igen på en – selvfølgelig stærkt urimelig – kritik uden at slutte af med anprisning af egne evner og præstationer. For de lidt tungnemme bliver budskabet gentaget tre-fire gange.

Og så har han et vist forretningstalent. Han er god til at tjene penge og puge dem sammen – metoderne ufortalt.

Onkel Kurts store ego kan få ham til at slå på glasset og rejse sig for at holde tale for festens genstand. Men i løbet af ganske kort tid har han mistet interessen for den fejrede og hendes egenskaber eller præstationer. Så glider talen med usvigelig sikkerhed over i en malende beskrivelse af Onkel Kurts store lys og overlegne sejre contra andres beskedne evner og pauvre resultater. Kurts tale handler om Kurt.

Langt mellem snapsene

Alt i alt en ret træls forestilling, de fleste helst er foruden. Men af ubegribelige årsager findes der mennesker, der synes vældig godt om Kurt. De finder ham stærk og fandenivoldsk – og vel først og fremmest handlekraftig. ’Han ved, hvordan sagerne skal ordnes og får gjort noget ved det’. Talent for at tjene penge forveksles ofte med evner til at løse alverdens problemer og skabe samfund i balance.

Når mine tanker falder på Onkel Kurt, så er det, fordi der har været langt mellem kalorierne i dansk politik på det seneste. Vi er ligesom i en ventesituation – vi venter på, at den nye trekantsregering skal gå i gang med sin umulige opgave. De politiske udladninger handler mestendels om gamle, uløste sager. Som kommunernes vedvarende hovedrysten over regeringens klovnerier med den nye vestdanske politiskole.

Eneste nye brøl kom fra regeringens rottweiler, Claus Hjort Frederiksen, der fra sin nye chefstol i Forsvarsministeriet forsøgte at erklære en ny kold krig. Som om tiden, hvor vi venter på ny præsident i USA, ikke er ubehagelig nok.

Så jeg må til udlandet for at finde inspiration. For amerikansk politik gav mig forleden en TV-oplevelse af de absolut usædvanlige. Jeg kan ikke mindes en mere kontrastfuld oplevelse indenfor blot et par timer.

Onkel Kurt i fuld udfoldelse

Først sendte DR2 hele Donald Trumps pressemøde. Det var en helt igennem absurd og ubehagelig oplevelse. Hvis jeg havde håbet på, at manden ville begynde at opføre sig voksent og ansvarligt, efterhånden som magtens realiteter nærmer sig, så blev det håb effektivt slukket.

Her fik vi Onkel Kurt i fuld udfoldelse. Brovtende og selvhævdende førte han sig frem som en grotesk figur, der trods sin fremskredne alder aldrig er kommet ud af puberteten. Fuld af letkøbte stærk-mand-løsninger på komplekse spørgsmål. Og lidet præsidentielle udfald mod pressen og efterretningsvæsenet.

Og til fulde fik han demonstreret sin stærkt selektive hørelse. En stor del af mødet brugte Trump på eder og forbandelser mod dem, der har tilladt sig at viderebringe mistanken om eller snarere bekymringen for, at russerne ligger inde med belastende materiale om den kommende præsident. Mistanken er, at russerne har billeder af seksuelle udskejelser under et besøg i Moskva. Det afviste Trump adskillige gange ledsaget af uhørte beskyldninger mod budbringerne. Og gentaget i en monoton uendelighed.

Den anden del af mistanken nævnte han ikke med et ord. Nemlig at hans stab under den beskidte og måske russer-hackede valgkamp skulle have stået i hyppig nærkontakt med Putins håndgangne mænd. Det er en mistanke, der – hvis der viser sig at være kød på den – kan blive en rigtig alvorlig sag for manden.

Så skulle vi lægge øre til en strøm af forsikringer om, at han slet ikke behøvede afvikle sit forretningsimperium. Han kunne sagtens klare det sideløbende med jobbet som præsident, bralrede den forvoksede teenager. Alligevel har han i sit hjertes godhed og store respekt for demokratiet fået lavet en sindrig juridisk konstruktion, hvorefter hans børn skal styre ejendomsimperiet og han selv holdes i uvidenhed. Det er vist kun dem, der fortsat mener, Obama er muslim, der tror på dén.

En regering af rigmænd

De fattige, frustrerede arbejdere, der har stemt Trump ind i Det Hvide Hus for at få et opgør med eliten, der har foræret storfinansen størstedelen af de seneste årtiers samfundsgevinst, får nu en regering, der alene består af stenrige erhvervsjonglører, USA's hidtil rigeste regering. Der venter disse vælgere overraskelser.

Det minder mig om en lille vittighed, jeg hørte i P1's Orientering: En bankmand og en arbejder skal dele 20 kager. Bankmanden spiser de 19, og før arbejderen får protesteret, siger bankmanden: ’Pas på flygtningen – han vil tage din kage.’ De seneste undersøgelser viser entydigt, at udviklingen henimod, at en ganske lille elite bliver rigere og rigere, mens de 99 procent bliver fattigere, fortsætter.

Umiddelbart efter den kommende præsidents pinagtige pressemøde sendte TV Barack Obamas afskedstale i Chicago. Det var en kontrast, jeg ikke kan mindes tilsvarende. Al den ånd, filosofi og de visioner for demokrati og borgerengagement, som Trump er komplet foruden, kom her i en fejende flot tale, der sammenhængende, velformuleret og medrivende – og helt uden befamling og primitive, populistiske postulater - foldede sig ud.

Jeg blev virkelig bevæget ved oplevelsen af, at der findes en toppolitiker med tro, intellekt og visioner, som forholder sig tænksomt og ydmygt til fænomenet magtudøvelse. Det er vi ikke forvænt med, og det kommer jeg til at savne - i hvert fald de næste fire år.

 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57