Politik fra rødderne

Af Rasmus Jønsson
 | 

Øv-sager

Prisen som ugens mest omtalte borgmester må uden tvivl tildeles Anne Vang. Berlingskes historie om, at pædagogerne i København holder et par øv-dage i ny og næ, var nok ikke lige den sag, Anne Vang havde ønsket sig, og slet ikke, da den faldt på samme tid, som hun skød sin valgkamp i gang. For en sag, der handler om dovne pædagoger, der pjækker på skatteborgernes regning, har potentiale til at blive en gedigen krise, da både medier og politiske modstandere vil have travlt med at holde den i gang.

Fornuftig håndtering

Set fra Anne Vangs perspektiv er der flere ting i Øv-sagen, som bliver interessante at følge. Først og fremmest bliver det spændende at se, om det lykkes de politiske modstandere at bygge en fortælling op om, at Anne Vang ikke har styr på børne- og ungeområdet.

Anne Vang er ellers efter flere års arbejde på området ved at få etableret en fortælling om, at hun har fået ryddet op på området, der ellers har haft underskud på 350 millioner kroner og som har sejlet så meget, at demonstrerende forældre var ved at blive en fast del af inventaret i byens institutioner.  

Denne fortælling er uden tvivl kommet under pres med Øv-sagen, som ikke bare har sat fokus på pjæk, men også på det enorme sygefravær, der er hos de københavnske pædagoger. Indtil videre har Anne Vang dog haft en fornuftig krisehåndtering. Hun har ikke – som mange andre – brugt skinger retorik og råbt op om fyringer, men har derimod valgt at få undersøgt problemets omfang. Fornuftigt nok, fordi historien primært er bygget op om en næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger, der mener at have hørt om øv-dage.

S-uenighed om linjen

Med den linje lægger Anne Vang sig også et stykke fra sin chef Frank Jensens position i debatten. Frank Jensen har valgt at spille stærk mand og blandt andet forlangt fyringer af de ansvarlige ledere. Det virker besynderligt, at to socialdemokrater kan have en så forskellig tilgang til sagen, hvor Vang står bag de ansatte, mens Jensen kræver fyringer.

Ligesom det også ser grimt ud, hvis en partileder og en ordfører melder helt forskelligt op på Borgen, kommer Jensen og Vangs uenighed om linjen også til at se mærkværdig ud. Og man kan ikke lade være med at tænke, at der må være noget galt i deres forhold, hvis de i en så brandvarm sag ikke kan sætte sig ned og koordinere en fælles strategi for, hvordan krisen skal håndteres.

Et sidste interessant perspektiv i Øv-sagen er, om Anne Vang kan blive straffet for, at hun har mere travlt med at stå på de ansattes side fremfor forældrenes. Der er uden tvivl en del københavnske forældre, der er ved at være trætte af at se ind i hovedet på en vikar, når de afleverer, og denne sag hjælper nok ikke på deres holdning.

Drømmekage-strategien 

Men Øv-sagen er ikke det eneste, der har givet Anne Vang opmærksomhed. Hendes kampagnestart fik så meget presse, at selv Frank Jensen må være lidt misundelig. Det meste af omtalen udsprang af, at Anne Vang havde lavet kampagnemateriale, der var støvsuget for S-logoer og partinavn. Tankerne bag materialet minder mest af alt om noget, der er flækket sammen af en flok forvoksede DSU’ere over et stykke drømmekage og en kop te. Det virker både svagt og umodent, at Anne Vang ikke tør knytte sig til det parti, som hun repræsenterer, fordi det står i en vælgermæssig krise.

Det sender et signal om, at Anne Vangs kampagne ikke har blik for, at hun står et sted i sin politiske karriere, hvor hun skulle stå for ansvarlighed, visioner og politisk modenhed. Underligt nok, for det er sådan, Anne Vang har optrådt flere gange i medierne i den seneste tid. Men når det gælder hendes valgkamp, skal det åbenbart stadig være pubertært og populistisk.

Warming på toppen

En af de andre store sager på Rådhuset er, at 21 Søndag har sat fokus på, at der blevet røget hash på en af kommunens døgninstitutioner. Historien var bygget op, som 21 Søndag plejer at gøre det, når de laver de historier fra døgninstitutioner. De har fundet tidligere ansatte, der siger, at det hele sejler; så har de lidt skjult kamera, krydret med et par forargede politikere. Men en ting var dog anderledes.

Socialborgmester Mikkel Warming (EL) lagde sig ikke fladt ned i det efterfølgende ”hvad vil du gøre ved det?”- interview. Derimod angreb han benhårdt den journalistiske kvalitet og stod fast på, at kvaliteten på opholdsstedet var i orden. En befriende offensiv strategi fra Warming, der faktisk virkede, som om han var mere optaget af at give de unge den rigtige behandling frem for at medvirke i 21 Søndag's sædvanlige sort-hvide journalistiske koncept.  


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57